Trafik er konge: Om Politikens farvel til ‘the metered model’

Foto: Jonathan Petersson / Pexels

Jeg udgiver også nyhedsbrevet Digital Ugerevy

Politiken har længe haft en digital forretningsmodel, der betød, at folk, der surfede politiken.dk gratis kun kunne se et begrænset antal artikler. Det har man nu lavet om på, og Politiken skriver selv, at man fjerner artikelloftet:

Politiken indførte betaling på nettet i maj 2013 som en af de første netaviser i Danmark.

I første omgang kunne læserne frit læse 25 artikler om måneden, før de blev bedt om at betale. I marts 2015 blev artikelloftet sænket.

»Vores undersøgelser har vist, at en del læsere er begyndt at holde igen med deres læsning på politiken.dk, også inden de faktisk ramte artikelloftet. Nu håber vi, at læserne igen vil lade sig styre af deres lyst til at læse«, siger [chefredaktør] Bo Lidegaard.

Det kan være, det er blevet formuleret lidt klodset, for det bør ikke være den store overraskelse, at folk holder igen med deres sidevisninger og artikellæsninger, når man sætter et hårdt loft for, hvor meget, de må kigge på, inden man kræver penge.

Det er helt sort

I marts 2015, altså for et år siden, lavede man på Politiken.dk en slags ‘happening’ for at få flere registrerede brugere; man skulle registrere sig for overhovedet at komme forbi en sort side. “Det er helt sort uden profil”, lød mantraet dengang. Dagen efter var siden ‘normal’ igen. Normal i den forstand, at den sorte skærm var væk, men man introducerede en lidt fluffy model. Man skulle registrere sig for at få flere sidevisninger, end man fik som gratis bruger.

Altså havde man som udgangspunk X antal sidevisninger. Registrerede man sig, fik man Y antal sidevisninger — og så kunne man så købe abonnement, hvis man ville have fri adgang. Det var tilsyneladende heller ikke helt gennemskueligt for mange af brugerne, hvad Politiken havde gang i, og reaktionen udeblev ikke. I MediaWatch-artiklen ‘Politiken vil generobre trafik og læsere med premium-model’ siger Bo Lidegaard:

“Vi indførte den hårde registrering, hvor læserne blev bedt om at oprette en profil, hvis de ville læse mere end fem artikler gratis, for et år siden, og der tabte vi trafik i størrelsesordenen en tredjedel.”

En tredjedel. Det er ikke småting, og slet ikke når vi taler om et website, der har trafik i den størrelsesorden, som Politiken har. Og trafik er guld værd, har man nu fundet ud af. I samme artikel fortsætter Lidegaard:

Siden har vi genvundet en del, men vi er ikke tilbage på fuld styrke. Den trafik savner vi. Både fordi vi gerne vil have reach, men også fordi trafikken er med til at konvertere til abonnementssalg”.

Trafik betyder nemlig alt. Det er, som Lidegaard siger, selvfølgelig reach, og mere trafik er endnu flere mennesker, du kan (forsøge at) sælge abonnementer og andre ting til. Og det er flere mennesker, du kan vise annoncer til.

Smid hæmningerne

Noget andet er, at Politiken fik skabt en model, der er ‘klodset’. Klodset i den forstand, at den faktisk hæmmer brugen af websitet. Når du fortæller dine gratisbrugere, at de har fem sidevisninger, så bliver de selvfølgelig nærige med, hvad de vil læse. Hvorfor spilde et klik på en artikel om test af stavblendere, hvis det betyder, at du ikke kan læse artiklen om billige boliglån uden at registrere dig eller, endnu værre, have kreditkortet frem?

Det kan umiddelbart ligne en let løsning at introducere en ‘metered model’, som det hedder, når der er et loft på antallet af artikler, en bruger kan se. Man siger til sig selv, at alle artikler er værd at betale for; i en binær verden er alle artiklerne lige meget værd. Men sådan tænker brugerne jo ikke. De vil gerne ‘gemme’ deres sidevisninger til de gode artikler, og derfor begyndte folk at “holde igen med deres læsning på politiken.dk, også inden de faktisk ramte artikelloftet”, for nu at citere Bo Lidegaard.

Nu er Politiken på en ‘freemium’-model (hvor du kan læse alle de gratisartikler, du har lyst, men du skal være betalende abonnent for at læse de artikler, mediet ligger bag betaling). Det er den type model, rigtig mange andre (især danske) netmedier følger. Den er nemmere at administrere, brugerne ved, hvad de har at arbejde med — og du kan (alt andet lige) beholde den trafik på den gratis del af dit website, du havde tidligere.

Politiken har (hvis du spørger mig) fundet den rigtige retning. Men et drop i trafikken på en tredjedel er saftsuseme meget. Nu vil tiden så vise, hvor meget af det tabte terræn, Politiken kan få tilbage.