Twitter: @larskjensen
En bog om innovation, der rent faktisk handler om innovation? Der er mange eksempler (måske for mange), og du bliver udrustet med stærke pointer, og de handlingsanvisende opsamlinger undervejs er din ven.
“Innovation”. Puha, den er svær, er den ikke? Der var engang, hvor ordet rent faktisk betød noget. Inden det kom til at handle om noget nær alle typer nyudvikling og blev legeplads for et hav af alt for mange rådgivere og andre, der ville slå mønt på andres usikkerhed og frygt.
Grunden til, jeg tog denne bog med hjem, var, at den lovede mig (og holdt det løfte) noget andet end alt det. Med denne bog får du nemlig ikke mere af det, vi allerede er trætte af: Overgearede konsulenter og deres litteratur, der forsøger at sætte innovation på en formel, der bare venter på at blive implementeret hos netop jer.
Innova-Con ?
Derfor er det også en fornøjelse at læse det første kapitel af bogen, hvor Rowan (der var founding editor af Wired UK fra 2008 til 2017) besøger ‘Innova-Con’, der er det årlige convention i ‘The International Associaltion of Innovation Professionals’.
Her vrimler det med folk, der forsøger at omsætte innovation til en noget nær videnskabelig formel. Kapitlets underoverskrift siger lidt det hele: “How my despair at the ‘innovation industry’ prompted a global quest”.
Og det er netop, hvad ‘Non-Bullshit Innovation’ er; en rejse rundt i forskellige lande med fortællinger om dem, der virkelig bedriver innovation. Men inden vi kommer så langt, vil jeg lige dvæle lidt ved forfatterens frustration over innovationsindustrien.
“Messily human”
Der ligger nemlig en rigtig god pointe i starten af bogen. Det er et lidt langt citat (dem håber jeg ikke, du er bange for), men det er vigtigt at få med:
“But I can’t get it out of my head that corporate innovation, that process of renewing a business to create future value in the face of changing realities, seems just too quirkily organic, too messily human, to be reduced to a scientific formula. The cover stars that sell copies of Wired – the Musks, the Jobses, the Björks – never approach innovation from a formulaic perspective. They’re difficult, complex, troublemaking creatures who somehow inspire followers to execute on bold, radical visions within specific cultural contexts And their formulae are certainly not simplistically repeatable, otherwise Nokia might still be challenging the likes of Apples as an in-demand maker of smartphones”
Innovation er nemlig “too messily human”. Og derfor vil en formularisering (dejligt ord, ikke?) af det altid være forgæves.
Så vigtig er processen heller ikke
For lige at dvæle lidt længere ved den pointe, skrev jeg lidt om det i den første udgave af mit ‘Bedre Ledelse’-nyhedsbrev: “Glem processen. Bare et øjeblik.”
Tidligt i ‘Non-Bullshit Innovation’ taler David Rowan også med Daniel Ek, der er medstifter og CEO for Spotify. Han går skridtet videre og kritiserer noget, som jeg har brugt meget af min egen energi på igennem tiden – processer.
“So many companies talk about innovation, and they try to put processes in place. I don’t think that’s how it works. I don’t think any innovation happens at a desk – by someone structuring a creative brainstorm. Innovation is serendipity. It happens when people get totally new influences or ideas that come totally from the sidelines. It almost never happens with someone who’s been staring at a problem for long enough. […]”
Jeg vil ikke citere så meget mere fra bogen, for så bliver det en rigtig lang anmeldelse. Jeg har i stedet delt nogle af mine noter fra bogen, så du selv kan læse mere og grave dybere.
Jeg nød at læse Rowans bog, og jeg synes, den var et frisk pust indenfor genren – selvom der selvfølgelig også findes andre bøger som den. Bogen er, som jeg har indikeret, et række case-studier – altså fortællinger om virksomheder og stater, der innoverer. Men det er også en reminder om, hvad der egentlig skal til.
Hvis jeg skal nævne noget negativt, så er det, at der måske er for mange cases med. Eller at de er for forskellige. Det kommer selvfølgelig helt an på, hvad man som læser synes, er interessant, men for mig kommer historierne om eksempelvis Estlands digitale borgerskab og De Forenede Arabiske Emiraters ministerium for AI lidt for langt væk fra, hvad jeg købte bogen for.
Gode dårlige eksempler
Og så er der nogle enkelte cases, jeg er lidt splittede om, fordi jeg (blandt andet via Rowans egen beskrivelse og iscenesættelse af dem) er i tvivl om, hvor godt de egentlig gør det.
Det ene eksempel er telefonproducenten HTC, der på relativt få år er gået fra at være en af de største til at have en noget nær marginal markedsandel. I bogen lærer vi, at deres næste satsning er en blockchain-baseret telefon. Okay, her er man som læser farvet af, at blockchain i forvejen er offer for så meget hype og så mange, der prøver lykken, men HTC-folkene formår ikke at overbevise hverken Rowan eller læseren om, at nu er udviklingen vendt.
Et andet eksempel er det franske forsikringsselskab, AXA, der har udpeget en ‘Chief Innovation Officer’, hvilket jo får ens alarmlamper til at blinke.
Rowan angriber dog også titlen:
“Isn’t ‘chief innovation officer’ the wrong title, I suggest to Borie [CIO for AXA] as it deflects responsibility for change from the rest of the company? He pauses, and after a moment replies, ‘I agree – innovation is everyone’s job’.”
Jeg er splittet, fordi det kan virke mærkeligt at have eksempler med, hvor der umiddelbart ikke er det helt store at lade sig inspirere af eller være nysgerrig på – og fordi Rowan samtidig formår at ekstrahere gode pointer ud af det.
For eksempel eksemplet med AXAs innovationsdirektør:
“Therein lies the challenge. Innovation isn’t about labs or acquisition funds or job titles or conference keynotes. It’s about embedding a culture within an organization that enables internal teams to think and execute quickly and iteratively like the most effective startups.”
Så alt i alt er det jo til det bedre, at der også er blevet plads til den type cases.
Det er dog ikke noget, der skal komme imellem dig og denne bog. Der er masser af cases, der er spændende at lære om. Blandt andet Google X, artitektfirmaet ARUP, Pentagon (der har et hold af “hackere”), og den sydafrikanske medievirksomhed, Naspers, der har været igennem en kæmpe pivot (læs bogen, hvis du vil vide hvilket, *blink blink*).
Gode opsamlinger undervejs
I slutningen af hvert kapitel bliver der samlet op på nogle af de vigtigste pointer. Det er en god måde at gøre det handlingsanvisende og konkret (selvom Rowan også er god til det undervejs), og foruden mine egne noter bliver det disse sider, jeg oftest kommer til at vende tilbage til, tror jeg.
Lad være med at læse bogen, hvis du tror, at her har du fundet bogen, der giver dig værktøjerne til at bedrive innovation i netop jeres organisation. Men læs den, hvis du gerne vil inspireres og blive udfordret. Efter at have været noget nær proces-fundamentalist, var jeg begyndt at vakle i troen på den mægtige proces – og ‘Non-Bullshit Innovation’ er endnu et søm i den kiste. Og tak for det.
Det handler nemlig ikke om proces men om kultur. Og så er det andre værktøjer, man skal have med på arbejde.
Hvad gør de dygtige?
Til slut deler Rowan nogle af karakteristikaene for de firmaer, der klarer omstillingen bedst og formår at udvikle sig.
Det handler blandt andet om at positionere og se sig selv som et agilt (også lidt et fyord efterhånden) teknologifirma – lige meget hvilken branche, man er i. De dygtige er også gode til at bruge små, autonome teams, og det hele er organiseret på en måde, så dem, der arbejder med innovationen, er forskånet for at kigge på de kortsigtige tendenser og udfordringer.
Hvis du vil have resten af listen, er du nødt til at læse bogen – eller smugkigge i mine noter. Jeg synes selvfølgelig, du skal læse bogen.
Som jeg skrev tidligere: Jeg nød at læse Rowans bog og har masser af gode noter med mig derfra – selvom der var nogle lidt flade kapitler. Sådan vil det altid være med bøger som denne. Måske er det de kapitler, du kommer til at holde allermest af – sådan er vi forskellige.
(Se de noter fra bogen, jeg har delt.)