Historien om Danmarks (måske) første redaktionelle udviklingsteam

– 0 –

I denne artikel kan du læse om, hvordan jeg, da jeg var ansat hos Ekstra Bladet, var med til at få journalister og udviklere til at arbejde tæt sammen om at lave bedre og mere vedkommende journalistik.

Men inden du gør det, synes jeg, du skal tilmelde dig mit nyhedsbrev. Så får du en mail én gang om ugen med overblikket over den digitale udvikling i mediebranchen samt interessant læse- og lyttestof som dette.


 

 

🎧

Hvis du hellere vil lytte til denne artikel, kan du bruge afspilleren under artiklen.

Den varer cirka 15 minutter.

 

– 0 –

 

Her i januar måned er det seks år siden, jeg flyttede fra min kontorplads i Ekstra Bladet Udvikling og satte mig på redaktionen sammen med journalisterne for at støbe fundamentet til det redaktionelle udviklingsteam, der formelt startede den 1. februar 2012.

I dag er det nærmest normalt, at journalister og udviklere (programmører) arbejder sammen i den danske mediebranche. I hvert fald på de større medier, der har et ønske om at skubbe til rammerne for journalistikkens form.

Derfor kan det være nemt at tage for givet, at det selvfølgelig er sådan. Men det er ingen selvfølge, og som en af dem, der var med til at genoplive tendensen herhjemme, vil jeg fortælle lidt om, hvordan vi gjorde for seks år siden.

Artiklen er skrevet ud fra min hukommelse og mine refleksioner – jeg har altså ikke ringet rundt og lavet interviews. Jeg ville meget gerne dele de produktioner, vi byggede i teamet, men senere ændringer i det tekniske setup gør, at mange af dem ikke længere virker.

(Lad det være en lektie: Husk at planlægge jeres teknik til fremtiden 😉)

 

De fælles rødder for netjournalistik og udvikling

Men inden vi kommer så langt, skal vi lige have lidt historie på plads. For det ligger faktisk naturligt i den danske netjournalistiks ophav, at den blev skabt sammen med dem, der byggede hjemmesiden og vedligeholdt teknikken – ofte udviklingsafdelingen.

På Ekstra Bladet, hvor jeg arbejdede i 10 år (fra 2007 til 2017) var historien og traditionen den samme. Ekstra Bladets netavis, ekstrabladet.dk, var opstået som nærmest et udviklingsprojekt fra den digitale del af forretningen.

Herefter voksede netredaktionen og udviklingsafdelingen sideløbende og byggede sammen ekstrabladet.dk i en noget nær Klondike-stemning, vi nærmest ikke kan forestille os den dag i dag, hvor udviklingsarbejdet i langt højere grad er konsolideret (på godt og ondt).

Da jeg startede på Ekstra Bladet, sad netredaktionen og udviklingsafdelingen tæt på hinanden. Det var nødvendigt, fordi der var så meget samarbejde og en løbende dialog om, hvad der skulle ske på sitet, og de ønsker, journalisterne havde. Dette havde helt klart kaotiske elementer, men det skabte et delt ejerskab, og der var kort fra tanke til handling. Nogle gange for kort.

I dette miljø var netjournalistikken og den digitale udvikling nærmest viklet ind i hinanden. Og dette er ikke unikt for ekstrabladet.dk – det er helt sikkert en historik, som andre medier og journalister kan nikke genkendende til.

 

Konsolidering

Herefter skete der det uundgåelige: Internettet vandt udbredelse, og det samme gjorde netjournalistikken. Det betød, at netjournalisterne begyndte at spille en vigtigere rolle, og der var brug for konsolidering af journalistikken. Derfor blev samarbejdet mellem journalister og teknikere nedtonet (også i takt med, at udviklingsafdelingerne også begyndte at finde deres måde at gøre tingene på), mens net- og avisredaktion begyndte at arbejde tættere sammen.

Det gav megagod mening, for det var fjollet, at danske aviser stillede med journalister fra både papiravisen og netudgaven til de samme pressemøder. Der var nærmest konkurrence om, hvem der kunne få den bedste historie, og herefter fulgte så slaget om, hvorvidt den gode historie skulle gemmes til avisen i morgen, så den måske kunne sælge nogle aviser. Det var dengang.

 

Skal journalister kode?

Anyways, nu har vi trukket linjerne op til årene 2010 (cirka) og frem. I må ikke hænge mig op på årstallene, for det er trods alt nogle år siden.

(Denne historik var i øvrigt årsagen til, jeg brugte vendingen “nørderne vender tilbage til redaktionen”, når jeg præsenterede vores nye team.)

Men her begyndte man at tale om behovet for at kombinere journalistikken med udviklingen igen. Det gav jo egentlig god mening, for de to fag var kommet længere fra hinanden efter den entreprenante fortid. Nu skulle de tættere på hinanden igen.

 

Det er en bevægelse, jeg plejer at kalde “harmonika-effekten”; at afdelinger i en større organisation skiftevis samler sig om sig selv og derefter integrerer sig ud i resten af organisationen.

Den vekselvirkning fortsætter så – forstået på den måde, at når en afdeling er tilpas konsolideret (harmonikaen er presset sammen), ser man et behov til at komme tættere på resten af organisationen.

Og når man når har trukket harmonikaen helt ud, føler man, at man mangler en fælles identitet i afdelingen, og så indleder man atter et konsolideringsarbejde, og presser harmonikaen sammen.

 

Anyways… i dette klima opstod der to “skoler”, så at sige. Dem, der mente, at journalister skulle lære at kode og dem, der mente, at journalister skulle arbejde sammen med dem, der kan kode – og blive bedre til at dyrke det samarbejde.

Jeg tilhørte (og det gør jeg stadig) den sidstnævnte, og jeg var så heldig, at jeg fik lov at bevise, hvad den konstellation kan, når man tager opsætningen, organiseringen og arbejdet seriøst.

(Her skal jeg lige skynde mig at tilføje, at jeg bestemt mener, journalister godt må kunne kode. Det er vigtigt med basal kendskab til kodning (i hvert fald på et metodeplan), når man skal arbejde sammen med udviklere. Og det kan fint fungere, at nogle journalister er dygtige programmører – men generelt mener jeg, kravene til journalisterne bør være andre, end dem man stiller til udviklerne, som vil være bedre til de “hårde” kodeopgaver.)

 

Norsk import

I 2011 luftede Ekstra Bladets daværende digitale chefredaktør, Geir Terje Ruud,  et ønske om at oprette et redaktionelt udviklingsteam, der sammen med journalisterne skulle udfordre rammerne og skabe nye retninger for de journalistiske fortællinger på ekstrabladet.dk.

Forbilledet skulle være det redaktionelle udviklingsteam (bestående af to personer) hos VG, hvor Geir kom fra.

På det tidspunkt arbejdede jeg som redaktionel projektleder i Ekstra Bladets digitale udviklingsafdeling, og efter en kæk provokation fra Geir (han satte spørgsmålstegn ved, om jeg var den rigtige til opgaven) tæppebombede jeg ham med mine visioner for et redaktionelt udviklingsteam.

Blandt andet at tabloid journalistik grundlæggende handler om at gøre vanskelige problemstillinger lette(re) at forstå for brugeren – og her er visuelle redskaber et stærkt værktøj.

Det er sjovt at tænke tilbage på i dag: Hvis ikke Geir havde stukket til mig på den måde, ville det hele måske være gået meget anderledes. Så hvis du læser dette, Geir: Mange tak.

Det tændte en ny gnist i mit journalistiske hjerte der stadig bankede (og stadig gør det) for faget og formidlingen, skønt jeg ikke havde arbejdet direkte med journalistikken siden, jeg blev færdig på Journalisthøjskolen i 2007.

 

Opvarmning

Herefter fulgte det forberedende arbejde. Det drejede sig selvfølgelig om at klæde journalisterne på, så de begyndte at skabe idéer til de nye muligheder, at konsolidere teamet organisatorisk – og ikke mindst at ansætte en udvikler!

Organiseringen blev fundet ved møder mellem Geir Terje Ruud samt Kim Bjørn (der var designchef ansat i udviklingsafdelingen – og min chef) og Søren Svendsen, der ledede udviklingsafdelingen. Søren er i dag digital direktør i JP/Politikens Hus.

Her gik det så fantastisk, at vi fik en ansøgning fra en talentfuld udvikler, der også interesserede sig for samfundsforhold. Både hans ansøgning og især ansættelsessamtalen overbeviste os om, at det var ham, vi ville have.

Den udvikler hedder Anders Bergmann Nielsen, og han arbejder den dag i dag på TV 2 som leder af deres redaktionelle udviklingsteam.

 

Vi fik formalia på plads og afklaret, at Anders skulle starte den 1. februar 2012. Derfor brugte jeg min første arbejdsdag i januar det år på at rykke teltpælene fra udviklingsafdelingen og ind på redaktionen. Det gjorde jeg for at skabe synlighed om, at vi var i gang med noget og for at folk (forhåbentlig) ville blive nysgerrige og komme hen og spørge, hvem jeg var, og hvorfor jeg sad der.

Det ville være en oplagt anledning til at fortælle om teamet og samtidig (forhåbentlig) vække folks nysgerrighed.

Jeg brugte også januar til at fortsætte mine snakke med journalisterne om de ønsker, og behov de havde i forbindelse med et redaktionelt udviklingsteam.

 

Vi skal da have en værktøjskasse!

Det var i dette indledende research- og interview-arbejde, det blev synligt, at vi skulle bygge en værktøjskasse. Kollegerne på redaktionen efterspurgte muligheder for at lave tidslinjer, interaktive kort etc.

Her stod det hurtigt klart for os, at gentagne opgaver var bedst løst ved at have nogle værktøjer, journalisterne kunne arbejde i uden vores indblanding. Så havde vi mere tid og energi til de ting, hvor en person med Anders’ kundskaber var bedre brugt. Det vil sige mere intensive kodeopgaver og større fortællinger, der krævede særlig udvikling.

Derfor startede vi 2012 med to bruttolister. En over de produktioner, vi havde ambitioner om at lave – og en med de værktøjer, vi gerne ville bygge.

Vi besluttede os også for, at når vi skulle lave noget “i hånden” for tredje gang (eller deromkring), var det på tide at lave det til et værktøj. I forlængelse af det begyndte vi også at arbejde med det, man kalder “pretotyping”. Kort fortalt går det ud på, at man forsøger at teste en idé med størst mulig effekt og mindst mulig indsats og udgift. Det betød, at det ikke var alt, der kunne vinde priser for design og lækker kodestruktur, men vi lærte enormt meget.

De første værktøjer bestod af visuelle open-source-løsninger (såsom tidslinjer), som vi så byggede en backend til, hvor journalisten kunne indtaste data nemt og hurtigt.

___

(Dele af det, jeg vil tale om nu, har jeg tidligere skrevet om i artiklen ‘Hvad laver det redaktionelle udviklingsteam på ekstrabladet.dk egentlig?’ fra maj 2012.

Men i stedet for bare at linke til det blogindlæg, har jeg valgt at besøge 2012 igen, fordi det alt andet lige bliver anderledes og mere “holistisk”, når man skuer tilbage med den efterfølgende periode og erfaringer i mente.

Artiklen fra 2012 indeholder dog nogle refleksioner, som jeg ikke mener, det er nødvendigt at gentage her – så du må læse den gamle artikel, hvis du vil have det hele med 😉

Der er også et link til artiklen i slutningen af denne artikel.)

___

 

Mere norsk import

Her var vi så lykkeligt stillede, at vi havde en samarbejdspartner at trække på, nemlig det norske udviklingsfirma, Aptoma, der bygger digitale produkter til især mediebranchen. De står blandt andet bag ‘DrFront’, som Ekstra Bladet (og i en periode også DR) brugte til at redigere forsiden.

Aptoma stillede en udvikler til rådighed – ikke på fuld tid men på den måde, at vi havde råderet over en del af hans tid. Det udnyttede vi til at lave et setup, hvor arbejdet med at udvikle, bygge, vedligeholde og opdatere værktøjer blev holdt som et separat spor, som Aptoma-udvikleren arbejdede på. Således kunne Anders (hovedsageligt) fokusere på  de mere dedikerede fortællinger, der krævede hans ekspertiser.

Dermed kunne vi sigte mod at blive bedre integreret i de journalistiske og redaktionelle processer. Vi fandt for eksempel hurtigt ud af, at vi var nødt til at samarbejde tæt med vores kolleger på redaktionen, og det samarbejde skulle startes så tidligt i processen som muligt. Derfor var vi fast repræsenteret ved netredaktionens daglige redaktionsmøde, hvor vi også selv bød ind med idéer.

(Da vi senere fik endnu en udvikler i teamet (Søren Larsen Pedersen), arbejdede vi med en yderligere arbejdsdeling mellem de to udviklere. Vi kaldte det “dual core”, fordi de to udviklere arbejdede uafhængigt af hinanden; den ene på de større fortællinger og den anden på “dag til dag”-arbejdet – det vil sige at være med på redaktionsmøder etc. Efter noget tid byttede de. Og derefter byttede de tilbage igen. Og sådan fortsatte det.

Det betød, at man som udvikler i teamet aldrig kun sad med dag-til-dag-opgaver eller store, interaktive fortællinger. Man fik prøvet det hele, og det gjorde det naturligvis vigtigt (og indlysende), at der skulle være gode overleveringer.)

 

Forskelle og ligheder

Inden vi går videre, vil jeg gerne dvæle lidt ved det at få journalister og programmører/teknikere til at arbejde sammen. Det er nemlig ikke gjort ved bare at at sætte dem i et samme åbne kontorlandskab og gå til nogle møder.

For mig handlede det primært om 1) at anerkende forskellighederne, men også 2) at finde lighederne og bygge på dem.

Det skal forstås på den måde, at til syvende og sidst var det journalistik, vi lavede. Jo, det fik en fin indpakning, processen og produktionen var anderledes og der var tænkt mere over brugeroplevelsen. Men sådan er journalistik jo også.

Derfor var vores første spørgsmål til vores kolleger, når de ville lave noget sammen med os, da også “hvad er historien?”. Det var ikke godt nok, at nogen bare ville lave en tidslinje eller et interaktivt kort, fordi de havde set det andre steder. Der skulle være en historie, som får brugeren ind på indholdet og forhåbentlig igennem det.

Derfor arbejdede vi med at stille de samme spørgsmål, som alle andre på en redaktion ville gøre. Formålet var ikke kun at skabe bedre produkter, men også at holde det “top of mind” hos alle (også os selv), at vi allesammen arbejdede mod det samme mål og havde det samme formål.

Men det er samtidig vigtigt at holde fokus på forskellene også og ikke gemme dem væk. Det var rigtig godt for os alle, at vi sad på redaktionen. Både fordi det altid skaber bedre samarbejde at sidde sammen, men også fordi det gjorde det mere synligt for journalisterne, hvordan en udvikler egentlig arbejder.

På samme måde har udviklere også godt af at se, hvordan journalister arbejder.

Hvad enten det var at se et utal linjer koder på en skærm, som ikke gav meget mening for en journalist, eller om det var udvikleren, der sad ved siden af journalisten, der producerede sin artikel, så opstod der gensidig indsigt og respekt for hinandens fag og metoder. Det var enormt vigtigt.

 

Blandt de første

Efter hvad jeg kan huske, var vi de første herhjemme, der arbejdede med kombinationen af journalistik og digital udvikling/programmering. Vi var naturligvis ikke ene om den kombination – for eksempel havde Information længe arbejdet på den måde, hvor Johannes Wehner og Nikolai Thyssen lavede spændende ting (begge er hos DR nu).

Og der er helt sikkert andre, som jeg ikke kan huske lige nu.

Men jeg mener, vi var de første, der arbejdede med at bygge journalistiske fortællinger på den måde og samtidig var så konsoliderede i vores tilgang, at vi havde (nogenlunde) strukturerede processer og en værktøjskasse, der løbende blev opdateret.

Nu er det jo ikke en konkurrence, hvor det handler om at være først, men det påvirker ens arbejde, når man ikke har nogen at skæve til. Det havde vi selvfølgelig, men ikke i Danmark.

Vi var på besøg hos VG’s redaktionelle udviklingsteam og havde god sparring med dem, og ellers skævede vi selvfølgelig til The New York Times, der åbnede en ny æra i netjournalistikken med deres imponerende flotte ‘Snow Fall’-fortælling fra 2012.

Blandt andet ‘Snow Fall’ var inspirationen, da vi i 2013 byggede en interaktiv fortælling om kapringen af det skib, Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn sejlede med – og som Ekstra Bladet dækkede tæt. Jeg har tidligere skrevet om, hvordan vi byggede vores fortælling, så det vil jeg ikke skrive en gang til.

 

Konkurrence er sundt

Det er sjovt at tænke tilbage på, hvordan dansk journalistik bare er så anderledes ud for seks år siden. Der er virkelig sket meget, især omkring “longread”-fortællinger og anden interaktivitet – alt sammen noget, som jeg lidt har et had/kærlighed-forhold til. Det bliver hurtigt lidt for smart og flot og kommer til at handle for lidt om indholdet og brugeroplevelsen.

Jeg kan huske, at da vi startede teamet, var der flere kolleger, der var nervøse for, at andre ville kopiere vores arbejde.

Tænk, hvis det ikke længere var unikt for os at have interaktive tidslinjer og billeder med klikbare zoner, hvor brugeren kunne dykke dybere ned i en historie?

Jeg plejede at svare dem med, at det ville være det bedste, der kunne ske os. For hvis andre også begyndte at producere journalistik på samme måde, så ville der blive lagt endnu mere mærke til det, og det ville skabe et pres og en konkurrence, hvor vi hele tiden skulle gøre os lidt mere umage, og hvor cheferne også gerne ville mere og mere.

Hvis din idé eller initiativ falder fuldstændig til jorden ved, at andre bare begynder at gøre det samme som dig, så har din idé (eller du) et problem. Konkurrence vil i langt størstedelen af tilfældene være det bedste for alle. Det er sådan, vi flytter os og bliver bedre – og begår de fejl, vi lærer af.

Jeg er enormt stolt af det arbejde, vi startede i 2012, og at vi fik skabt en form, som andre også kunne bruge.

Når man begiver sig ud i noget nyt, som vi gjorde på Ekstra Bladet for seks år siden, er det også vigtigt at have “ambassadører”. I vores tilfælde journalister, der var interesserede i (og gode til) at samarbejde med os.

Intet af det, der blev til den succes, det blev, var blevet til noget uden interesse, samarbejde og støtte fra kollegerne. Det er som i fodbold: Man er aldrig større end det hold, man spiller på.

 

Læs videre

Hvis du gerne vil læse mere om vores arbejde i teamet, kan du læse disse to artikler, jeg også har linket til i løbet af artiklen:

Derudover har jeg i løbet af 2017 skrevet om behovet (der stadig eksisterer) for, at journalister og teknikere bliver bedre til at arbejde sammen:

 

🎧 Lyt til artiklen:

Du kan enten lytte ved at bruge afspilleren herunder eller ved at følge min podcast. Læs hvordan på larskjensen.dk/lyd.

 

Originalfoto: Pixabay/Pexels

Skriv din kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.