“Fake News”: Facebooks nye metode er problematisk

I går fredag skrev Facebook-chefen Mark Zuckerberg en opdatering, der skulle opklare lidt omkring, hvor medierne står henne i det nye Facebook. Men han endte faktisk med at skabe mere forvirring.

Kort fortalt understregede han, at Facebook ikke vil tage stilling til hvilke udgivelser, der er troværdige og hvilke, der har et løst forhold til sandheden. Man vil ej heller hyre nogle firmaer til at hjælpe med det – i stedet vil man spørge Facebook-brugerne.

Du kan også læse mere om det i en pressemeddelelse fra Facebook.

 

Et hav af spørgsmål

The New York Times har også skrevet om Zuckerbergs nye udmelding – de har talt med en, der godt nok roser initiativet men samtidig understreger, at det handler om, hvordan Facebook får gjort det her rent praktisk og implementeret det ordentligt.

Der er derfor et hav af spørgsmål, der trænger sig på nu. Skal Facebook udsende spørgeskemaer? Hvordan får de spurgt ud blandt brugerne, så man bevarer en bred repræsentation blandt respondenterne? Og så videre.

Financial Times har også en artikel, hvor der tegnet sig et lignende billede. De slutter artiklen af med at nævne, at Facebooks tilgang til vurderingen af medier kan favorisere de store medier.

Facebook selv har meldt ud, at man nu starter med de amerikanske medier og senere vil fortsætte internationalt.

 

Hvem stoler vi på?

Pew Reasearch spurgte tilbage i 2014 amerikanerne hvilke medier, de stoler på. Her kan du se resultaterne af den undersøgelse. Det ser godt ud for The Economist og The Wall Street Journal og knapt så godt for BuzzFeed og The Daily Show.

Herhjemme fik vi i sommers en pejling. I forbindelse med den danske underrapport til Reuters’ Digital News Report, spurgte man danskerne hvilke nyhedsmedier, der leverer nøjagtige og pålidelige nyheder.

Det så godt ud for DR og TV 2 – og knapt så godt for BT og i særdeleshed Ekstra Bladet. Læs mere hos Journalisten.

Nu får Ekstra Bladet (bevidst) en meget lille del af deres trafik fra Facebook, men det kan jo være, at andre platforme etc. også vil begynde at vægte på en lignende måde – eller at tillid til medierne bliver et større samtaleemne.

 

Hvorfor har vi ‘Fake News’?

Der er flere ting i det her, der er problematiske. For det første handler ‘Fake News’-debatten (altså løgne, der forklæder sig som nyheder) om, at vi mennesker

  1. …ikke altid kan vurdere, hvad der er sandhed og løgn
  2. …gerne vil bekræftes i vores synspunkter.

Da en stor del af problematikken netop er, at vi som mennesker generelt ikke er gode nok  til at vurdere vores kilder, er det påfaldende, at Zuckerberg & Co. har valgt netop den tilgang.

Alle taler om, at især USA er et splittet samfund. Kan et splittet samfund skabe en nogenlunde ensartet vurdering af, hvilke medier og udgivere, der er til at stole på – og hvilke der bare fortæller løgne?

På sin vis er det smart gjort af Facebook. De slipper for at skulle tage stilling til, om noget givent indhold er sandt eller falsk – det må afhænge af community’ets vurdering.

Facebook håber nok også at kunne slippe for de her irriterende samarbejder med journalister og lignende rundt om i forskellige lande i kampen mod netop ‘Fake News’. I december opgav Facebook at markere Fake News – af årsager, der bestemt ikke er nye.

En af Facebook udfordringer var, at det tog for lang tid at få markeringerne på. Ja, det fik rækkevidden for et ‘Fake News’-opslag til at falde med 80 procent – men ofte kom markeringerne først på efter tre dage, hvor opslagene allerede havde haft langt størstedelen af deres visninger. Så den reelle effekt var meget mindre.

Facebook har også fået kritik for de værktøjer, de stiller til rådighed i kampen mod ‘Fake News’, blandt andet i Tyskland.

 

Kære medier, I er 4% af Facebook

En anden problematik er mediernes rolle i forhold til Facebook. I sin opdatering skriver Mark Zuckerberg, at nyheder formentlig vil udgøre 4% af News Feed’et – en andel, der tidligere var på 5%.

Der er to ting ved de tal, der er værd at bide mærke i. For det første siger det noget reelt om, hvor lidt nyhedsmedier egentlig fylder på Facebook. Det kan godt være, at mange redaktører og journalister mener, at det, de laver, er det vigtigste på Facebook, og at platformen nærmest blev skabt for, at de kan dele deres indhold – men 4% er saftsuseme ikke meget.

For det andet virker det som et lille fald, men det er trods alt på 20%. Det er meget. Zuckerbergs vinkel på det vil formentlig være, at det er fordi, man nu omsider får nedprioriteret de falske nyheder. Folk, der kan huske længere tilbage en en uge, kan dog have deres tvivl om det.

Uanset hvad, så står det nu lysende klart, at hvis man som medie vil have trafik ud af Facebook (og det er det, rigtig mange medier vil), så er der efterhånden ingen vej udenom at betale for det. Der vil muligvis være dem, der kan lykkes – men det vil være de få.

Og så er der de mindre medier, som blandt andet Financial Times taler om. Hvordan vil Facebook sikre, at man får spurgt ind til alle medier og udgivere? Det vil formentlig blive gjort via “Do you trust this provider?”-spørgsmål ved udvalgte link-opslag, så man derigennem håber at få alle udgivere kørt igennem møllen.

Men ‘Fake News’ er netop karakteriseret ved, at medier kan opstå og forsvinde igen – og hvor hurtigt kan Facebook rykke i deres community-baserede spørgetilgang? Deres erfaringer med markeringer af Fake News viste, at de ikke altid er lige hurtige.

Akkurat som for en uge siden, så er det hele også gennemsyret af, at Facebook er nærige med detaljerne. Og derfor står spørgsmålene da også i kø. Indtil videre må vi væbne os med tålmodighed, indtil vi bliver klogere. █

 

💡 Træf bedre beslutninger og hold dig opdateret:

overblik og analyser direkte i din indbakke


(Du får bl.a. opsamlingen Digital Ugerevy med)

 

Originalfoto: Kaboompics // Karolina / Pexels

Skriv din kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.