Jeg udgiver også nyhedsbrevet Digital Ugerevy
___
Hvis folk vil betale ordentligt for journalistik, skal enkeltbetalinger ikke være mikrobetalinger.
↓
Mikrobetalinger er et af de emner, der dukker op fra tid til anden i mediebranchen. Forleden var jeg med i en meget lang Twitter-diskussion om emnet (du kan fx starte ved dette tweet og navigere rundt derfra).
Den debat – ligesom så mange andre om emnet – endte, hvor den startede;
- nogle siger, de rigtig gerne vil have det, fordi de ikke vil købe et helt abonnement,
- nogle er fortalere,
- nogle er modstandere
- og nogle tvivler og vil gerne se flere beviser for, at det kan fungere
…et godt eksempel på det sidste er Jysk Fynske Mediers data- og analyseredaktør, Claes Holtzmann, der i denne Twitter-tråd opsummerer nogle af de dårlige erfaringer, der har været med mikrobetalinger.
Mikrobetaling
Her vil jeg egentlig ikke gå så meget ind i den debat, men jeg vil gerne angribe det ord, vi allesammen bruger igen og igen: Mikrobetaling. Hvorfor? Fordi det maler snakken, forventninger og måske endda potentielle bud på løsninger op i et hjørne.
Lad os tage lidt kontekst. I denne Medietrends-artikel fra 30. september har Jan Birkemose interviewet JP/Politikens Hus’ CEO, Stig Ørskov, om husets regnskaber (der ser gode ud). Her siger Ørskov blandt andet:
”Vi har fundet de rigtige prispunkter og vi tager nu en ordentlig betaling for vores varer. Hvis vi lå og rodede med et prispunkt på under 100 kroner, ville vi simpelthen ikke kunne skabe en ordentlig langsigtet forretning, der kan finansiere kvalitetsjournalistik. Derfor er vi nødt til at tage mere for vores indhold og det er gudskelov lykkes.”
Det er en ekstrem vigtig pointe i artiklen og JP/Politikens Hus’ succes. For Politiken er ikke et billig produkt – det billigste abonnement koster 300 kroner om måneden.
Man kan så argumentere, om andre danske dagblade ville kunne slippe afsted med det samme, eller om Politiken er et unikt eksempel – men det ændrer ikke på, at det lykkes at tage “ordentlig betaling” for indholdet og den service, det yder i folks hverdag.
Jeg var skeptisk, da Politiken annoncerede deres nuværende prisstruktur – men det ser ud til at fungere. Som Jan Birkemose også fremhæver i dette tweet:
Også min bekymring. Men @orskov oplyser, at gennemsnitsalderen på nye abonnenter er 15 år yngre end abonnementsbasen. Det er ihvertfald et godt tegn
— Jan Birkemose (@JanBirkemose) October 31, 2018
Når vi nu taler om, at folk gerne vil betale seriøse penge for den journalistik, de køber ind i deres liv, så synes jeg, det er på tide at droppe ordet “mikrobetaling”.
Det er fra den tid, hvor man troede, at alt der skulle på nettet kunne splittes op i enkeltdele og sælges billigt. Fra dengang, hvor nærmest alle de landsdækkende aviser mente, at et online-abonnement cirka skulle koste det samme som en (lidt dyr) kop kaffe hver måned.
Hvad skal vi så sige?
I stedet foreslår jeg, at vi bruger et ord som “enkeltbetaling” eller “stykbetaling”. Eller endnu bedre “enkeltkøb” eller “stykkøb” – fordi ordet “køb” sætter fokus på dem, det hele bør handle om – kunderne. De køber, medierne tager imod betaling.
Hvis mikro^H^H^H^H^Hstykkøb bliver en succes, vil der helt sikkert være indholdsstykker, der bliver solgt til en mikropris – men der vil helt sikkert også være dem, der ikke gør. Og det er synd at gå efter laveste fællesnævner i benævnelsen, når vi i stedet kunne satse bredere.
Giv dig selv en ugentlig opdatering på nye medier og digital udvikling.
Abonnér på mit nyhedsbrev »
Links:
- Tweet fra Aske Kammer, der startede den lange debat
- Claes Holtzmanns Twitter-tråd om mikrobetalinger
- Økonomien stråler i JP/Politikens Hus [Medietrends / Jan Birkemose]
- Tweet fra Jan Birkemose om lavere gennemsnitsalder hos nye abonnenter
Originalfotografi: Pixabay / Pexels