Data sætter brugerne i centrum – men du skal tale med dem

Data er en absolut nødvendighed for et moderne medie og forretningen bag. Men dataene kan ikke alt. Det gælder om at få dataene til at arbejde for dig i stedet for, at du skal arbejde for dataene.

Der er blevet sagt og skrevet meget om data i årenes løb, og til tider virker data som svaret på alt (hvilket det ikke er).

“If you torture the data long enough, it will confess to anything,” som citatet, der er tilskrevet den britiske økonom Ronald Coase, lyder.

I mediebranchen er data ofte endt som et gidsel imellem dem, der vil have mere og mere data og bruge det aktivt i såvel indhold som forretning – og dem (ofte journalister), der mener, det er farligt at gøre noget, bare fordi data indikerer, det er smart (ofte fordi man er bange for at blive et clickbait-medie).

Jeg har bevæget mig på begge sider af den diskussion og kender derfor argumenterne for begge dele indgående – og har argumenteret for såvel det ene som det andet. Sandheden er dog, at som alt andet er arbejdet med data ikke sort og hvidt. Det er ikke enten-eller.

Data skal bruges de steder, hvor det giver mening, men der skal stadig være plads til kreativitet og andet, der kan sprænge rammerne og flytte grænserne. Husk, at data kun kan vise dig, hvordan det eksisterende klarer sig – data kan ikke fortælle dig, hvad du bør gøre i stedet.

Medier forstår data

Mange medier har dog efterhånden fundet ud af, hvordan data kan arbejde for dem – i stedet for at de skal arbejde for datene. Det har været en lang rejse, men skiftet fra annoncer til abonnenter har for mange medier accelleret udviklingen mod et mere solidt reelt datagrundlag, der peger ind i andre steder af en medieforretning end indhold og prioritering af tophistorier.

Hos What’s New in Publishing har de en fin artikel om, at medierne omsider er ved at have knækket koden i forbindelse med data. Artiklens afsæt er en rapport fra International News Media Association (INMA) med titlen “The Guide to Smart Data Strategy in Media“.

Hvis du i forvejen er vant til at arbejde med data, er der ikke noget groundbreaking nyt, men What’s New in Publishing har et fint citat fra Greg Piechota, der er noget så fancy som “Smart Data Initiative Lead” hos INMA:

“Data basically is a way for companies to become customer-centric […]

It’s a tool. Data is basically feedback about how customers are using your product. If we want to know our customers so we can better serve their needs with products and services, we collect data and analyse it.”

Og det er jo så sandt, som det er sagt. Det er blot nemt at glemme, når vi arbejder med data; at der rent faktisk ligger rigtige mennesker og reel handling og interaktion med vores indhold og produkter bag de tal, vi ser på skærmen.

Jeg har længe undret mig over mediernes dobbelte syn på at forstå brugerne. Mange sidder gerne med hovedet begravet i mest læste-lister, læsetid, kliktal etc. – men kunne aldrig drømme om at tale med brugerne om, hvorfor de læser med, og hvordan og hvorfor man kan skabe mere værdi for dem.

Tilbage i 2018 skrev jeg et debatindlæg hos Journalisten om netop den problemstilling: Hvorfor er brugerinddragelse så svært?

“Så mens klik er fantastiske og varmer som en dejlig pejs på en råkold vinterdag, så kniber det anderledes med at spørge folk mere direkte, hvad de vil have.

Grundlæggende er det jo samme mekanik, der er på spil: Vi laver noget til vores brugere, som vi helst ser, at mange af dem bruger.”

Den helt store udfordring er naturligvis, at det tager mere tid og kræver flere ressoucer at tale med brugerne, end det gør at kigge på et dashboard eller et analyseværktøj. Det er virkeligheden for mange journalister og medier.

Data er fortid

Men udfordringen ved data er – som jeg skrev tidligere – at de kun giver dig svar på det, du allerede gør. Et af de mest tydelige eksempler på det, er algoritmer, der forsøger at spå om fremtiden eller anbefale indhold på baggrund af historik og ting, der er sket. Data, med andre ord.

Data kan ikke fortælle dig, om ingen logger ind, fordi du gemmer logind-boksen væk – eller fordi dit indhold ikke er godt nok.

Data kan ikke fortælle dig, om folk tilmeldte sig nyhedsbrevet, fordi de generelt gerne vil se mere indhold fra dig – eller om det var en specifik artikel, der fik dem til at gøre det. (Worst case: Artiklen handler om noget, du normalt ikke skriver om og derfor ikke skriver om igen – og så taber du dine nyhedsbrevstilmeldinger igen. Hurtigt.)

Data kan ikke fortælle dig, om dit høje fravalg cirka halvvejs gennem artikler skyldes artiklernes vinkel eller sprog, dårligt design – eller at de generelt ikke gider læse særlig langt hos dig.

Som Matt LeMay skriver et sted i sin glimrende introduktion til product management:

“As product managers, we need to be as relentless about understanding the ‘why’ behind metrics going in the right direction as we are about understanding the ‘why’ behind metrics going in the wrong direction.

In practice, this often means that our quantitative data simply must be supplemented with some kind of qualitative data. If we see an increase in monthly active users, but we aren’t actually speaking with any of our new users to understand what drew them to our product, we basically have no idea what is actually happening or what to do about it.

Maybe a competitor just went out of business. Maybe an influential person shared a recommendation. Or, maybe our overall category is seeing significant growth, and our product is actually falling behind.”

Hvad antager du om brugerne?

Selvfølgelig kan man eksperimentere sig til mange ting og så måle på dem. Det kræver først og fremmest, at man opsætter nogle antagelser, som kan man teste. Det bruger jeg en del tid sammen med de medier, jeg arbejder med.

“Det lyder som en god idé, men hvilken antagelse ligger der bag? Og hvordan kan vi teste den antagelse, så vi samtidig kan måle, om vi har ret eller ej?”

Det er helt essentielle spørgsmål, inden man laver noget om på sit site, medie, nyhedsbrev eller andet.

Og antagelser er lettere at sætte op og prioritere, hvis man i forvejen har en ramme eller et problemfelt, man vil skabe løsningen indenfor. Og her er det vigtigt, at man forstår – og taler med – sine brugere.

De skal sætte ord på deres oplevelser, behov og situation. De skal ikke diktere, hvordan dit medie eller dine artikler skal se ud – men deres problemer og bud på løsninger er med til at give dig den ramme, du bør starte med at teste antagelser og eksperimentere indenfor.

Du kan også få dine brugere og deres behov tættere ind i din produkt- og indholdsudvikling ved at identificere behov, som du bruger i din indholdsanalyse etc.

Et eksempel på det kan du se i denne analyse, jeg har lavet for et af de medier, jeg arbejder med: Måske er nyheder ikke der, pengene er.

Data kan kun hjælpe

Så ja, data sætter brugeren i centrum. Men det er din opgave at forstå brugerne og deres behov og de situationer, de befinder sig i, når de bruger dit medie og indhold.

Her kan data kun hjælpe dig – for eksempel når du så skal måle, om din nye logind-boks eller spritnye artikeldesign rammer rigtigt.

Det er os mennesker, der har teten. Endnu 😉

Nyhedsbrev

Få en mail, når jeg skriver nyt:

Jeg udgiver også nyhedsbrevet Digital Ugerevy

Product Management i mediebranchen: Her er Hanson-modellen

Produkttænkningen er omsider ved at indtage den danske mediebranche, og flere og flere ansætter product managers og taler om produkter i stedet for projekter.

Her gennemgår jeg nogle af de vigtigste aspekter, du skal være opmærksom på som product manager i mediebranchen – og vi bruger en popsang fra 1997 som ramme.

Nyhedsbrev

Få en mail, når jeg skriver nyt:

Jeg udgiver også nyhedsbrevet Digital Ugerevy

Product Management (også kaldet ting som produktudvikling og produktledelse på dansk) har omsider indtaget mediebranchen. Flere og flere medieorganisationer har indset, at det giver mere mening at tale om produkter og mindre mening at tale om projekter, som jeg tidligere har skrevet om.

Der er en række fordele forbundet med den ændring i fokus. Den primære er nok, at man ved at arbejde og tænke i produkter sikrer et ejerskab, der ellers kan gå tabt i en projekttænkende organisation, når et projekt er kørt færdigt, og det, projektet handlede om, er lanceret.

Men skønt produktarbejdet er småhypet i øjeblikket (af gode grunde) og af mange bliver set som løsningen på alt (hvilket det ikke er), er der ikke nogen grund til at lægge skjul på, at det er hårdt arbejde, hvor man ofte skal arbejde med sin egen og andres frustration.

Jeg tror, det blandt andet skyldes, at mange product managers (og organisationer, for den sags skyld) ikke er tilstrækkeligt skarpe på, hvad produktejerskab eller produktledelse indebærer.

Det er selvfølgelig ikke derfor, der opstår frustration, men det gør kun frustrationerne større, hvis man som product manager ikke har blik for, hvor vigtigt det er, at man kan få folk til at arbejde sammen – og kan begå sig i en organisations politik.

Skab forbindelserne

“The Key Connective Role of the 21st Century,” bliver product management kaldt i undertitlen på Matt LeMays glimrende introduktion til emnet fra 2017. For det handler nemlig om at skabe forbindelser – især på tværs af den organisation, der udgiver produkterne.

Product management handler slet ikke om at være Steve Jobs og udtænke geniale produkter, som folk slet ikke vidste ville forbedre deres liv. I stedet er det hårdt (og til tider utaknemmeligt) arbejde for at få folk til at se og arbejde i samme retning – og at få dem til at forstå, hvad der skaber mest værdi for brugerne (den sidste del er mange steder den største af alle kampene).

Da jeg arbejdede i Ekstra Bladets udviklingsafdeling, brugte jeg min baggrund i (og passion for) journalistikken til at få det redaktionelle og udviklingdarbejdet til at spille sammen. Især da jeg sad som leder af det redaktionelle udviklingsteam, hvor vi havde udviklere siddende på redaktionen. Her er fælles forståelse af såvel organisation som output og produkt essentiel.

Da jeg var leder af produktudvikling hos Infomedia arbejdede jeg lige så meget med organisationen som med produkterne. Det gjorde jeg, fordi det er vigtigt, at der bliver kommunikeret og arbejdet sammen bag linjerne på tværs af organisationen på at forstå brugerne og skabe de bedst mulige produkter.

Og den anbefaling giver jeg videre til alle de medier og organisationer, jeg rådgiver og arbejder med den dag i dag.

Jeg har mange gange selv set, hvordan produktudvikling (og -ejerskab) berører alle dele af en organisation – foruden markedet og brugerne. Det stiller store krav til produktfolkene, for man er i berøring med analyse, salg, marketing, IT/tech – ja, stort set alle grene af en organisation.

‘MMMBop’-listen

For at gøre det nemmere at overskue, har jeg her forsøgt at opsummere de vigtigste aspekter, man som product manager i mediebrancen skal have styr på.

Og fordi jeg er en sucker for kulturelle referencer, har jeg lavet det, så forkortelsen er titlen på et pophit fra 1997:

  • Mediet
  • Markedet
  • Maskinerne
  • Brugerne
  • Organisationen
  • Produktet

(Baggrunden er, at jeg havde B, O og P stående på et papir, og så var det for oplagt at sætte de tre M’er foran 😉).

Coveret til Hansons ‘MMMBop’-single fra 1997

90er-pop og spøg til side, så er pointerne i den grad relevante. Lad os gennemgå dem:

Mediet

Det er her product management i mediebranchen adskiller sig fra andre brancher. Jo, som ved alle andre virksomheder og organisationer, er der en overordnet strategi (nogle gange kaldet en “corporate strategy”) og et brand, som produkterne skal passe ind i og spille sammen med.

Men som medie er der ofte en meget klar tone, position og samfundsrolle, et produkt skal matche med for at blive opfattet som “ærligt” af brugerne.

Hvis vi tager tre medier som Ekstra Bladet, Berlingske og Avisen Danmark, er der store forskellige i målgrupper, brand, værdier og den type journalistik og publicisme, mediet bedriver. Der er ingen garanti for, at det samme produkt ville klare sig ens de tre steder.

Derfor er det vigtigt, at du som product manager forstår det medie, du arbejder hos – og selvfølgelig at du forstår journalistik og publicisme. Det betyder ikke, at du blindt skal tro på, at journalistik er svaret på alt (det er der rigeligt, der mener i forvejen), men du skal forstå det.

Du behøver ikke have det som et decideret kald, men det hjælper dig, hvis du forstår, at mange af dine kolleger har det på den måde. På godt og ondt.

Det handler også om, hvordan I når jeres brugere den dag i dag – hvilket hænger uløseligt sammen med jeres strategi. Udgiver I podcasts, bygger I apps, udgiver I nyhedsbreve (der for mange er gået fra at være marketing til produkter) ..?

The list goes on.

Markedet

Ja, det siger jo sig selv. Hvem skal betale for det, I laver? Det hænger selvfølgelig sammen med forståelsen af mediet og dets forretningsmodel; skal et produkt primært understøtte en annoncefinansieret eller abonnementsfinansieret forretningsmodel?

Men markedet er fuld af konkurrenter, og dem skal man som produktperson selvfølgelig havde blik for. Sådan er det i alle brancher.

Som alle andre product managers skal du også have et indblik i, hvort stort markedet er. Du skal selvfølgelig ikke finde ud af og vide det hele selv – denne pointe hænger uløseligt sammen med en tidligere: Du skal fungere på tværs af og op og ned i organisationen.

Sammen med dygtige kolleger (eller alene hvis du er på et mindre medie) skal du inddele markedet i nogle segmenter/kundegrupper, som I målretter jeres produkt mod. Måske skal produktet ændres i forhold til de forskellige segmenteres – og måske skal der sågar personaliseres (hvor hver bruger kan få sin egen unikke oplevelse).

Det er også muligt, der er nogle segmenter, I vil gå efter før andre. Det er også vigtige elementer i en produktstrategi, og her er det vigtigt, at det matcher med mediets overordnede strategi (ja, alt er forbundet indenfor product management ☺️).

Den viden, I har om markedet, skal I bruge når I bygger nye produkter og features – og lancerer dem.

Du skal også have et nogenlunde begreb med, hvordan markedet har udviklet sig, blandt andet indenfor “adoption” af nye devices etc., og her fletter det sammen med det næste aspekt:

Maskinerne

Det siger sig selv, at teknologi er vigtigt. Mediebranchen blev som en af de første kastet ud i en digitalisering af selveste kerneproduktet. Historien har mange facetter (for eksempel toppede avissalget i 1980erne, lang tid inden internettet tog over), men de fleste medieorganisationer tænker efterhånden digitalt først – og resten ved godt, at de burde.

Sat lidt på spidsen, selvfølgelig 🙂

Det gælder ikke kun udgivelse, men alt omkring det at være en medieorganisation. Værktøjer, research, samarbejde, kildekontakt – alt berører teknologi på den ene eller anden måde.

Derfor skal du have styr på, hvilken teknologi, I bruger. Du behøver ikke kunne programmere, men det skader ikke, at du ved, hvorfor I primært bruger én type programmeringssprog fremfor en anden (det kan en udvikler helt sikkert gøre dig klogere på) eller hvordan I arbejder med ting som test, implementering og kvalitetssikring.

Du skal også have en viden om, hvad I kan – og ikke kan – på den teknologi, I pt. bruger. Udover at det er rart at kende til mulighederne, er det også en fordel, jo hurtigere, du kan gøre en mulig idés ophavsmand m/k opmærksom på, at det ikke kan lade sig gøre med jeres nuværende setup.

(Det er ikke det samme som, at det ikke skal gøres, eller at det er en dårlig idé, men så er I ligesom forventningsafstemt.)

Og så har vi slet ikke talt om automatisering endnu. Algoritmerne skylder ind over mediebranchen i øjeblikket, hvad enten de udgiver indhold (af varierende kvalitet) eller anbefaler indhold.

Derfor skal du som minimum have basal viden om, hvordan algoritmer fungerer – og du skal have indblik i jeres algoritmer. Igen, du behøver ikke kunne ændre i kodningen eller vægtningen af signalerne, men du skal forstå, hvorfor det er, som det.

Og så handler det som nævnt om teknologien derude. Hvor mange besøger jeg fra en telefon, hvornår og hvorfor? Hvad er de mest populære browsere og hvilke behøver I ikke lave særlige greb for, fordi så få bruger dem? I det hele taget er brugernes perspektiv selvfølgelig så vigtigt, at det får sin egen overskrift:

Brugerne

Hvem hulen er de? Hvad er det de vil? Hvad forsøger de at opnå? Hvad er deres største problemer? Og hvad kan I hjælpe dem med?

Her skal du kigge i data, researche, tale med brugerne – og fremfor alt være nysgerrig: Hvordan kan I skabe mest mulig værdi og måske endda hjælpe brugerne med at løse nogle af deres problemer?

Du tænker både kvantiativt (data, analyseværktøjer etc.) og kvalitativt (samtaler, interviews, test etc.)

Det er også her, produktledelse er allermest forskellig fra projektledelse. Du har ansvaret for produktet. Det ansvar gælder i forhold til organsationen – men det gælder i endnu højere grad for brugerne, som er her, produktet enten lykkes eller fejler.

Derfor er det vigtigt, du forstår jeres brugere og deres problemer – og konstant arbejder efter at løse det. Det vil sige, at du på én gang skal være nysgerrig og opsøgende (jo større en medieorganisation, du er i, jo flere har du til at hjælpe dig med dette vigtige research- og vidensarbejde) og samtidig i stand til at udvælge de vigtigste essenser og omsætte det til handling og produkter, der løser de problemer og behov.

Her er jeg især glad for et rammeværk kaldet Jobs To Be Done og en (simpel) model kaldet Value Proposition Canvas. De hjælper mig med at holde fokus på, hvad det er for opgaver, folk helt grundlæggende forsøger at udføre, og hvordan man kan matche det med det bedst mulige værditilbud – og produkt.

Jeg skal ikke bestemme, hvordan du går til det, men jeg vil anbefale, at du finder nogle (få) værktøjer og rammer, du læner dig op ad. Det giver en ofte tiltrængt struktur på produktarbejdet.

Organisationen

Det er her, det er vigtigt, man som product manager er god til at skabe, dyrke og styrke forbindelser. Ligesom godt indhold kræver godt samarbejde, bygger man også bedre produkter, hvis man forstår sin egen organisation og kan skabe fælles forståelse og samarbejde.

Flere taler om, at resultatet skal være større end summen af de enkelte dele lagt sammen; så giver samarbejdet mest mulig værdi og tilfører mest muligt til såvel proces som produkt.

Derfor skal du sørge for at involvere og tale med alle afdelinger og søjler i medieorganisationen. Langt de fleste har en eller anden berøring med produkterne og kan spille ind med eksempelvis viden, der kan gøres et produkt bedre i næste iteration.

Det er din opgave og ansvar som product manager at bygge disse forbindelser og sørge for, at de fungerer. Det vil sige, hvis der skal briefes, afholdes møder, køres møderækker, gives demoer, holdes workshops etc., er det dig, der har den.

Min erfaring er, at mange overser denne del. Det skal man passe på med.

Produktet

Ja, det siger jo sig selv. Det er svært at være product manager, hvis man ikke har styr på produktet. Selve produktet – eller produkterne, hvis der er flere – er naturligvis i berøring med alle de ting, vi har gennemgået her.

Derfor handler dette afsnit om, hvordan man håndterer produktet og leder omkring det.

For det første skal produktet have en vision. Visionen er ikke et øjebliksbillede med det, der med et konsulentbegreb hedder et “future statement”. Det vil sige, at det er et beskrivelse af, hvad produktet er (og for hvem), når det lykkes.

Der er forskellige måder at skabe en vision for et produkt på. I kan for eksempel bruge Roman Pichlers Product Vision Board.

I ‘Strategy Excellence for Product Managers’ af Greg Cohen, kan du læse, at en vision også kan formes som et “positioning statement”, hvor Cohen låner en opskrift fra Geoffrey Moores ‘Crossing The Chasm’ fra 1991:

“For [target customer] who [statement of the need or opportunity], the [product name] is a [product category] that [statement of key benefit – that is, compelling reason to buy]. Unlike [primary competitive alternative], our product [statement of primary differentiation].”

Han giver os Amazons positionerings-statement fra 2001 som eksempel:

“For World Wide Web users who enjoy books, Amazon.com is a retail bookseller that provides instant access to over 1.1 million books. Unlike traditional book retailers, Amazon.com provides a combination of extraordinary convenience, low prices, and comprehensive selection.”

Cohen forklarer, hvordan selve produktstrategien forener visionen med produktets roadmap og backlog (det vil sige den liste af ting, der skal skabes).

Her advokerer han for et strategisk roadmap, der også tager højde for eksterne faktorer og “adoption” af teknologier etc. i markedet – og altså ikke blot en vandret liste over ting og features, der skal lanceres på givne tidspunkter.

Som product manager ejer du vision, roadmap og backlog – men du skaber og vedligeholder det selvfølgelig sammen med andre. For eksempel er det dit ansvar sammen med en product owner (hvis der også er en sådan tilknyttet) at få prioriteret jeres backlog.

I gør det sammen, men det er dit ansvar, at det bliver gjort – og det er dit ansvar, at det bliver gjort godt.

Opsamling

Ja, som det fremgår, er du som product manager ansvarlig for mange ting og i berøring med mange mennesker. Derfor er det heller ikke noget glansbillede.

Som Matt LeMay skriver i sin bog om Product Management:

“Product management in practice is very different from product management in theory.

In theory, product management is about building products that people love. In practice, product management often means fighting for incremental improvements on products that are facing much more fundamental challenges.

In theory, product management is about triangulating business goals with user needs. In practice, product management often means pushing relentlessly to get any kind of clarity about what business “goals” really are.

In theory, product management is a masterfully played game of chess. In practice, product management often feels like a hundred simultaneous games of checkers.

Men lad det ikke tage modet fra dig. En product manager har masser af ansvar og vigtige opgaver – men det handler om andet og meget mere end at skabe produkter, medier og indhold, folk elsker at bruge.

Som product manager i mediebranchen skal du være parat på at bruge tid på at forklare folk, hvad produktet egentlig er – og hvorfor det er hamrende vigtigt, at der er en som dig til at holde øje med og passe på det.

Samarbejde

Og så er nogle journalister notorisk svære at arbejde sammen med. Nogle af dem er decideret besværlige. Især hvis du skal have dem til at arbejde på en anden måde eller se deres arbejde, output og rolle i produktet fra dit eller andres synspunkt.

Mange journalister er nysgerrige og blandt de mest innovative og omstillingsparate mennesker, du kommer til at møde. Men nogle er det stik modsatte. Og jeg er selv journalist (og begejstret for såvel journalistik som at arbejde med journalister), så det må jeg godt skrive 😉 .

Husk: Du skal arbejde med alle typerne – og uanset hvem, du støder på, bliver du kun dygtigere, hvis du selv er nysgerrig og parat til at se og gøre tingene på en ny måde.

Forskellige medier, forskellige tilgange

Derudover er det værd at bemærke, at forskellige medieorganisationer går forskelligt til produktarbejdet.

Derfor kan det, der er ét produkt hos Medie A, måske blive betragtet som en kombination af flere produkter hos Medie B, og derfor er der måske flere og mere specialiserede product manangers hos Medie B.

Der er ikke rigtig og forkert, men som alt andet (især i mediebranchen 😉) er der ingen facitliste og ingen one size fits all. Gudskelov. ◉

Var det spændende? Så kan du få en mail, når jeg skriver nyt.

Hvem skriver?

Jeg har en baggrund i journalistikken og har arbejdet med digital udvikling, produkter, teamledelse og journalistik i mediebranchen i mere end 15 år.

I dag er jeg digital chef og rådgiver hos Willmore og udgiver også nyhedsbrevene Digital Ugerevy og Products in Publishing.

Kritik af Kulturministeriets “fake news”-rapport

Kulturministeriet har udgivet en rapport om danskernes frygt for falske nyheder. Men det er problematisk – og måske endda risikabelt – at konkludere for meget på baggrund af den.

Nyhedsbrev

Få en mail, når jeg skriver nyt:

Jeg udgiver også nyhedsbrevet Digital Ugerevy

“Næsten halvdelen af danskerne er bekymrede for at mangle viden på grund af ‘fake news’.”

Sådan skrev Kulturministeriet i en pressemeddelelse den 15. juni. Pressemeddelelsen er udsendt for at markedsføre ministeriets nye rapport, ‘Medietillid, fake news og fakta-tjek‘.

Rapporten blev omtalt hos flere medier. Blandt andet Journalisten (der interviewede Vincent F. Hendricks, leder af Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet.

Politiken interviewede blandt andet Aske Kammer, docent ved DMJX, og den historie blev citeret af MediaWatch, der skrev, at “Nye politiske medier kan være skyld i borgernes mistillid til nyheder“.

Der er dog nogle problemer ved rapporten, der siden har mødt kritik.

I en leder i Information kritiserer Lasse Jensen i skarpe vendinger metoden bag rapporten og kalder det “meningsmåling forklædt som forskning”:

“Hovedproblemet i undersøgelsen er, at man spørger folk om noget, de ikke ved, hvad er. Rapporten gennemgår i indledningen en række forskellige definitioner på fake news. […] Besvarelsen er baseret på respondenternes ‘egen konkrete opfattelse og forståelse af, hvad falske nyheder er’. Alene af den grund er der hverken grund til bekymring eller lettelse, for vi er dybest set ikke blevet klogere.”

Kan gøre ondt værre

Lasse Jensen er ikke alene. Michael Bang Petersen, der er professer ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet retter i en Twitter-tråd også kritik mod Kulturministeriets rapport.

Hans store anke er, at rapporten eksplicit ikke ønsker at redegøre for “fake news”-problemets reelle omfang. Forskningen viser, skriver han, at problemet er ganske lille, og i et tweet linker han til tre studier af Facebook og Twitter i USA.

I de tre sidste tweets skriver han:

Problemet er altså, at borgerne er misinformerede om falske nyheders udbredelse og magt. Groft sagt: På samme måde som vi i 2016 fortalte vores børn, at de ikke skal være bange for “dræberklovne” bør vi i dag fortælle borgerne, at de ikke skal frygte “fake news”. [#]

Ved at rapporten promoverer “fake news” som et stort problem gør man ondt værre. Dels bekræfter man fejlopfattelsen. Og dels viser forskningen, at effekten af at omtale “fake news” primært er at sænke tilliden til de traditionelle medier (tandfonline.com/doi/pdf/10.108…) [#]

Rapporten tjener som endnu et eks. på, hvorfor beslutningstagere skal inddrage faglig ekspertise, hvis de skal forstå og løse komplekse samfundsproblemer. Det er væsentligt, at styrke tilliden til medierne. Men løsningen ligger ikke i at puste “fake news”-problemet op. [#]

Reuters retter op

Reuters Institute har for nylig udgivet deres årlige ‘Digital News Report‘, der som regel altid er værd at læse.

Rapporten kigger blandt andet på tilliden til medierne (også herhjemme) og i et tweet-svar til JP/Politikens Hus-CEO Stig Ørskov skriver Lasse Jensen:

“Reuters-undersøgelsen sætter Kulturministeriets meningsmålings-makværk om tillid og fake news i perspektiv. godt med uafhængig og professionel medieforskning hos Rasmus Kleis & co på Oxford.”

Danske Rasmus Kleis Nielsen (der er leder af Reuters Institute, der udgiver rapporten) svarer også Ørskov på Twitter:

“Hvis spurgt havde jeg nok a) påpeget at når staten(eller andre interessenter) bedriver medieforskning er der en særlig risiko ved at skarpvinkle pressemeddelelser og b) specifikt frarådet man i kommunikationen opsummerer en 3-punkts Likert skala ved at slå 2 svarmuligheder sammen” [#]

“At undersøgelsen finder, at 8% mener mange nyhedsmedier bevidst levere falske nyheder overrasker mig ikke. En lille minoritet ER ekstremt skeptiske. (E.g. vi finder at 6% identificerer journalister og nyhedsmedier som den kilde til falsk info om #covid19 de er mest bekymrede for)” [#]

En vigtig pointe

Kulturministeriets rapport tjener formentlig dog stadig et formål. Den giver trods alt en form for indblik i, om danskerne i højere grad selv oplever “fake news” i det danske mediebillede.

Det er ikke uinteressant, for tilliden til medierne handler ikke kun om “fake news”-definitioner og problemets faktiske omfang. Det handler i høj grad også om, hvad folk rent faktisk synes om det eksisterende medieudvalg og indhold.

Det er jo trods alt en del af definitionen på tillid, der altid vil være en subjektiv størrelse.

Men skønt den pointe er vigtig nok, er det begrænset hvor meget, vi egentlig kan konkludere på baggrund af Kulturministeriets meningsmåling. ◉

Lars er uddannet journalist og har arbejdet med digital udvikling i mediebranchen i mere end 10 år. Han arbejder som rådgiver og digital chef hos Willmore, hvor han hjælper og rådgiver især medier og medlemsorganisationer i alt fra brugerforståelse til digital udvikling og værdiskabelse.

Han udgiver desuden nyhedsbrevene Digital Ugerevy og Products in Publishing.

Skal Ekstra Bladet lukke Nationen?

Det udskældte debatforum startede som et borgerjournalistisk projekt men endte som en platform for raseri og racisme. Nu skal der gøres noget.

Nyhedsbrev

Få en mail, når jeg skriver nyt:

(Fuld transparens: Jeg arbejdede på Ekstra Bladet fra 2007 (inden Poul Madsen tog over samme år) og indtil 2017. Blandt andet på Nationen, hvor jeg startede, og siden i udviklingsafdelingen og som leder af det redaktionelle udvilingsteam.)

Det er skiftedag på Ekstra Bladet, hvor chefredaktøren siden 2007, Poul Madsen, forlader stedet sammen med den kommercielle direktør og massageannoncerne.

Det betyder, at der for alvor skal ske et skifte, og at det er rigeligt at tage fat på for en ny chefredaktør og den nyligt konstituerede chefredaktør, Pernille Holbøll.

Ekstra Bladet selv bringer et interview med Holbøll, og den slags artikler fra mediet om mediet selv er jo altid interessante, fordi de til en vis grad er et kig ind i organisationen.

I interviewet erklærer Pernille Holbøll sig klar til et “opgør med clickbait og tomme sidevisninger”. Det er egentlig ikke så langt fra den tidligere linje og skal samtidig også ses i kontekst af konkurrencen med BT, der har overhalet Ekstra Bladet på netop sidevisninger.

Ekstra Bladet var i mange år langt foran på både sidevisninger og besøg, men den nye situation har skabt en situation, hvor de to tabloidgiganter diskuterer, hvem der er størst – og hvornår man er størst: Flest besøg (Ekstra Bladet) eller flest sidevisninger (BT).

Jeg har tidligere skrevet om BTs imponerende vækst i en artikel for Kommunikationsforum: En sejr for gratisterne.

Derfor er der intet overraskende i, at den konstituerede chefredaktør erklærer krig mod clickbait. Hun siger da også i interviewet, at hun ikke har nogle store “første beslutninger” på vej.

Kommentarspor uden værdi

Der er dog en anden interessant pointe i artiklen, og det drejer sig om Ekstra Bladets udskældte debatunivers, Nationen, som flere komikere som Tobias Dybvad og Martin Nørgaard (der bragte klip med børn, der læser Nationen-kommentarer) har gjort grin med.

Fra interviewartiklen:

– Poul smækkede en smule med døren i forhold til nationen!. Det havde ikke helt været den ventil, han oprindeligt havde tænkt. Hvad er dine tanker om nationen! – skal den lukkes?

– Mine tanker omkring nationen! er, at den står et andet sted i dag, end den stod tidligere. Det er klart, at jeg noterer mig, at de kommentarspor, der kører under en del af vores artikler, kan jeg have svært ved at se, hvad bidrager med. Lige nu er det mine overvejelser.”

Egentlig bør det ikke overraske voldsomt, at Ekstra Bladet selv hænger dele af deres debatforum til tørre her. Da sexismedebatten rasede på og omkring Ekstra Bladet i september sidste år, stillede Poul Madsen op til en chat med Ekstra Bladets læsere.

Her blev han af ‘Pelle A’ spurgt ind til, hvad man på Ekstra Bladet gør “for at bekæmpe sexismen der præger Nationen-indlæg”. Chefredaktøren svarede:

“Det bliver absolut det næste, vi skal have fat i. Lige nu bruger jeg al min vågne tid på den interne kulturforandring.”

Så et opgør med Nationen-debatten på den ene eller anden måde ligger i forvejen og lurer, og det overtager Pernille Holbøll selvfølgelig sammen med chefredaktørstolen.

Som tidligere nævnt blev jeg ansat på Ekstra Bladet i 2007, faktisk på Nationen-redaktionen, hvor jeg var de første fire måneders tid af mine i alt ti år på Ekstra Bladet.

Oprindelig var Nationen-debatten forbeholdt til artikler i selve ‘Nationen’-sektionen. Det skyldtes, at Nationen oprindelig ikke (kun) var tænkt som et debatforum, men som et borgerjournalistisk projekt. Borgerjournalistik og brugerinddragelse var kæmpestort i 2007-2008, og Nationen var Ekstra Bladets bud på, hvordan borgerjournalistik på et stort, landsdækkende medie kunne se ud.

(Min første titel på Ekstra Bladet var faktisk “borgerjournalist”, hvilket jo er interessant, fordi jeg tilhørte den “skole”, der mener, at en borgerjournalist er en borger, der agerer journalist – og ikke en journalist, der skriver om de ting, der optager borgerne. Det er jo en “journalist” – men nok om det 😉)

Debatfunktionen under Nationen-artiklerne var en del af den inddragelse. Der var også et blogforum (oprindeligt ‘EB Blog’, siden omdøbt til ‘Nationen Blog’, så vidt jeg husker), rebrandede læsebreve i avisen, en video-tjeneste og andre tiltag.

Ikke alt skal til debat

Artikelkommentarerne blev dog hurtigt den mest synlige del, og af forskellige årsager blev debatfunktionen udvidet til også at omfatte andre sektioner end blot ‘Nationen’.

Det var et afgørende valg, for det betød, at debatten på ekstrabladet.dk med ét slag gik fra at tage udgangspunkt i hvilke artikler og emner, vi på Nationen-redaktionen bragte og satte kommentarfunktion på, til pludselig at kunne tage udgangspunkt i alt, der blev udgivet på Danmarks største website.

Det er min egen analyse, men jeg mener, det var her, man lagde kimen til det udskældte debatforum, Nationen er blevet til i dag. Der er stor forskel på, om Nationen-medlemmerne debatterer under artikler, der rejser en debat, eller under en hvilken som helst artikel på ekstrabladet.dk.

Siden måtte debatfunktionen begrænses, så den ikke optrådte på udvalgte sektioner. Det betød blandt andet, at nogle Nationen-medlemmer brokkede sig over, at en artikel ikke havde kommentarfunktion i kommentarfelterne under en artikel, der havde kommentarfunktion. Det er i øvrigt en opførsel, man stadig kan se på Nationen.

Det er tydeligt for de fleste, der læser Nationen-debatten, at der skal gøres noget. Der er ingen tvivl om, at Nationen er et stærkt brand, men spørgsmålet er, om det er et godt brand – og om det gør noget godt for Ekstra Bladets brand.

Poul Madsens svar i chatten fra september sidste år viste, at man ikke var blind for, at nogle Nationen-kommentarer måske er ligefrem skadelige – især i en sexismekontekst.

Derfor er det interessant at se, hvad der kommer til at ske med Nationen i den nærmeste fremtid. Pernille Holbøll lægger jo ikke mange fingre imellem, når hun siger, at de kommentarspor, der kører under “en del” af deres artikler ikke bidrager med den store værdi.

Da hun trådte ind i chefredaktionen i december 2019, glædede hun sig blandt andet til at være med til at “sikre, at Ekstra Bladet hver eneste dag bliver ved med at være relevant for danskerne”. Spørgsmålet er så, hvordan Nationen-kommentarerne passer ind i den strategi, der er lagt for Ekstra Bladet – og hvad der i så fald skal ske med Nationen.

Smid ikke det hele ud

Jeg er muligvis biased som tidligere Nationen- og Ekstra Bladet-medarbejder, men jeg synes, der er noget i brugerinddragelsen og kommentarfunktionen, der fungerer. Eller, kan fungere. Men det kræver rimelig stram styring – både i udvalget af emner, der sættes til debat og i moderationen af den debat, der foregår.

Den lette løsning er selvfølgelig at lukke Nationen, ligesom Journalisten lukkede for kommentarfunktionen i september sidste år. Men der er noget i en læser- og brugerinddragende funktion som kommentarer, som medier i 2021 bør kunne få noget godt ud af.

Men det kræver en accept af, at ikke alle emner kan sættes til debat. Det er svært at sætte nationale emner til debat i et onlineforum, især hvis det er politiske emner. Her gør lokale og smallere emner sig bedre – men det er ikke det samme som, at det er umuligt for et medie som Ekstra Bladet at have en kommentarfunktion i en eller anden form.

Der er jo stadig mere specialiserede emner, som kan diskuteres på “nationalt” plan, så at sige.

Og så kræver det, at man tør være konsekvent i moderationen og fjerne eller nedprioritere kommentarer, der afsporer debatten.

Borgerjournalistiske projekter som Nationen blev startet ud fra en måske for naiv idealisme, der sagde, at hvis medierne lod borgerne komme til orde, ville borgerne selv komme til medierne med deres gode historier samt billeder og videoklip af “breaking news”.

Nogle håbede på den måde at kunne skabe en indholdsmaskine, der gjorde, at man kunne være først med øjenvidneoptagelser af vigtige begivenheder, nærmens imens de udspillede sig – eller lige efter.

Her flere år senere må vi konstatere, at det ikke er sådan det foregår, men at nogle medier fik åbnet for sluseportene til noget andet, som det er meget let at miste kontrollen over. Det er på tide, Ekstra Bladet tager den kontrol tilbage. ◉

Lars er uddannet journalist og har arbejdet med digital udvikling i mediebranchen i mere end 10 år. Han arbejder som rådgiver og digital chef hos Willmore, hvor han hjælper og rådgiver især medier og medlemsorganisationer i alt fra brugerforståelse til digital udvikling og værdiskabelse.

Han udgiver desuden nyhedsbrevene Digital Ugerevy og Products in Publishing.

FAQ om den nye ophavsret (“link-loven”)

Foto: Andrea Piacquadio / Pexels

Nyhedsbrev

Få en mail, når jeg skriver nyt:

Inden længe skal vi have en ny lov om ophavsret. Det er et resultat af EUs nye direktiv om ophavsret (der blev vedtaget for to år siden), der skal være implementeret i dansk lovgivning inden 7. juni i år.

Lovforslaget – og direktivet – har mest af alt fået opmærksomhed, fordi det skal tvinge tech-giganter som Facebook og Google for at betale for brug af mediers indhold.

Her kan du læse svar på nogle af de spørgsmål, jeg ofte støder på, når jeg snakker med folk på især Twitter – og nogle spørgsmål, jeg selv har siddet med.

🔄 Bemærk: Artiklen er work-in-progress

Senest opdateret: Fredag den 5. marts kl. 19:51

Skal det nu koste penge at linke?

Kort svar: Nej. Det handler om ophavsret i forbindelse med videreudnyttelse af materiale. Selve linket (https://…) er ikke omfattet af ophavsretten.

Der bliver formentlig også tale om aftaler mellem medier og Facebook, hvor der ikke afregnes ud fra antal links. Ellers kunne man ende i en situation, hvor et medie kunne modtage penge for hele tiden at poste nye delinger på Facebook.

Derfor er det også forkert at tale om en decideret “link-skat”.

Facebook og andre skal ikke betale for at linke. Det, det i stedet handler om, er at få Facebook og Google til at betale for uddrag.

Er det Facebooks uddrag (også kaldet link-previews), vi taler om?

Ja, det er det. Lad os tage et eksempel – når nogle medier ser et uddrag (eller en “snippet”, som det også kaldes) som dette på Facebook…

…ser de et brud på ophavsretten, som de mener, Facebook skal betale for.

Det skal Facebook fordi, lyder argumentet, at medierne er med til at gøre Facebook interessant. Hvis man så vores kulturminister i Deadline, lød det nærmest som om, det kun er mediernes værdi, der er værd at komme efter på Facebook

“De her platforme har ingen værdi,” sagde hun blandt andet.

De nye stramninger, der altså kommer fra EUs nye copyright-/ophavsretsdirektiv, vedrører forholdet mellem medier og det, der i lovforslaget kaldes “udbydere af nyhedsaggregatorer, medieovervågningssites og andre informationssamfundstjenester”.*

Det er desuden værd at bemærke, at det ikke inkluderer privatpersoners deling af mediers indhold. Det kan du læse mere om i denne Twitter-tråd fra Jesper Lund, der er formand for IT-Politisk Forening.

(*Rettelse: Her stod tidligere, at lovforslaget omhandler forholdet mellem medier og informationssamfundstjenester med en omsætning på minimum 10 millioner euro. Det er ikke korrekt – tak til Jesper Lund for rettelsen.)

Er uddrag dækket af ophavsretten?

Det, vi taler om, er egentlig nye såkaldt “beslægtede” rettigheder, der vedrører de uddrag, som Facebook og Google viser. Der er altså tale om en opdatering af ophavsretten til også at omfatte platformenes brug af mediernes indhold.

Når du hører nogen tale om “Artikel 15” i EUs ophavsretsdirektiv, så er det altså det, de taler om. Du kan i øvrigt læse hele direktivet, hvis du har lyst.

Som nævnt ovenfor dækker de nye rettigheder ikke private delinger af nyhedsartikler på Facebook. Som der står i direktivet:

“De i første afsnit fastsatte rettigheder gælder ikke for private eller ikkekommercielle anvendelser af pressepublikationer, som foretages af individuelle brugere.”

Så det kommer altsammen fra et EU-direktiv

Nej, ikke det hele. Kulturministeren har nemlig meldt ud, at hun vil gå længere end EU-direktivet og give de danske medier mulighed for at forhandle kollektivt med tech-giganter som Google og Facebook.

Det foreslås i lovforslaget, at der “indføres en specifik aftalelicens for informationssamfundstjenesters brug af pressepublikationer, således at rettighederne kan klareres kollektivt hos en rettighedsorganisation, der omfatter en væsentlig del af ophavsmændene til de værker, der anvendes i pressepublikationer”.

Er der ikke en nedre grænse for uddrag?

Jo, det er der – men den er meget vagt formuleret i direktivet. For “snippets” eller uddrag er nemlig undtaget, men forudsat, at der er “very short“, som det hedder.

Og hvad er så “meget kort”? Ja, det er vitterligt meget kort. Spørger du brancheorganisationen Danske Medier skal vi ned under 11 ord. Som de skrev i en artikel fra maj 2020 i forbindelse med den nye EU-lovgivning:

“Danske Medier har i dialogen med kulturministeriet fremhævet, at EU-domstolen i Infopaq-sagen fra 2012 nåede frem til, at gengivelsen af et tekstuddrag bestående af blot 11 ord kan være en krænkelse af ophavsretten. Danske Medier mener derfor, at ”meget korte uddrag” må betyde uddrag, som er kortere end 11 ord.”

Problemet er, at det er meget let for Facebook at komme omkring, for de begrænser bare antallet af tegn i uddragene. Man kunne for eksempel nemt forestille sig, at Facebook kan holde en given Facebook-side og et link op mod en liste over danske medier og så kun vise en ganske begrænset antal ord, hvis der er tale om et medie.

Hvornår bliver loven en realitet?

Kulturministeren præsenterede det første lovforslag i januar måned. Siden har det været i høring og er nu under behandling. Ifølge kulturminister Joy Mogensen bliver lovforslaget præsenteret i marts.

Hvem skal have pengene?

Fordi journalister og medier deles om ophavsretten til artiklerne, skal de også deles om pengene. Hvordan denne fordeling skal foregå, og hvad fordelingsnøglen skal være, bliver vi klogere på senere.

Jeg havde dette emne som en af mine fem ting, du holde øje med i den nye lov om ophavsret.

Men kan medierne ikke bare forhindre Facebook i at hente overskrift, beskrivelse og billede?

Jo, det kan de sagtens. De skal blot ændre i de ‘og’-metatags (Open Graph), de har på deres website. Når de ikke bare gør det, skyldes det blandt andet, at de selvfølgelig hellere vil have pengene fra Facebook end at begrænse deres markedsføring på en platform hvor 77 procent af danskerne har en profil – og at nogle mener, Facebook er blevet så store og dominerende, at de er nødt til at være der med deres indhold.

Derfor vil nogle måske mene, at de føler sig afpresset til at få deres indhold vist i Facebook-delinger. Og det synes de, Facebook skal betale for.

Hvad hvis overskriften står i URL’en?

Det er et godt spørgsmål. For det det kan blive lidt sjovt. Brancheforeningen Danske Medier mener, at overskriften på en artikel skal være omfattet af den nye, udvidede ophavsret.

I deres høringssvar til kulturministerens lovforslag skriver de:

“Udformning af sigende og fængende overskrifter med få ord er nærmest en kunstart, og overskrifter er da også en stor og vigtig bestanddel af medieovervågningstjenesters virksomhed. […]

I nogle tilfælde vil sådanne korte overskrifter ikke være beskyttet efter ophavsretslovens § 2, og desto vigtigere er det derfor, at overskrifter beskyttes efter den nye rettighed i § 52 c, hvis formål netop er at styrke rettighedshavernes position. Danske Medier finder, at dette med fordel kan medtages i bemærkningerne for at vise den økonomiske relevans af online masseudnyttelse af overskrifter på trods af, at de individuelt bedømt ikke synes at have nogen særlig økonomisk værdi.”

Mange medier har dog en URL-struktur, hvor artiklens overskrift i en eller anden form indgår. Eksempelvis denne Politiken.dk-artikel:

https://politiken.dk/forbrugogliv/art8113292/Ungdommen-har-betalt-en-meget-h%C3%B8j-pris

Og husk at URL’en eller selve linket ikke er omfattet af ophavsret. Facebook ville nemt kunne lave en logik, der kigger efter noget i URL’en, der kunne værd ord fra en overskrift og omsætte det til et link-preview.

Medierne vil så skulle slås med ikke at kunne få ændret denne udledte overskrift uden at ændre artiklens URL, hvilket er et no-no, fordi alle links til den så går i stykker.

Gælder det også links til mit eget website?

Nej. Direktivet, og loven der skal implementere direktivet, handler specifikt om forholdet mellem medier og tech-giganter og -platforme som Facebook og Google.

I det tilfælde, at Facebook begynder at begrænse længden på uddrag og link-previews vil det derfor formentlig kun gælde for links til medier.

Men… medierne stopfordrer jo Facebook med delinger til deres eget indhold?

Jep, de gør det, og derfor kan det virke mærkeligt, at de nu vil have penge for det. Men igen: Argumentet lyder, at mediernes indhold er en vigtig del af, hvorfor folk bruger Facebook.

Derfor udstiller denne sag også, hvor afhængige nogle medier er blevet af Facebook. Mange kommer nok til at lære værdien af at bygge sit publikum op et sted, hvor man selv har styr på det, såsom et nyhedsbrev. Især efter Facebook lukkede for de australske medier.

Derudover har Facebook og især Google udkonkurreret mange medier på markedet for digitale annoncer. Flere medier føler, at de har “stjålet” de penge, og det er en af grundene til, at de vil have tech-firmaerne til lommerne.

Derfor kan det også virke lidt spøjst at kampen op ophavsretten fylder så meget – og ikke konkurrencesituationen, som i Australien.

Hvad er forskellen på den australske og danske tilgang?

Kort fortalt, så tager den australske lov sit udgangspunkt i konkurrencesituationen, hvor det danske lovforslag som nævnt er en implementering af EUs ophavsretsdirektiv.

Derfor er det forholdet mellem en given platform og et givent medie på markedsvilkår, der afgør, om mediet har ret til at indlede forhandlinger med platformen.

Herhjemme handler det i stedet om ophavsret, og det er derfor, der nu skal tælles ord i Facebook-opdateringer.

Læs mere i denne artikel, jeg tidligere har udgivet.

Kommer vi til at se flere lande gøre som Australien?

Uden tvivl. Canada har allerede meldt ud, at de er interesserede, ligesom flere lande er på vej med lovforslag inspireret af Australien.

Vi kommer formentlig til at se Danmark eller danske organisationer støtte op om – og måske endda tilslutte sig – sådanne tiltag.

En australsk inspireret tilgang støtter Microsoft, og selvfølgelig gør de det; de har en marginal del af markedet for digitale annoncer, er blevet udkonkurreret af Google på search, ligesom Facebook fuldstændig har udkonkurreret deres MSN Messenger. Så det er nærmest en gratis omgang.

(Vi ser til gengæld ikke Microsoft støtte EU-tilgangen i samme omfang. Det kan skyldes, at Microsoft her er omfattet af reglerne og ergo kan ende med at betale medier for brug af deres indhold.)

Det er dermed værd at holde øje med, om den europæiske mediebranche pludselig bliver slagmag for en proxy-krig mellem store tech-firmaer. Det vil have store risici for de involverede medier.

Opdatering: Margrethe Vestager har under en debat i Europa Parlamentet gjort det rimelig klart, at hun ser den australske situation som “et spørgsmål om copyright”, og hun mener, at ophavsretsdirektivet dækker netop dette.

Hvad er Facebook News og Google News Showcase?

Facebook News er et faneblad i Facebook dedikeret til at vise nyheder og nyhedsindhold. I skrivende stund findes Facebook News kun i USA og Storbritannien.

Det kommer dog snart til Australien, for Facebook News er nemlig en del af den aftale, Facebook har indgået med nogle medier og også kommer til at indgå med andre.

Grunden til, at Facebook News kommer ind i aftalerne er, at Facebook aldrig vil betale for indhold, der bliver vist i News Feed’et. I stedet kan de sige, at det er det medieindhold, der optræder i Facebook News, de betaler for, og så har man en meget mere clear-cut tilgang.

Som Facebooks kommunikationschef i Norden, Peter Münster, siger:

“I News Tab betaler vi netop fordi vi etablerer en adgang til alt indhold hos de mediehuse, der er med. Det giver os nemlig mulighed for at gå ind og foretage en udvælgelse, som sikrer at brugerne får et bredt, repræsentativt indtryk af mediebilledet på en separat flade i app’en. Det vil vi naturligvis gerne betale for.”

Noget lignende gør sig gældende for Google News Showcase. Også her bliver der vist indhold fra medier – blandt andet indhold, der er bag betalingsvæggene hos nogle af de medvirkende medier.

Dynamikken er den samme: Google vil ikke betale for indhold, der optræder i eksempelvis en Google-søgning, men indhold på Googles nye Showcase-website er en anden sag.

Det vil formentlig være et fåtal af brugerne på Facebook og Google der finder vej til News og News Showcase – det er nye sites, og folk kommer eksempelvis til Facebook for at se, hvad der rører sig i deres venners liv; ikke for at læse nyheder.

Ergo har Facebook og Google ikke lanceret de to nye sites for deres brugeres skyld, men for at stille nogle medier tilfredse. Som nævnt: Det handler om at kunne indgå aftaler på en måde, så det ikke handler om, at medierne får penge for at optræde i eksempelvis Google-søgninger eller Facebook-feed’et.

Derfor er Facebook News og Google News Showcase gode at have for Facebook og Google til at bygge aftaler op omkring.

Er det ikke skidt, at tech-firmaerne betaler for lidt skat i Danmark?

Jo, det er et stort problem. Men det kan hverken løses eller angribes ved at tælle ord i Facebook-delinger med ophavsretten i hånden. Det er skattepolitik og et andet spørgsmål.

« Til forsiden