Hvad kan en bog fra 1922 fortælle os om mediernes udfordringer i dag?

Hej – tak fordi du er her. Jeg har arbejdet med, deltaget i og skrevet om digital udvikling i den danske mediebranche i mere end 10 år.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få artikler som denne tilsendt – plus den populære ugerevy. Den giver dig overblikket på sociale og digitale medier samt udvikling.


 

Del denne artikel på Twitter:

 

Det er en gammel sandhed, at man for at forstå nutiden (og til tider fremtiden) er nødt til at kende og forstå fortiden. Sådan er det også med medier og journalistik samt deres rolle i samfundet.

I øjeblikket er jeg i gang med at læse Public Opinion’ af Walter Lippmann. Den blev oprindelig udgivet tilbage i 1922 og er en opfølger til hans ‘Liberty and the News’ fra året før.

Jeg blev opmærksom på Lippmann, da jeg læste Eli Parisers ‘The Filter Bubble’ tilbage i 2011. Her havde han et citat med fra ‘Liberty and the News’, der nok er et af Lippmans mest kendte:

All that the sharpest critics of democracy have alleged is true, if there is no steady supply of trustworthy and relevant news. Incompetence and aimlessness, corruption and disloyalty, panic and ultimate disaster, must come to any people which is denied an assured access to the facts.

 

Da jeg læste ‘Liberty and the News’, efter at have læst ‘The Filter Bubble’, kan jeg huske, at jeg tænkte, at det må have været en ret speciel (men også håbløs gammeldags) tid at leve i, hvor et af de store problemer var løgne i mediernes spalter.

Lad os spole frem til 2016 og 2017, og så er det ikke så specielt og vanvittigt at tænke på længere. Hvad enten vi kalder det “Fake News” eller slet og ret bare løgne, så har medierne igen en krise på troværdighed og kontakt med borgerne. Og den krise påvirker mediernes rolle i demokratiske samfund. Meget.

Nu er jeg som nævnt i gang med at læse ‘Public Opinion’, og her går Lippmann nogle spadestik dybere i sin analyse. Det er her, han præsenterer sin teori om stereotyper – det er i øvrigt Lippmann, der har gjort udtrykket ‘stereotype’ til det, der er i dag.

 

(Artiklen fortsætter under billedet)

En ung Walter Lippmann fotograferet i 1914.

En ung Walter Lippmann fotograferet i 1914. (Foto: Pirie MacDonald / Yale University)

 

Lippmann er sidenhen blevet beskyldt for at være elitær og arrogant og uden tiltro til demokratiet (der kan måske være noget om noget af det), men han havde nogle grundlæggende tanker, der strækker sig op til vores tid – og videre ud i vores fremtid.

En af grundtankerne hos ham er, at vi mennesker egentlig ikke kan forstå verden omkring os – den er ganske enkelt for kompleks. Derfor opbygger vi såkaldte “pseudo-miljøer”, som er vores billede af verden – så vi derigennem kan forstå verden, eller i hvert fald sætte en given nyhed ind i en kontekst, hvor vi bilder os selv ind, at vi forstår det.

Lippmann kalder vores pseudo-miljøer (eller det, de indeholder) for “fiktioner”, og det er det, hans steretype-teori går ud på, kort fortalt.

Problemet ved det er, at vores reaktioner på nyheder, begivenheder og så videre (der altså kommer til os via vores pseudo-miljø og bliver tolket derigennem) sker i den virkelige verden. Den verden, hvor andre mennesker vil se eller opdage vores reaktioner eller på anden måde få dem at føle, for eksempel ved at de mærker konsekvenserne af dem.

Lippmann har en virkelig godt eksempel på det i bogen. Vi er i 1919, og i det amerikanske senat diskuterer man seneste nyt fra Europa. I en artikel (der senere viste sig at være løgn – “Fake News”) kunne de nemlig læse, at Storbritanniens flåde har beordret amerikanske marineinfanterister til at gå i land i Dalmatien (en del af Kroatien).

Det fører til en diskussion i senatet, som Lippman skriver om (det er et længere uddrag/citat, men hold ud – det er værd at læse):

So far the Senators still recognize vaguely that they are discussing a rumor. Being lawyers they still remember some of the forms of evidence. But as red-blooded men they already experience all the indignation which is appropriate to the fact that American marines have been ordered into war by a foreign government and without the consent of Congress. Emotionally they want to believe it, because they are Republicans fighting the League of Nations. This arouses the Democratic leader, Mr. Hitchcock of Nebraska. He defends the Supreme Council: it was acting under the war powers. Peace has not yet been concluded because the Republicans are delaying it. Therefore the action was necessary and legal. Both sides now assume that the report is true, and the conclusions they draw are the conclusions of their partisanship. Yet this extraordinary assumption is in a debate over a resolution to investigate the truth of the assumption. It reveals how difficult it is, even for trained lawyers, to suspend response until the returns are in. The response is instantaneous. The fiction is taken for truth because the fiction is badly needed.

A few days later an official report showed that the marines were not landed by order of the British Government or of the Supreme Council. They had not been fighting the Italians. They had been landed at the request of the Italian Government to protect Italians, and the American commander had been officially thanked by the Italian authorities. The marines were not at war with Italy. They had acted according to an established international practice which had nothing to do with the League of Nations.

The scene of action was the Adriatic. The picture of that scene in the Senators’ heads at Washington was furnished, in this case probably with intent to deceive, by a man who cared nothing about the Adriatic, but much about defeating the League. To this picture the Senate responded by a strengthening of its partisan differences over the League

 

Det lyder jo fuldstændig som noget, der kunne foregå den dag i dag – og måske endda med endnu større hast på grund af digitale og sociale medier, hvor hastighed nogle gange bliver prioriteret over faktatjek, når en historie virkelig ruller derudad.

Disse tanker gjorde ‘Public Opinion’ til noget nær pligtlæsning, og jeg synes stadig, det er noget, vi bør beskæftige os med i mediebranchen den dag i dag.

 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Forsiden på det genoptryk af 'Public Opinion', som jeg læser.

Forsiden på det genoptryk af ‘Public Opinion’, som jeg læser.

 

Ikke kun fordi det giver os et begrebsapparat til at forstå, hvordan vores indhold når  frem til modtagerne igennem mange tolkninger – men også fordi det er en dedikeret nærmest besættelse af, hvordan modtagerne af information (dem, vi i dag kalder brugerne) bruger den information, samt hvordan deres perspektiver ser ud.

Som han skriver i ‘Liberty and the News’, der som nævnt blev udgivet året før:

News comes from a distance; it comes helter-skelter, in inconceivable confusion; it deals with matters that are not easily understood; it arrives and is assimilated by busy and tired people who must take what is given to them. Any lawyer with a sense of evidence knows how unreliable such information must necessarily be.

 

I dag har vi så travlt med at kigge på internettet, algoritmer og mere eller mindre skumle aktører og give dem skylden. Alt det har helt sikkert en rolle at spille – men Lippmann har fat i noget grundlæggende, som vi af en eller anden grund ikke taler om i dag. Måske fordi det ikke kan måles?

 

Social sets og ekkokamre

Walter Lippmann taler i ‘Public Opinion’ også om “social sets”. Det er de folk, vi omgås – hans eksempel er, at det er dem, vi taler om, når vi siger ting som “people are saying”.

Social sets er grupperinger af mennesker, der færdes de samme steder og til en vis grad har de samme holdninger – altså ikke ulig det, vi i dag kalder “ekkokamre”.

Men hallo – er ekkokamre ikke noget, der opstår, når algoritmerne målretter indhold til os baseret på vores interesser og tidligere interaktioner? Det er det også, men vi som mennesker er rigtig gode til at lave ekkokamre, det behøver vi faktisk ikke teknologi til.

Som jeg skrev i juli måned, da jeg havde været til “Fake News”-arrangement på IT-Universitetet:

Her fremlagde Filippo Menczer (der er professor i Informatics og Computer Science ved Indiana University) via en videoforbindelse nogle af sine resultater.

Blandt det mest interessante var, at folk er så splittet i deres forbrug af medier og internettet, at de eksisterer i såkaldte ‘ekkokamre’ og derfor ikke ser hinanden meget af tiden. Det betyder også, at en rettelse (bragt i den ene gruppe) af en falsk nyhed (bragt i den anden gruppe) næppe vil blive set, og endnu mindre sandsynlig spredt, i den anden gruppe.

 

I samme måned (juli 2017) bragte Business Insider en kort video med Seth Stephens-Davidowitz, der er tidligere ‘data scientist’ hos Google og nu skriver for The New York Times.

Han forklarer, at mens vi på nettet faktisk er mere tilbøjelige til at søge oplysninger fra steder, vi ikke nødvendigvis er enige med, så er vores “offline-verden” (altså den virkelige verden) i høj grad præget af, at vi omgiver os med folk, der deler de samme holdning som os selv. Det er vist noget, vi alle kender til.

Der er en dyb higen i os selv efter at være sammen med andre, der er som os selv og mener det samme som os.

Og det bekræfter en stor del af Lippmanns teori – nemlig at vi agerer i forskellige “social sets”, der derudover også mener noget om de andre “sets”.

 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Lippmanns næste bog ('The Phantom Public' fra 1925) førte til en diskussion med John Dewey (på billedet her). Den diskussion endte med at danne en stor del af grundlaget for journalistik, som vi kender det i dag. (Foto: Eva Watson Schütze)

Lippmanns næste bog (‘The Phantom Public’ fra 1925) førte til en diskussion med John Dewey (på billedet her). Den diskussion endte med at danne en stor del af grundlaget for journalistik, som vi kender det i dag. (Foto: Eva Watson Schütze)

 

Husk, lær, konkretisér

Men hvad kan vi så lære af alt dette? Ja, for det første skal vi huske på, at der er en grundlæggende opbygning i vores samfund og mellem os mennesker, der er total uforanderlig – lige meget hvor meget internet, vi får og hvor smarte, vores telefoner bliver.

Og så skal medierne huske at tænke over, at deres oplysninger bliver modtaget, analyseret og reageret på i en kontekst, der ikke nødvendigvis er den rigtige. Dette kan en udgiver naturligvis aldrig komme helt ud over, men man kan gøre en indsats for at komme så langt som muligt.

Lippmann præsenterer i ‘Public Opinion’ nogle bud på løsninger på et mere overordnet plan. Jeg har endnu ikke læst bogen færdig, som dem vil jeg ikke diskutere her – da jeg primært kun har læst dem omtalt andre steder.

Men det er ofte en god idé at finde konkrete måder at hjælpe folk med at sætte nyheder ind i den – objektivt set – korrekte sammenhæng.

 

Giv kontekst – links er ikke nok

Det kan man for eksempel gøre ved at huske altid at sætte en given historie, artikel, fortælling eller tv-klip ind i dets rette kontekst. Mange af de travle nyhedsmedier glemmer ofte at forklare den kontekst, en artikel fungerer i. Det er ikke altid nok bare at have en faktaboks til slut eller ude til den ene side – det kan være en rigtig god idé at bruge et eller to tekstafsnit på at forklare, hvad der tidligere er sket i sagen og hvorfor det her er vigtigt.

Det pudsige er, at dette jo slet ikke er ny viden. Hvis du nogensinde har prøvet at skrive en artikel til en papiravis eller et trykt medie, så ved du, at dette er en af grundreglerne. Vi kan nemlig ikke forvente, at folk har læst den artikel, der var i avisen for fire dage siden.

Det samme gælder online. Jo, journalister er blevet gode til at linke – men hvornår har du sidst klikket dig ind på en anden nyhedsartikel (eller måske flere) for at sætte dig ind i den problematik eller aktuelle sag, du skulle til at læse en artikel i? Jeg gør det i hvert fald sjældent – det er der jo ikke tid til, synes vi. Og så laver vi noget andet på nettet i stedet.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan noget så simpelt som tjeklister kan gøre noget så luftigt som en strategi til noget håndgribeligt. Det samme gør sig gældende her – når du har en tjekliste for ting, du skal huske, når du udgiver artikler, tilføjer du blot:

☑️ Oprids historien kort

 

Som nævnt kan du som afsender ikke undgå, at folk vil opbygge fiktioner eller pseudo-miljøer, som de tolker dine oplysninger igennem for at forsøge at forstå det – men så har du gjort dit til, at det i så høj grad som muligt matcher virkeligheden.

Husk på, din klikstatistik fortæller dig intet om, hvordan dit indhold bliver forstået og brugt.

 

Vil du have mere?

Så tilmeld dig nyhedsbrevet – så får du en mail hver weekend, blandt andet med den populære ugerevy, der giver dig overblikket på digitale medier og udvikling.


Se mine seneste artikler →


Foto: George Sharvashidze / Pexels

Skriv din kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.