I Karen Blixens ‘Babettes gæstebud’ er titelpersonen en kvindelig køkkenchef, der har måttet flygte fra det blodbad, der opstod, da der blev slået hårdt ned på Pariserkommunen. Via sit netværk ender hun hos en mindre menighed i Norge, hvor hun får job i køkkenet hos to søstre, der er ud af en stærkt troende familie.

(Læs mere om Pariserkommunen på Wikipedia – alle links i denne artikel er i øvrigt samlet til slut)

Artiklen fortsætter efter billedet…

Babette er så heldig, at hun vinder 10.000 francs i lotteriet, og hun bruger pengene på at servere et sandt festmåltid for de ellers meget spartanske og puritanske troende, i anledningen af 100-årsmindedagen for den afdøde provst (faderen til de to søstre, Babette er husholderske hos).

Babette – den store kunstner

Efter gæstebuddet, hvor gæsterne for første gang (måske i hele deres liv) giver slip og slår sig løs, er stakkels Babette helt opslidt efter at have brugt hele sin gevinst på traktementet. I løbet af historien er det blevet afsløret, at Babette var kok på Café Anglais [Wikipedia], og en pokkers dygtig en af slagsen, inden hun måtte flygte.

De to søstre antager nu, at Babette rejser tilbage til Paris. Men det ønsker Babette ikke:

“Hvad skulle jeg i Paris? De er alle borte. Jeg har mistet dem alle, mesdames. […] Ja, de er alle borte. […] Hertugen af Morny, hertugen af Decazes, fyrst Narishkine, general Gallifet, Aurélien Scholl, Paul Daru, Fyrstinde Pauline! Alle er borte!”

Søstrene finder her ud af, at Babette har brugt alle sine penge på gæstebuddet, og de siger til hende, at hun da ikke skulle have gjort alt det for deres skyld.

“For deres skyld?” […] Nej, for min egen skyld. […] Jeg er en stor kunstner.”

Den ene af søstrene begynder nu at undre sig, for Babette var jo communard:

“Man alle disse mennesker, du nævnte, alle disse fyrster og stormænd i Paris, Babette? Du kæmpede jo selv imod dem! Du var jo communard! Den general, du talte om, lod din mand og din søn skyde, Babette. Hvordan kan du sørge over dem?”

Babette svarer med kunstnerens ræsonnement:

“Forstår De, mesdames […] Disse mennesker tilhørte mig, de var mine. De var blevet opdraget og uddannet — med større bekostning end De, mine små damer, nogensinde kan fatte eller tro — til at forstå, hvor stor en kunstner jeg er. Jeg kunne gøre dem lykkelige. Når jeg gav dem mit bedste, kunne jeg gøre dem fuldkommen lykkelige.”

Og her leverer Babette så et af nøglecitaterne i bogen:

“Det er frygteligt for en kunstner […] det er ikke til at bære, at blive opmuntret til at yde sit næstbedste. Det er frygteligt for en kunstner at høste bifald for sit næstbedste. […] Der går gennem verden et langt skrig fra kunstnerens hjerte: Giv mig lov, giv mig lejlighed til at yde mit ypperste.”

Primadonnaen – arbejdet som kald

Babette er, som hun selv siger, en stor kunstner. Hun er dygtig til at lave mad, en af de bedste i sin generation, og mere end noget andet, vil hun gerne have anerkendelsen. Og ikke bare anerkendelsen fra hvem som helst, men fra dem, der forstår, hvor dygtig hun er, og dermed i sandhed sætter pris på hendes kunnen. Det er da sikkert fint, at en menighed i Norge sætter pris på et fransk måltid, men det er slet ikke godt nok.

Derfor følger vi også generalens betragtninger omkring gæstebuddet, da han har været udstationeret i Paris og har spist sit livs måltid på netop Café Anglais.

Man behøver ikke være en af verdens bedste kokke, eller blot en af de bedste i landet til et eller andet for at forstå, hvad Babette mener. Vi vil alle gerne have anerkendelse for vores indsats — og vi vil allerhelst have den fra dem, der sætter pris på det, vi giver dem.

Det er så banalt, men jeg tror, det er noget, mange ledere glemmer; at give anerkendelsen for et godt udført stykke arbejde. Med citatet om, at hun ikke vil opmuntres til, eller høste bifald for, sit næstbedste, placerer Babette sig blandt dem, vi i dag kalder ‘primadonnaer’ — der er faktisk skrevet en hel bog om primadonnaledelse [HelleHein.dk].

De, primadonnaerne, betragter arbejdet som et kald. Og deres formål med at gå på arbejde er at gøre en forskel.

Som Helle Hedegaard Hein (forfatter bogen om ledelse af primadonnaerne) skriver i denne artikel [PDF: 26 sider] om bogen:

Primadonnaen skal kun have ros for den ekstraordinære indsats, og den skal kun gives af folk, som primadonnaen ser op til og respekterer. Ros for den ordinære indsats virker til gengæld stærkt demotiverende, fordi den sår tvivl om, hvor for eksempel ledelsen sætter niveauet for indsatsen.

Til gengæld er feedback om, at det, man har præsteret, har gjort en forskel for andre, langt mere væsentligt for primadonnaen, idet det er knyttet til primadonnaens kald og søgen efter mening og det kick, som betyder så meget for primadonnaen.

Det er vigtigt, at man som primadonna er sig selv bevidst om dette. Men det er også vigtigt, at lederne ved, hvem af deres medarbejdere, der enten er primadonnaer eller har ‘tendenser’, der gør, at de skal have anderledes feedback end den, den generelle skole ellers prædiker.

Anerkendelse – ikke fra hvem som helst

Bid også mærke i, hvem Babette gerne vil have sin anerkendelse fra. Det er ikke hendes ligemænd, men de selvsamme mennesker, som kæmper mod hende og hendes sag — og sågar får hendes mand og søn skudt.

Og selvom vi jo ikke går rundt og på den måde kæmper mod hinanden på arbejdspladsen eller skyder efter hinanden (selvom der sikkert til tider bliver skudt med skarpt i e-mails), så er det en ekstremt vigtig pointe: Selvom nogen er ens diametrale modsætning, så kan deres anerkendelse være noget af det vigtigste for os.

Det er der sikkert en del, der kender; at selvom der måske er en chef, man ikke synes så godt om, så er vedkommendes anerkendelse alligevel vigtig, når man har lavet noget, man er stolt af.

Men det er også noget, lederne skal tænke over. Har du en ansat, hvor relationen er anspændt, og hvor du fornemmer, at du ikke lige er vedkommendes kop te, så vil I formentlig kunne mødes ved, at du anerkender personen for et veludført stykke arbejde. Her skal du selvfølgelig være opmærksom på, at hvis du står overfor en primadonna, er noget af det værste, du kan gøre, at rose en indsats eller et stykke arbejde, som for vedkommende ikke er “ekstraordinært”.

Således vil I forhåbentlig kunne lægge jeres strid eller uenigheder (eller nogle af dem) bort under banneret med ordene “Det er et virkelig godt stykke arbejde, det her!” påtrykt.

?

Læs mere:

» Wikipedia: Paris Commune

» Wikipedia: Café Anglais

» Helle Hein: Primadonnaledelse

» Helle Heins artikel om primadonnaledelse [PDF: 26 sider]