Hvorfor tror mange mediefolk, at længere er bedre?

Longread. For en journalist betyder det fornøjelsen ved at skrive en lang artikel, for læseren betyder det “sæt kaffen over, nu skal der scrolles”. Det engelske ord dækker egentlig blot over en lang artikel, og indenfor de seneste år er det at skrive langt på nettet nærmest blevet indikation af, at indholdet er værd at bruge tid på.

Longreads er dog ofte krydret med visuel krymmel – en tendens, der startede med The New York Times’ fantastiske ‘Snow Fall’-fortælling fra 2012, som jeg har kigget på mange gange men aldrig fået læst. For der er stadig meget tekst – deraf navnet, “longreads”.

Og det er lidt problemet med disse lange formater. De er helt sikkert fede at lave for journalisterne, men er det realistisk, at man som bruger/læser kommer igennem? Jeg kan huske tilbage i 2012, at man allerede der begyndte at tale om, at skønt ‘Snow Fall’ var imponerende, var det vist mest formen (og ikke indholdet) der var grunden til, man havde åbnet den.

Come Together

Jeg har i lang tid argumenteret for, at journalistikken (og mediebranchen) kan have gavn af at lære fra arbejdet med digital udvikling og teknologi – jeg har samlet nogle af mine argumenter og eksempler i artikelserien ‘Medier og teknologi’ på Medieblogger. En af de grundlæggende discipliner, jeg synes, journalistikken stadig mangler er brugeroplevelsen, noget der lægges enormt meget vægt på indenfor den digitale (produkt)udvikling.

Jeg mistænker mange “longreads” for at være mere afsenderorienterede, end at det rent faktisk handler om, at man vil sætte brugeren ind i et emne. Det er nok det, man siger til sig selv, men samtidig synes vi journalister, at det er fantastisk at skrive langt – det er nærmest det, vi er født til.

Men jeg kigger også på det fra læserens synspunkt – med mig selv som udgangspunkt. Jeg er virkelig dårlig til at læse lange artikler på en skærm – enten bliver jeg træt i øjnene (eller fingrene, hvis det er på min mobil), ellers er der noget andet, der fanger min opmærksomhed.

I’m Looking Through You

Derudover er der måden, jeg konsumerer teksten på. Når jeg ser, at der er meget tekst i en given artikel, begynder jeg ret hurtigt at skimme. Altså, at jeg mere eller mindre skødesløst scroller igennem teksten på jagt efter ord, der kan fange min opmærksomhed og give mig et nyt ankerpunkt. Finder jeg ingen, forlader jeg naturligvis siden.

Og jeg er ikke alene. Utallige test viser, at vi mennesker skimmer meget, når vi læser tekster på vores skærme. I maj 2016 anbefalede Danmarks Medie- og Journalisthøjskole på baggrund af en eyetracking-undersøgelse, at man skriver, så indholdet kan skimmes:

Man skimmer typisk indholdet for signaler, der kan lede i den rigtige retning. Det kan for eksempel være fremhævet tekst, fotos eller links. Hvis man som indholdsproducent er bevidst om, at en given side især anvendes til skimming, vil man typisk træffe andre valg, end hvis man regner med at siden vil blive læst.

(Det er derfor, jeg fremhæver udvalgte sætninger med fed i mine artikler – som jeg også har gjort i denne.)

Den pågældende undersøgelse handler om det, man kalder “informationssøgning”, men skønt brugerens opgave kan synes anderledes fra læsning af artikler hos et onlinemedie, så er vedkommendes metode den samme.

Det er ganske sigende, at myte nummer 1 hos ‘UX Myths’ (UX er en forkortelse for User Experience; brugeroplevelse) er at “People read on the web”.

Long, Long, Long

Men intet af dette er nyt viden. Alligevel bliver vi ved. For ganske nylig havde TV 2 præmiere på deres nye feature-format, hvor de fortalte historien om “Raket-Madsen”, hans ubåd og en svensk journalist.

En flot fortælling, ingen tvivl, men hold da op, hvor er der meget indhold. Og i og med, at det hele bare er én lang side, er det bare med at komme i gang med at scrolle. Og hvis du bliver afbrudt eller vil have en pause undervejs, er du nødt til manuelt at scrolle dertil, hvor du kom til – eller så langt, som du kan huske, du har læst. Der er ikke meget hjælp til dig som bruger.

Og her er ingen fremhævede sætninger eller ord. Når du først går i gang med at skimme, er der nærmest kun billederne til at forhindre dig i et frit fald mod bunden af siden.

Can’t Buy Me Love

Men TV 2 er ikke alene. Hos mange danske (og i resten af verden) netmedier er “longread”-formatet slået igennem – blandt andet drevet af “premium”-tendensen; altså at redaktionerne og journalisterne gerne vil bruge lang tid på at skrive langt, så det kan komme bag muren, hvor kun betalende kunder har adgang.

Herved får man lavet den slutning, at noget at værd at bruge penge på, fordi det tager lang tid at konsumere/læse, fordi journalisten har brugt lang tid på det. Det er en konklusion, der starter hos mediet selv i stedet for hos brugeren – som er den person, der suverænt afgør, om han/hun vil betale.

En ledsagende konklusion er den, at indholdet er bedre, fordi der er brugt længere tid på det (det er jeg enig i), og at fordi der er brugt længere tid på en historie, er der også mere indhold (det er jeg uenig i). Det betyder, at længden af indholdet bliver et parameter, når man skal vurdere for eksempel en artikels kvalitet. Og det er risikabet.

(Og så har vi slet ikke talt om, hvorvidt brugeren rent faktisk vil eller kan bruge al den tid, en given “longread”-fortælling kræver.)

It’s All Too Much

Men det er ikke kun på tekst, vi ser tendensen. Det samme gælder lyd. Jeg har længe undret mig over, hvorfor så mange podcast-episoder er så lange. Det er ikke unormalt at se episoder, der varer 40-60 minutter, og det er lang tid at sætte af til at lytte til mennesker snakke.

I en tidligere artikel har jeg rost den oplæste udgave af Slates teknologiartikler. En af de ting, jeg sætter pris på ved netop dét podcast er varigheden af episoderne; typisk 3-10 minutter. Det passer perfekt med min morgenrutine, hvor jeg lytter, mens jeg gør morgenmaden parat (mit “pain point” er omkring de 15 minutter).

Men hvis jeg vil lytte til DR’s ‘Verden ifølge Gram’ (der udkommer ugentligt), må jeg sætte en lille time af. Og hvis jeg vil lytte til DR’s ‘Orientering’ (og det vil jeg virkelig gerne), taler vi om to timer – og der kommer vel at mærke en ny episode hver dag. Det er ganske enkelt tid, jeg ikke har i løbet af døgnet.

Og det bliver bedre endnu. DR har netop i dag offentliggjort et nyt eftermiddagsprogram (her er pressemeddelelsen), der vil “binde en sløjfe på de store historier, der har præget dagens nyhedsstrøm” og give os noget at snakke om over aftensmaden. Og der kan blive nok at snakke om, for programmet er sat til at være to timer!

Jeg vil da meget gerne have den opsummering og det overblik over dagens nyheder, som DR vil give mig – men jeg har altså ikke 120 minutter til det. Havde jeg den slags tid, brugte jeg den selvfølgelig på at følge med, og så havde jeg jo ikke brug for opsamlingen.

Hvis jeg skal bruge så lang tid på podcasts, så bliver det på BBC’s ‘In Our World’, hvor dybt intelligente og (synes jeg) interessante mennesker har spændende samtaler om vidt forskellige emner. Og de kan altså gøre det på 40 minutter. Og selvsamme BBC har deres ‘The World This Week’, der kun varer lige knapt 25 minutter per episode.

Jeg kan godt forstå, at man som journalist gerne vil bruge mere tid på sit stofområde eller sin historie for at komme mere i dybden – det giver bedre journalistik. Men det er ikke det samme som, at man også skal producere indhold, der tager lang tid for brugeren.

Ting som design og brug af billeder bliver tilrettet, så de matcher den mobile brugeroplevelse. Men hvor mange journalister bruger tid på at lave “mobilvenlige” udgaver af deres tekster?

Please Please Me

Det helt store spørgsmål er naturligvis, om brugerne så vil bruge den tid og energi på fortællingen? Svaret er, langt hen ad vejen, at det ved vi ikke. En Ph.D.-afhandling konkluderer Kate Kartveit, der er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (og har lavet afhandlingen i samarbejde med Aalborg Universitet), at medierne har meget lidt føling med, hvorvidt de lange, interaktive fortællinger fungerer for læserne.

Som Journalisten skrev i sin artikel om afhandlingen: “Medier laver longreads på mavefornemmelser”.

Der er helt sikkert mange producenter af lange fortællinger, der vil oplyse, at brugerne bruger længere tid end normalt på “longreads”, og nogle sætter endda minutter på. Men hvordan bruger folk tiden? Hvor langt når de? Og bruger de minutterne på rent faktisk at læse hele fortællingen igennem, eller læser de noget igen og igen, fordi de ikke forstår det – eller sidder brugeren “bare” og kigger på billeder?

Dels er dette svært at måle (man risikerer også en performance-forringelse, der påvirker brugeroplevelsen negativt), og dels tror jeg, at mange ikke er rigtig interesserede i at vide det.

Jeg kender det fra mig selv: Jeg nyder at se, hvor mange, der læser det, jeg skriver – og nogle gange soler jeg mig også i læsetiden. Men jeg vil helst ikke reflektere over, hvorfor meget få (som i meget få) klikker på de links, jeg har inkluderet – og som nogle gange er påkrævede for, at man forstår hele sammenhængen.

Men det ændrer ikke på, at det altså er brugeren, der er den vigtigste, og at det er hans/hendes behov, vi i sidste ende skal tilfredsstille.

🏁

(Jeg håber, du kom igennem hele min artikel – og at du kan sætte pris på det ironiske i at skrive langt for at forklare, at noget ikke er godt, bare fordi det er langt 😉)

Kan du lide, hvad du læste?

Følg mine artikler på Facebook 👍

…eller:

📨 Følg med på mail:

Tilmeld dig nyhedsbrevet, så sender jeg dig en fin mail, håndskrevet til lejligheden, når der er nyt at læse her på siden:



Bemærk: Du får ikke en mail, så snart, jeg har udgivet nyt – i stedet samler jeg op og sender hyppigst en gang om ugen. Hvis du vil følge med og vide det, så snart, der er nyt skal du følge med via RSS-feed’et.

Skriv din kommentar: