Juleferielæsning #11: Fra Damgaard til Microsoft af Hans Peter Bech

Få det ugentlige overblik


Så får du mine artikler og opsamlingen Digital Ugerevy direkte i din indbakke.

 

Frem mod den 24. december 2018 udgiver jeg et dagligt tip til din læsning i juleferien. Først anbefaler jeg 12 bøger, og fra den 13. til 24. december anbefaler jeg 12 artikler. Det kommer til at handle om teknologi, udvikling og medier – plus det løse.

Tilmeld dig nyhedsbrevet for ugentlige snapshots af julekalenderen ↑

___

Jeg kan godt huske at have læst om Damgaard Data, der siden gik sammen med Navision og blev solgt til Microsoft. Men jeg har aldrig kendt mere til historien end dét.

Derfor var det en chance for at lære både den historie og dansk it-historie bedre at kende, da Hans Peter Bech tilbød mig at sende en anmelderkopi af hans bog, ‘Fra Damgaard til Microsoft’.

Og det er jeg rigtig glad for, jeg sagde ja til.

Jeg er endnu i gang med bogen, så det min anbefaling er lidt som det klassiske billede med at lægge togskinnerne, mens toget kører.

Der er flere gode pointer i bogen, som man kan bruge, hvad enten man har startet en virksomhed eller arbejder med produktudvikling. Bech er virkelig god til at fortælle historierne og beskrive eksemplerne, så man kan sagtens kan hive læring ud, der kan bruges den dag i dag – skønt 1980erne kan virke enormt fjerne.

Kend brugerne

Jeg læste eksempelvis med stor fornøjelse, hvordan Erik Damgaard gjorde meget ud af at forstå hverdagen for de mennesker, der skulle bruge deres regnskabsprogram. Det skrev jeg om i mit nyhedsbrev fra uge 42.

Når jeg taler med andre om produktudvikling, lægger jeg enorm stor vægt på, at man skal forstå sine brugere og kunder. Det er fint, at man ved, hvad de vil have – men det er endnu vigtigere, at man ved, hvorfor de vil have netop det.

I dag ville man bruge metoder som Jobs To Be Done og Value Proposition Canvas til det arbejde, men det var der intet af, da Damgaard Data var nystartet.

Og så er det også en god ting, hvis man kan give brugeren noget bekendt – noget, vedkommende allerede kender fra sit arbejde. Erik Damgaard fandt ud af, at for bogholderne (hvor mange af dem ikke havde arbejdet med EDB før) var kassekladden vigtig.

Den type viden får man kun, når man sætter sig for at forstå og sætter sig ned for at tale med dem, der skal bruge ens produkter. Det er ganske enkelt forbilledligt.

Man kan godt opføre sig pænt

Ud over de ting, man kan lære noget af, er bogen også en charmerende fortælling af it-branchen i 1980erne og frem. Nu er den slags teknologihistorie også noget, jeg interesserer mig for (og en af de ting, jeg nød ved Steve Jobs-biografien, jeg anbefalede i starten af denne julekalender).

Jeg talte med Hans Peter Bech på Bogforum, hvor han også understregede den pointe, at man godt kan få succes ved at opføre sig ordentligt og behandle folk pænt, som Damgaard-brødrene gjorde – og uden at behandle folk, som Steve Jobs til tider gjorde, og blev berygtet og frygtet for. Og det er en virkelig rar vinkel på fortællingen.

Der er også fortællingerne om kampene mod konkurrenterne og de valg, der skal træffes, når man vil vælge, hvilken teknologi, man vil basere sig på fremadrettet. Forfatteren er god til at stoppe op, hvor det giver mening, og fortælle, at netop denne beslutning var vigtig for firmaets videre succes.

Så uanset om du vil uddrage læring af bogen eller bare høre om et historisk kapitel i dansk erhvervshistorie, som ikke er beskrevet før (hvilket jeg synes, er ret vildt..!), så er dette bogen for dig.

 

Læs videre:
« Se hele julekalenderen
Abonnér på mit nyhedsbrev »

Skriv din kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.