Jurassic Menlo Park

Hvad enten man skaber sociale platforme eller dinosaurer, skal man spørge sig selv, om man bør i stedet for, om man kan.

18. december 2018

 

Få det ugentlige overblik


Så får du mine artikler og opsamlingen Digital Ugerevy direkte i din indbakke.

 

ESSAY. 2018 har været et hårdt år for Facebook. Den ene krise har nærmest afløst den anden, og der er begyndt at være antydninger i statistikkerne, at brugen at platformen måske har toppet.

Den helt store skandale er den mulige russiske indblanden i det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvor amerikanerne valgte Donald Trump som deres 45. præsident.

En af de seneste udviklinger i den historie er, at Facebook (sammen med Twitter og Google) ifølge The New York Times var lidt vel langsomme til at levere informationer om russernes brug af platformenes og effekten.

JP/Politikens Hus’ direktør, Stig Ørskov, delte historien i et tweet – og i et svar til det tweet, skrev min tidligere kollega Søren Pedersen følgende:

 

Jeg vil anbefale, at du læser den artikel, Søren henviser til, men det er ikke et must for, at du kan læse videre her. Artiklen taler blandt andet som “surveillance capitalism”, som er ordet for den form for dataindsamling de store teknologifirmaer laver på os for at tjene penge ved at videresælge det til annoncører:

We started out collecting this information by accident, as part of our project to automate everything, but soon realized that it had economic value. We could use it to make the process self-funding. And so mechanized surveillance has become the economic basis of the modern tech industry.

Artiklen handler grundlæggende om, at teknologibranchen har været for dårlig til at reflektere over, hvad de nye teknologier kan bruges til. Som Søren også skriver i sit tweet.

Naivitet

Forleden sad jeg og så noget af PBS-dokumentaren ‘The Facebook Dilemma’, hvor blandt andet tidligere Facebook-ansatte medvirker. Her blev det tydeligt, at mottoet “move fast and break things” ikke bare var noget, Facebook sagde. Det var måden, de gik til hele opgaven på – og formentlig stadig gør fra hovedkvarteret i Menlo Park.

Som Gizmodo skriver om en mindre heldig chat-udveksling en ung Mark Zuckerberg havde, da Facebook endnu var helt nyt:

these instant messages, supposedly sent by CEO Mark Zuckerberg in Facebook’s early days, suggest that user privacy may have always been an afterthought.

 

Det var vildt at høre i ‘The Facebook Dilemma’-dokumentaren, hvor naive de var, og hvor meget det handlede om at bygge platformen og om at forbinde verden – mere end det handlede om, hvorvidt man burde samt hvilke overvejelser, man måske burde gøre sig, inden man slipper sådan et monster løs.

Apropos monstre, så minder den hovedløse buldren afsted mig om en af mine yndlingsfilm. I Steven Spielbergs ‘Jurassic Park’ fra 1993 (baseret på Michael Chrichton-bogen med samme titel fra 1990) har et hold forskere opdaget, hvordan de kan udvinde og reparere dinosaur-DNA.

Kan vs. bør

Hvordan det ender, er velkendt for alle, der har set filmen, men der er en scene undervejs, hvor kaosteoretikeren Ian Malcolm (spillet af Jeff Goldblum) kritiserer holdet bag dinoparken for netop at have tænkt alt for meget i, om man kunne i stedet for, om man burde bringe dinosaurerne til live igen.

Han angriber også, at Jurassic Park-folkene ikke selv tilegnede sig den viden, der skulle til. Samtalen mellem Malcom og Jurassic Park-stifter John Hammond er central for den problematik, filmen belyser:

Ian Malcolm: If I may… Um, I’ll tell you the problem with the scientific power that you’re using here, it didn’t require any discipline to attain it. You read what others had done and you took the next step. You didn’t earn the knowledge for yourselves, so you don’t take any responsibility for it. You stood on the shoulders of geniuses to accomplish something as fast as you could, and before you even knew what you had, you patented it, and packaged it, and slapped it on a plastic lunchbox, and now [bangs on the table]

John Hammond: I don’t think you’re giving us our due credit. Our scientists have done things which nobody’s ever done before…

Ian Malcolm: Yeah, yeah, but your scientists were so preoccupied with whether or not they could, that they didn’t stop to think if they should.

 

Det er nok noget, der generelt kendetegner os mennesker. Den skabertrang, der rammer os, når vi får et nyt, spændende værktøj i hånden. Så skal vi bruge det, og så tænker vi mindre over, hvilke konsekvenser vores skaberværk kan have.

Vi bliver så betaget af, hvad dette nye værktøj kan, at vi bliver forblændet af mulighederne og ikke ser risiciene. Som Malcolm siger til Hammond:

Genetic power is the most awesome force the planet’s ever seen, but you wield it like a kid that’s found his dad’s gun.

I en lettere omskrivning af det citat, kan man sige, at Zuckerberg og de andre i de tidlige Facebook dage ville forbinde verden via internettet, hvilket er en af de stærkeste kræfter, planeten nogensinde har set – men de forvaltede det helt forkert. Måske som en knægt, der har fundet sin fars pistol.

Mange problemer

Men det er ikke kun de russiske rygter, der skræmmer os og presser platformene. Twitter har længe haft et “hatespeech”-problem, ligesom Google-ejede YouTube har enorme problemer med at moderere det indhold, der bliver lagt op. Problemer, som Google stadig ikke har kuren mod.

Derudover står de også alle med den kæmpe udfordring, at folk er ved at få øjnene op for, at det gamle klassiske citat (jeg så det første gang i ‘The Filter Bubble’-bogen) passer: At hvis du bruger noget gratis, er du ikke kunden; så er du det produkt, der bliver solgt.

Meget af disse enorme datamængder, der bliver opsamlet om os og vores interesser bliver brugt af annoncører. Gentagne gange har Facebook fået kritik for, at de gjorde det muligt for annoncørerne at segmentere til folk baseret på ting som race eller handicap. Igen – det virker til, at det handler mere om, hvor vidt man kan gøre noget, i stedet for, om man bør gøre det.

Monstrene er her

I ‘Jurassic Park’ er det fortidens monstre, der bliver sluppet fri. Facebook og de andre har sluppet nogle helt andre monstre fri, men i modsætning til computer-dinoerne fra 1993 kan disse monstre rent faktisk gøre os skade.

Filmen ender med, at de overlevende må flygte og efterlade øen til sig selv, hvor dinosaurerne så må passe sig selv og leve videre. For håbentlig ender vi ikke der med teknologimonstrene.

Akkurat som Mark Zuckerberg ville John Hammond blot skabe noget, der bragte folk lykke og kunne fascinere dem. Han ville ikke slippe en række skrækindjagende monstre fri, der sendte alle på flugt.

Til slut i ‘Jurassic Park’ rammer indsigten og sandheden om det skabte også skaberen:

Dr. Alan Grant: Mr. Hammond, after careful consideration, I’ve decided *not* to endorse your park.

John Hammond: So have I.

o

Originalfoto: Icon0.com / Pexels