Digital Ugerevy: Uge 5, 2018

Velkommen den digitale ugerevy. Det er her, du hver uge bliver holdt opdateret på nyheder og tendenser indenfor mediebranchen og digital udvikling.

Det betyder, at du sparer tid: Du behøver ikke læse en masse artiker og nyhedsbreve for at holde dig opdateret.

Tak fordi, du læser med
// Lars

💌 Lad ugerevyen komme til dig

 

Ugerevyen udkommer hver weekend, og du kan følge med på mail:


 

Du får kun én mail om ugen – det lover jeg.

 

 

 

🎧 Lyt med

Du kan også følge med via podcast og lytte til udvalgte historier fra ugens opsamling.

Søg på “larskjensen.dk” eller “ugerevy” der, hvor du finder podcasts

Eller tryk her, hvis du hører podcasts i iTunes eller Apple Podcasts:

___

___

 

👍 SOCIALE MEDIER / MARKETING


● Facebook og Google satser på lokale nyheder

Der sker ting og sager på og omkring Facebook i øjeblikket. I ugens løb udgav Mark Zuckerberg en opdatering, hvor han forklarede, at deres næste fokusområde bliver lokalnyheder.

Indtil videre sker tiltaget kun i USA, men det betyder, at hvis man følger et lokalmedie, så vil deres historier få en bedre plads i News Feed’et. Det samme gælder, hvis ens venner deler historier fra et lokalmedie.

Recode har skrevet om det, og de henviser til en pressemeddelelse fra Facebook, hvor de forklarer, at de vil identificere lokalmedier ud fra, at de har læsere i et tæt geografisk område.

På Medietrends.dk stiller Jan Birkemose det gode spørgsmål, om det kan betyde, at medier, der egentlig er landsdækkende, men har læsere koncentreret i et geografisk område, kan blive set som lokalmedier af Facebook.

Hvis du vil læse en opsummering, har VentureBeat også en artikel om Facebooks fokus på lokalindhold.

Hos Poynter kan du læse, at flere udgivere tager godt imod Facebooks seneste tiltag.

Google er også i gang, og de eksperimenterer med en app for lokalnyheder kaldet ‘Bulletin’, skriver TechCrunch. Tanken er at skabe et sted, hvor folk kan dele historier og indhold fra deres nærområde.

Derudover håber Google også at kunne samarbejde med lokalmedier og hjælpe dem med at finde de gode historier – og naturligvis kreditere brugerne for det.

Det er ikke første gang, Google giver sig i kast med brugergenereret indhold – og det er ikke rigtig gået godt nogle af gangene. Måske husker du ‘Knol’, der var deres svar på et Wikipedia. Det blev aldrig nogen succces, og Google lukkede det igen. Du kan læse mere om Knol på Wikipedia.

Det var oprindelig Slate, der afslørede Google Bulletin i en artikel.  Indtil videre testes app’en kun i Nashville og Oakland.

↑ Til toppen ↑

 


● Nyhedsmediernes magt på Twitter

Hvis du tænker, at det især er nyhedsartikler, der bliver delt på Twitter… så har du fuldstændig ret. Det bekræfter en analyse, som du kan læse mere om hos Journalism.org:

The study, which aimed to better understand the types of information sources that users on one popular social media platform may see about a major national policy issue, finds that news organizations play a far larger role than other types of content providers, such as commentary or government sites.

I den forbindelse kan du også læse hos BuzzFeed, at trafikken fra Twitter til medierne stiger, mens trafikken til medierne falder.

For noget tid siden overhalede Google Facebook, hvad angår at sende trafik til medier og udgivere. Det kan du læse mere om i min artikel ‘Medier får mindre trafik fra Facebook, mere fra Google’.

↑ Til toppen ↑

 


● Facebook kæmper for at vinde folk tilbage

Som du har kunnet læse om i blandt andet ugerevyen fra uge 2, ser det ud til, at brugen af Facebook for første gang falder. Det er formentlig i den forbindelse, at Facebook nu er begyndt at blive mere aggressive i deres forsøg på at få fat i de folk, der ikke har været logget ind i et stykke tid – for at få dem til at logge ind igen.

Det kan du læse mere om i denne Bloomberg-artikel.

En lille pudsig ting er, at i den Business Insider-artikel, jeg linkede til i ugerevyen fra uge 2 nævner september som en af månederne, hvor man har noteret sig et fald i brugen af Facebook set i forhold til samme tidspunkt sidste år. I Bloomberg-artiklen om Facebooks mere skrappe metoder har de talt med en bruger, der oplevede en optrappen i e-mails fra Facebook i…september måned.

↑ Til toppen ↑

 


● Journalister er blandt stjernerne på Snapchat

Mange medier tænker nok (især i disse dage) over, hvordan de kan bruge Snapchat – på kort sigt til at hente trafik, og på længere sigt måske til at bygge relationer.

Her er der godt nyt at hente i denne The Daily Beast-artikel. Snapchat er nemlig omgærdet af en form for intimitet, og her kan journalister få succes ved at bruge Snapchat-featuren ‘Shows’.

↑ Til toppen ↑

 


● Seth Godin: Digital markedsføring vil dø som fag

Der kommer nok til at gå nogle år, før vi ved, om han har ret, men Seth Godin (der har skrevet et hav af bøger om markedsføring) regner med, at en meget stor del af den digitale marketing vil blive overtaget af kunstig intelligens, skriver Business Insider.

Han mener, at faget groft sagt vil blive delt i en AI-del og ‘poesien’ – og derfor skal de mennesker, der arbejder med den digitale markedsføring gøre op med sig selv, hvor de vil være.

↑ Til toppen ↑

 


● Status på TV MIDTVESTs to uger uden Facebook

I ugerevyen fra uge 3 kunne du læse, at TV MIDTVEST ville droppe Facebook i to uger. Nu er de to uger gået, og MediaWatch har skrevet lidt om, hvordan det er gået: “Det var ikke det blodbad, vi havde frygtet”.

TV MIDTVEST har også selv delt erfaringer på deres Lab-blog, hvor de fortæller om 10 ting, de lærte af at være væk fra Facebook. Det er en virkelig god artikel, så sørg for at få den læst.

↑ Til toppen ↑

 


⏱️ Kort nyt om sociale medier

I forbindelse med alle de kommende Facebook-ændringer er der en del snak rundt omkring om, hvad man nu skal gøre. Social Media Today har samlet 7 ting, du kan gøre. Mit favorit er nok nummer 5: “Get involved in the community”.

Social Media Today elsker åbenbart listeartikler, for de har også skrevet om 9 ting, udgivere skal vide om de kommende News Feed-ændringer.

Columbia Journalism Review skriver, at nye data tyder på, at mere end halvdelen af Facebooks partnere på ‘Instant Articles’ har forladt initiativet.

Instant Articles er jo de her artikler, der loader super-hurtigt, fordi de bliver vist direkte på Facebooks platform. Det gør de, fordi man giver Facebook et feed, hvorfra de henter en kopi af indholdet, som bliver lagret hos Facebook selv.

Der har dog været problemer og udfordringer med Instant Articles længe og Facebook og medierne har haft svært ved at finde en tilgang, begge kunne være tjent med.

I stedet ser det ud til, at mange udgivere bakker op om Googles AMP-tiltag (Accelerated Mobile Pages). I starten af januar skrev Digiday om, hvordan AMP vandt over Instant Articles.

Instagram gør det nu muligt at planlægge posts (så de udkommer på et senere tidspunkt) via deres API. Det betyder, at du skal gøre det via en tredjepartstjeneste, som så snakker med deres API – men det er stadig en stor nyhed.

Læs mere hos Instagram selv.

(Bemærk, at det indtil videre kun er virksomhedsprofiler på Instagram, der får den nye funktion.)

Instagram har også bragt gode nyheder til deres annoncører i denne uge. Hos TechCrunch kan du nemlig læse, at de nu vil understøtter karusel-annoncer, som det kendes fra blandt andet Facebook. Det vil sige, at der fremover kan være op til tre billeder eller videoklip i den samme annonce.

Der går rygter om, at Facebook er på vej med en video-chat-enhed kaldet ‘Portal’. Venture Beat har samlet 5 måder, Facebook kan bruge ansigtsgenkendelse, hvis enheden bliver til virkelighed.

Det drejer sig om animerede emojier og avatarer (som dem, Apple har på iPhone X), betaling, annoncer målrettet dit humør (gys), måling af din lykke (gys igen) og personalisering (potentielt gys).

Snapchat investerer endnu mere i deres “bitmoji”-løsning og opskalerer nu til “Bitmoji Deluxe”, der giver dig endnu mere mulighed for at skræddersy din digitale dobbeltgænger. Læs mere hos TechCrunch.

Noget andet, Snapchat har investeret meget i, er de ‘Stories’, man kan lave i app’en, og som Snapchat var de første til at bruge.

Men det er ikke her, den store brug og det store potentiale i Snapchat ligger. Derfor bør Snapchat fjerne fokus væk fra Stories og i stedet forsøge at tjene penge på chat, som er det, de fleste bruger Snapchat til, skriver The Information.

Den helt store udfordring er, at det er enormt svært at tjene penge på ‘Instant Messaging’, som man kalder det. Facebook har blandt andet prøvet via deres Messenger-service – uden succes.

Facebook har dog generelt ikke problemer med at tjene penge, som det fremgår af regnskaberne for fjerde kvartal i 2017, som de fremlagde i ugens løb.

Quartz har skrevet om regnskaberne, og her kan du læse, at skønt brugen af Facebook faldt, så steg indtægterne med 48 procent mere i forhold til samme tidspunkt sidste år. Facebooks indtjening steg med 20 procent, og det må jo siges at være godkendt.

Især mobile annoncer trækker regnskabet i den rigtige retning, skriver MediaWatch.

Hos Medietrends kan du se indtægterne anskuet ud fra ‘per bruger’, hvilket viser, hvordan Facebook er langt foran Snapchat.

Regnskabet skal ses i lyset af, at folk bruger mindre tid på Facebook [MediaWatch] – hvilket Facebook selv forventede i forbindelse med deres ændringer.

Til gengæld er Facebook steget lidt på brugertallet (dog mindre end forventet), og Zuckerberg taler om, at man nu kigger på at gøre det, der er godt for Facebook på lang sigt.

Recode skrev i ugens løb, at Facebook forbyder alle annoncer for kryptovalutaer, såsom Bitcoin. Årsagen er, at man vil forsøge at sætte en stopper for bedragere, som der åbenbart er mange af indenfor det marked.

Det drejer sig både om annoncer på Facebook, Instagram og andre steder, hvor Facebook viser annoncer via deres netværk.

Bredden er helt bevidst, indtil man har mere styr på, hvem de brodne kar er, forklarer en af Facebooks chefer for annonceteknologi i artiklen.

Twitter Moments (hvor man kan gruppere flere tweets i en form for fortælling) er en størrelse, som mange af os nok har hørt om, men som vi aldrig sådan rigtig har fået under huden. Jeg har set nogle af dem, men jeg er altid faldet fra.

Ikke desto mindre bliver det brugt mere end nogensinde (det siger selvfølgelig heller ikke særlig meget) og nu vil Twitter gøre det muligt at sponsere Moments. Det kan du læse mere om hos Social Media Today.

The New York Times har en (selvfølgelig meget lang og scroll-animeret) artikel om et stort problem på de sociale platforme, som mange godt kender til, men som få taler om: Falske følgere.

I artiklen kan du læse om handlen med de falske “followers”, og hvordan de store platforme kæmper med at finde det rigtige modsvar.

The New York Times har efterfølgende skrevet, at New Yorks Attorney General vil efterforske den virksomhed, der blev nævnt i den oprindelige artikel.

Den danske rettighedsorganisation KODA mener, at YouTube slipper for billigt i forhold til at betale penge til de rettighedshavere, hvis musik bliver brugt og afspillet på platformen, skriver MediaWatch og henviser til en kronik fra KODA bragt i Politiken.

Du kan også læse mere om det i denne Politiken.dk-artikel.

Facebook har for nylig udgivet en rapport, der kigger på sociale mediers betydning for shopping-mønstre. Der kan du blandt andet læse, at mobiltelefonen spiller en vigtig rolle i mange folks købsprocesser. Hvilket jo ikke rigtig burde overraske.

↑ Til toppen ↑

 

🔮 MEDIER /TENDENSER


● Om mediebranchens iPad-blindgyde

Da Steve Jobs introducerede iPad’en i 2010, var der mange medier og udgivere, der fik julelys i øjnene. Der skulle bygges lækre digitale udgaver af deres aviser, magasiner og andre indholdsprodukter – iPad’en ville redde meget af det tabte.

Sådan gik det ikke, som du kan læse i denne Bloomberg-artikel.

I stedet blev det telefonerne, der blev det helt store – med især Apple som en af de helt store vindere. Det betød, at meget af den energi, der blev lagt i at lave iPad-udgaver af indhold og de forskellige forretningsmodeller, man forsøgte at bygge ovenpå, langt hen ad vejen var spildt arbejde.

In hindsight, it was a waste, and Jobs led them all on a costly detour. While the publishing companies focused on the iPad, people were slowly starting to embrace smartphones. About 300 million smartphones were sold worldwide in 2010, according to research firm IDC, and Apple sold 7.5 million iPads in the first few months the device was for sale. Last year, Apple sold 44 million iPads, and people bought about 1.5 billion smartphones. The iPad is important, but it never became the ubiquitous, world-changing computer that Jobs pitched in 2010. Instead, the smartphone — including Apple’s own iPhone —  changed the world.

↑ Til toppen ↑

 


● Facebook-ændringer får medier til at kigge på push-notifikationer

I takt med at det bliver sværere og sværere for medierne at nå deres modtagere via Facebook-platformen, er de begyndt at kigge sig om efter andre muligheder.

En mulighed er push-notifikationer, hvor man sender en besked direkte til brugerens telefon fra enten ens egen app eller Apple News på iPhone (hvilket dog ikke er tilgængeligt i Danmark endnu).

Digiday har skrevet om, hvordan flere udgivere bruger push-notifikationer til at få en mere direkte forbindelse med deres brugere. Blandt andet har The Wall Street Journal tredoblet antallet af emner, man kan følge via push, mens USA Today fik deres push-trafik til at stige ved at bruge billeder og andet tingel-tangel.

Digiday har også skrevet om ABC News, der udsender push-notifikationer via både deres egen app og Apple News. Og der er forskel: I deres egne push-notifikationer har de tocifrede åbnings-rater, mens Apple News-notifikationerne ligger og roder rundt omkring de 2 og 5 procent.

Årsagen er, mener ABC News, at de fra deres app kan udsende personaliserede push-notifikationer. Den mulighed har man ikke med Apple News, og de er der flere udgivere, der efterspørger.

I ugerevyen fra uge 48 kunne du læse, hvordan 2017 blev push-notifikationernes år. Her kan du læse mere om, hvordan flere udgivere har eksperimenteret med formen i deres push-beskeder.

På Apple-enheder skal du have en app, hvis du vil sende brugerne push-notifikationer. På Android-platformen kan du gøre det via ‘Web Push Notifications’, og Google har en guide til, hvordan du kommer i gang.

Men kommer Apple så slet ikke til at understøtte web push? Ifølge denne DZone-artikel fra september 2017, ser det ikke sådan ud. Det vil i så fald være et argument mindre for, at man skal have en app i deres App Store – hvilket Apple jo helst ser, at man har.

↑ Til toppen ↑

 


● Magasin for positive nyheder i vækst

Britiske ‘Positive News’, der (du har nok gættet det) specialiserer sig i et udgive positive historier, kan nu købes i 150 WHSmiths-butikker, skriver Press Gazette.

I ægte “god stemning”-stil er magasinet ejet af mere end 1500 læsere fra 33 lande. Siden 2016 har de haft en vækst i abonnementer på 29 procent, mens antallet af besøg til deres website er steget med 15 procent. Hjemmesiden står i øvrigt overfor en relancering, der introducerer en ny medlemsmodel.

↑ Til toppen ↑

 


● BuzzFeed er stadig ‘social first’

2017 blev et…spændende år for BuzzFeed, der endte med at lande 15-20 procent under den ventede indtjening. Det betød, at man måtte sige farvel til en masse ansatte.

BuzzFeed har alle dage været afhængige af at få deres indhold ud på platforme, såsom især Facebook. Derfor er det også interessant at høre, hvordan man forholder sig til de nuværende og kommende ændringer på den platforme.

Her er der dog ikke sket det helt store, BuzzFeeds strategi er stadig ‘social first’, og der er mere tale om, at de har bygget på strategien eller omlagt den, siger BuzzFeeds CEO og medgrundlægger, Jonah Peretti, i et interview med Mathew Ingram fra Columbia Journalism Review.

BuzzFeed står dog overfor nogle alvorlige udfordringer, som du kan læse i denne The Information-artikel. Angiveligt var der dialog imellem BuzzFeed og NBCUniversal, der allerede ejer en del af BuzzFeed, om en overtagelse.

Der blev dog aldrig snakket pris (NBCU ville dog gerne et stykke under BuzzFeeds daværende vurdering), og snakken førte ikke til noget.

Nu står BuzzFeed så et ubehageligt sted. Seneste regnskab landede (som nævnt ovenfor) under det forventede, og derfor har der været snak om, at nyhedsdelen af BuzzFeed skulle ud at rejse penge – og måske endda skilles ud som selvstændigt selskab.

Det bliver dog næppe godkendt af bestyrelsen, der ser BuzzFeed som et samlet selskab.

↑ Til toppen ↑

 

👔 MEDIER /BUSINESS


● Podcast-lyttere er god forretning for annoncører

Det blev mødt med spænding, da Apple annoncerede statistik for lytning af podcasts via deres platform, der er den klart største.

Og bekymringen blev bragt til skamme, skriver Wired. Vi podcast-lyttere er trofaste, og det er ikke kun godt nyt for podcast-producenterne. Det er også godt nyt for annoncørerne – hvilket så er godt nyt for producenterne igen, fordi annoncer er en af de mest oplagte måder, når det kommer til at tjene penge på podcasting.

Du kan læse det samme hos Nieman Lab, der kalder podcasting-tallene for “opmuntrende”.

↑ Til toppen ↑

 


● Wired introducerer ny betalingsmur

Fremover får “gratister” mulighed for at læse fire artikler om måneden, før de skal betale, skriver Nieman Lab. Derudover har teknologimagasinet også nogle andre satsninger, blandt andet i forbindelse med digitale “longreads”, hvor man vil bygge på Backchannel, som Wired fusionerede med sidste år, efter Backchannel havde levet på udgivetplatformen Medium.

↑ Til toppen ↑

 


● TDC fusionerer  med MTG

Den helt store nyhed i mediebranchen i ugen der gik, var uden tvivl fusionen, hvor TDC bruger cirka 2,5 milliarder kroner på MTGs nordiske forretning.

Du kan læse mere hos Computerworld og/eller hos DR Nyheder. Hvis du vil læse endnu mere, har MediaWatch samlet de artikler, de har skrevet om fusionen.

↑ Til toppen ↑

 


● Det ser sort ud for anbefalings-widgets

Du er muligvis stødt på dem rundt omkring på internettet. De her widgets, der påstår at linke til relateret indhold fra andre steder på WWW, men som i virkeligheden irriterer dig mere, end de hjælper dig.

Anyways, i løbet af det seneste års tid er de i stigende grad faldet fra tinderne, blandt andet efterhånden som flere medier har indset, at de er bedre tjent uden. Det ser ud til at fortsætte den vej, for i ugens løb skrev Digiday, at de store widget-firmaer, Outbrain og Taboola, ikke kan (eller vil) tilbyde garanterede betalinger. I stedet vil de lade medierne blive betalt på en per-klik-basis.

 

📡 DIGITAL UDVIKLING


● Derfor virker personaer ikke

Personaer er en tilgang, der efterhånden har nogle år på bagen. Det går ud på, at man med baggrund i viden om sine brugere og kunder opstiller nogle eksempler på målgruppen, så man konstant har dem og deres behov friske i erindringen og “top of mind”.

Men ofte slår arbejdet med personaer fejl, og denne Nielsen Norman Group-artikel kigger på det. Der er flere mulige årsager – jeg kan blandt andet godt lide pointen om, at man skal præsentere personaer som noget, der skal holde en på linie med kunderne, og ikke som et resultat af noget research-arbejde.

↑ Til toppen ↑

 


● Dark Patterns vil lokke og snyde dig

Egentlig er der intet nyt i ‘Dark Patterns’, hvor en tjeneste er designet på en måde, så den snyder dig til at gøre noget, du måske ellers ikke ville gøre – eller den gemmer den funktion, du har brug for. Det kan for eksempel være, at det er svært at finde ud af, hvordan du standser et abonnement – eller at du ender med et tilkøb, hvis du ikke passer på, hvilken knap du trykker på.

Men skønt det ikke er nyt, er det stadig noget, vi bør tale om – og undgå, når vi designer og bygger produkter. Denne artikel hos Web Designer Depot indeholder nogle eksempler på ‘Dark Patterns’, som vi kan lære af.

↑ Til toppen ↑

 


● Web-udvikling handler om performance, sikkerhed og tilgængelighed

Denne O’Reilly-artikel er egentlig mest en reklame for et arrangement, hvor du kan høre mere, men den tager dig alligevel igennem nogle vigtige aspekter omkring tre vigtige ting indenfor udvikling til web.

 


● Hvad sker der, når alle kan bruge kunstig intelligens?

I øjeblikket er der en bevægelse indenfor kunstig intelligens (AI), der skal gøre teknologierne mere tilgængelige, så det ikke kræver en Ph.D. (og måske slet ikke kodeegenskaber) at arbejde med dem.

Men hvilke betydninger får det, hvis alle lige pludselig kan skabe og arbejde med deres egne former for kunstig intelligens? Det har Harvard Business Review en artikel om.

↑ Til toppen ↑

 


● Pas på skjulte kryptovaluta-annoncer – nu er de på YouTube

I øjeblikket er der en spøjs tendens i gang. Når man “miner” digitale valutaer (altså skaber for eksempel Bitcoins) skal man bruge en masse computerkraft, så hvorfor ikke bygge nogle smarte annoncer, der bruger den ledige processorkraft hos brugeren til at skabe flere kryptopenge.

Nu er problemet også nået til YouTube, skriver Ars Technica.

Antivirusfirmaet Trend Micro opdagede annoncerne, der er solgt ind via Googles DoubleClick-platform til brugere i udvalgte lande, blandt andet Japan, Frankrig, Taiwan, Italien og Spanien.

↑ Til toppen ↑

 

Foto: energepic.com / Pexels

Skriv din kommentar: