Lars K Jensen

I mandags afholdt foreningen DONA deres arrangement ‘Sådan får du FLERE sidevisninger med FÆRRE artikler’.

Ved arrangementet var der oplæg fra

• Journalisten (ved digital redaktør Andreas Marckmann Andreassen),
• TV 2 (ved chefredaktør for digitalt indhold, Kristoffer Pinholt) og
• Bolius (ved digital strateg, Eric Ziengs).

De har alle haft succes med at have færre artikler/mindre indhold på deres site og samtidig opleve en fremgang i antallet af sidevisninger.

Bolius-oplægget var virkelig interessant (med masser af “must-knows” for andre websites og medier, der primært lever af “long tail”-indhold og Google-trafik), men mit fokus i denne artikel er på journalistik og medier med daglig udgivelsesfrekvens,. Derfor vil jeg kun beskæftige mig med erfaringerne fra Journalisten og TV 2.

Fælles for begge var, at den laverede udgivelsesfrekvens var resultatet af et andet arbejde – en anden indsats. For Journalisten drejede det sig om en strategi, der skulle give tid til fordybelse i den digitale journalistik også. For TV 2 drejede det sig om noget så enkelt som at mindske antallet af fejl i artiklerne – og det har sat kadencen ned. Det ærgerlige ved dette er, at i og med det at udgive færre artikler ikke var en indsats, har ingen af dem derfor undersøgt videre – eller i (synes jeg) tilstrækkelig grad undret sig over, hvordan færre artikler kan give flere artikelvisninger.

Det betyder også, at det er et til tider… “interessant” datagrundlag, man arbejder på. Eksempelvis var der gået fem år (fra 2010 til 2015) imellem, Journalisten havde spurgt medlemmerne af Journalistforbundet (som ejer magasinet, omend der er redationel frihed) om, hvad de synes om Journalisten – både på nettet og papiret. I TV 2s eksempel lød det til, at man blot havde konstateret, at skønt antallet af udgivne artikler faldt (hvilket man havde observeret og aktivt besluttet at fortsætte med), så betød det ikke en tilbagegang i sidevisninger – faktisk betød det det stik modsatte.

Det førte til, at Pinholt spurgte åbent ud i lokalet og bad om input til, hvordan man kan måle, om det rent faktisk er godt. Fra salen blev der svaret, at det måske var en god idé at lave en workshop med et repræsentativt udvalg af brugerne og spørge dem og høre, hvilke ord, de beskriver mediet med.. Uanset, om det er det rigtige svar eller ej (jeg vil mene, det er i den retning, vi skal) så kunne alle i salen godt høre, at det desværre nok ikke lige bliver til noget… Alle ved, at det er lettere at sætte Google Analytics på og så ellers grave løs der og få nye grafer, men ikke nødvendigvis den nødvendige viden.

Hvem der?

Og her blev jeg mindet om en enorm udfordring, vi har i mediebranchen; vi ved ganske enkelt ikke nok om vores brugere, og hvordan de bruger de produkter og den journalistik, vi skaber til dem. Vi ved derfor heller ikke, hvad der er godt – eller hvordan vi skal finde ud af det.

Det er kernen i det arbejde, man med en fiks forkortelse kalder UX; User Experience – altså brugeroplevelsen. Andreas fra Journalisten sagde det ærligt; de burde have haft mere fokus på UX-arbejdet i deres omlægning af Journalisten.dk – men det lader desværre til at være en branchesyge, at vi ikke er gode nok til at huske og kende vores brugere.

Inden for den agile disciplin, især ‘Lean Startup’-“skolen” arbejder man med hypoteser, som man afprøver igennem eksperimenter. Havde man grebet det an på denne måde, havde man opereret ud fra klart definerede hypoteser, som skulle efterprøves (for eksempel den meget direkte “vi kan godt stige på sidevisninger, selvom vi udgiver færre artikler”). Hvis hele arbejdet med at udgive færre artikler, var startet på denne måde (eventuel med en anden hypotese), havde man været meget mere opmærksomme på, at få målt resultaterne af arbejdet – og hvorvidt, hypotesen holder eller ej.

Jeg har i en række artikler (tre af dem er opsummeret her) argumenteret for, at vi i mediebranchen kan og bør lære meget fra arbejdet med digital (produkt)udvikling.

Nu ender vi i stedet med glæde over, at kvalitet tilsyneladende betaler sig – men skuldertræk, når man spørger hvorfor og hvordan. Jeg kommer meget hurtigt til at tænke på en Ph.d.-afhandling med denne konklusion: Medierne laver multimediefortællinger på mavefornemmelser og glemmer brugerne [Danmarks Medie- og Journalisthøjskole]:

– Medierne laver deres ting ud fra mavefornemmelser. De tester måske lige fortællingerne af på receptionisten eller en kollega, inden de publicerer. Men de har meget lidt føling med, om tingene fungerer for læseren og om de overhovedet bliver læst, siger Kate Kartveit. – De sidder låst fast i en lille boble, hvor de siger nøj og aaaj til alt det spændende og nye, som de gør. Men de glemmer brugerne og bliver nødt til at bryde ud af boblen, hvis de vil opnå effekt og skabe forretning på deres produkter. De laver rent faktisk gode, gennemarbejdede journalistiske fortællinger, som bare er pakket dårligt ind, siger hun.

Det er ikke kun ved multimediefortællinger, at dette problem findes. Det er generelt, når der bygges nye ting. Det er blevet bedre, og forandringen er på vej – men vi har stadig et godt stykke endnu.

Hvorfor, hvorfor dit og hvorfor dat?

I november skrev jeg et essay om det at udgive færre artikler. Her forsøger jeg nærmest udelukkende at anskue tiltaget set fra brugerens perspektiv – og jeg lægger stor vægt på det, at man som bruger rent faktisk kan nå at følge med. Her med udgangspunkt i det amerikanske teknologi-website The Information, der udgiver ganske få artikler hver dag:

For det andet fordi, jeg føler, jeg kan følge med. De bombarderer mig ikke med 10-20 artikler, som jeg alligevel ikke har tid til at læse. De satser på få artikler, som jeg nemt kan tage stilling til, om jeg vil læse. Det betyder, at jeg rent faktisk får læst alle de artikler, jeg gerne vil læse. Det giver en følelse af completeness, og dét skal man ikke undervurdere. Det er den samme følelse, vi får, når vi klarer et punkt på todo-listen (især hvis det er det sidste), fjerner den sidste mail i indbakken og når ‘Inbox Zero’ eller bare får klaret den opgave, man har udskudt alt for længe. Jeg ganske få mails fra The Information, og i langt størstedelen af disse e-mails er der kun nævnt én artikel. Derudover får jeg også artiklen opsummeret direkte i mailen under overskriften “The takeaway”. Det er lige til at overskue, og dén mail behøver jeg ikke udskyde at åbne længere end højst nødvendigt.

Jeg nævner også andre mulige årsager i essayet – men de er mulige, og det understreger, at vi i branchen ganske enkelt ikke ved nok. Vi kan godt gætte, formode og antage, hvordan det hænger sammen. Vi ved det ikke.

Men det er ikke det samme som, at vi ikke skal gætte, formode og antage – for det kan i sig selv være hypoteser, vi så kan afprøve ved at tale med brugerne og få svarene. Da jeg efter DONA-arrangementet postede et tweet, kom der nogle gode bud tilbage. Og dem vil jeg selvfølgelig gerne dele her.

Blandt andet delte Kim Rathcke Jensen‏ (@kimrjensen) en interessant artiklen med titlen ‘When Choice is Demotivating: Can One Desire Too Much of a Good Thing?’ [PDF, 12 sider]. Indrømmet, jeg har ikke fået læst den endnu – men jeg glæder mig.

Et andet godt bud:

Fra organic search? Tænker flere links til indholdet, bedre og længere indhold og opdateringer af indhold bidrager til stigning i visninger – Magnus Kragelund (@kragelun)

Og på det lidt mere overordnede plan:

Correlation ≠ causation. #årsagssammenhæng. Find andre data. Eks. antal timer lagt i hver artikel. – Rasmus Malver (@rasmusmalver)

Mit tweet affødte i øvrigt en interessant snak/tråd med May Kjaersgaard (@maykjaersgaard), som Andreas Marckmann Andreassen selv tweetede, at han lærtede noget af. Du finder tråden ved at gå til Andreas’ takke-tweet og scrolle/swipe opad.

Hvis du har nogle gode bud på, hvordan færre artikler kan påvirke brugeroplevelsen positivt eller på anden måde betyde flere sidevisninger, så må du endelig skrive en kommentar her under artiklen ↓

Uanset hvad årsagen/årsagerne er, så er det vigtigt, at vi bliver klogere på dem – og at vi bevarer vores nysgerrighed. Altså, at vi i stedet for blot at konstatere, at vi kan få flere sidevisninger med færre artikler undrer os over, hvordan pokker det kan hænge sammen, og derefter sætter os for at finde ud af det.

Nu valgte jeg ikke at inddrage Bolius-oplægget i denne artikel – men det kan være, jeg burde havde gjort det. Her blev der i hvert fald vist interesse og research i, hvordan indhold er bundet sammen, og der blev talt om at sætte sig i brugerens sted (specifikt når man skriver sine tekster til søgemaskiner). Desværre kom det lidt for meget til at handle om søgemaskineoptimering generelt (som også kan være vigtig), så en af de vigtigste pointer forblev desværre lidt under overfladen.

Denne artikel er en del af serien ‘Medier og teknologi’, der handler om, hvordan mediebranchen og journalistikken kan/bør lære af arbejdet med digital udvikling og teknologi.

Kilder / Læs mere:

DONA: Sådan får du FLERE sidevisninger med FÆRRE artikler

Medieblogger: DONA-arrangement om at udgive færre artikler (16. juni 2017)

 Danmarks Medie- og Journalisthøjskole: Medierne laver multimediefortællinger på mavefornemmelser og glemmer brugerne (25. oktober 2016)

Medieblogger: Opråb! Nu skal medierne selv i gang med at bygge fremtiden (26. juni 2017)

Medieblogger: Afhængighed gennem begrænsning (15. november 2016)

University of Washington: ‘When Choice is Demotivating: Can One Desire Too Much of a Good Thing?’ (PDF, 12 sider / 2000)

Foto: Startup Stock Photos / Pexels

I fredags (den 23. juni) var jeg til præsentation af den danske udgave af Reuters’ ‘Institute Digital News Report’, der kigger på folks brug af nyhedsmedier. For mig var den helt store konklusion derfra, at det trafik-boom, medier har set fra sociale medier og mobiltelefoner er overstået.

Revolutionen er slut

Jeg skrev et blogindlæg til Journalisten med overskriften ‘Revolutionen er slut. Hvad nu?’:

Stagneringen på mobil og sociale medier vil dog med tiden rejse et spørgsmål, som danske mediechefer bliver nødt til at finde svaret på: Hvor skal udviklingen og fremtiden komme fra? I de seneste mange år er udviklingen i mediebranchen (mobil og sociale medier er blot eksempler) kommet fra andre brancher, hvor medierne så har hægtet sig på. Da der var masser af folk, der købte telefoner, der kan gå på nettet, lavede medierne mobilvenlige sider og apps. Da rykindet på sociale medier fandt sted, oprettede medierne Facebook-sider og Twitter-profiler, hvor de postede links til deres artikler. Men… hvad så nu?

Og det er det helt store spørgsmål, hvad nu? I de godt og vel tyve år, danske medier har været på internettet, har vi nærmest kun præsteret at flytte forretningsmodeller fra print til net: Annoncer (som vi efterhånden selv spiller en mindre og mindre rolle i), abonnementer og ‘annonce-tillæg’ (nu kaldet ‘native advertising’). Herudover ligner de journalistiske fortællinger sig selv. Der skal mere til, hvis vi skal sikre vores eksistens og relevans.

Jeg har tidligere skrevet et par blogindlæg for Journalisten, der beskæftiger sig med netop dette emne. Her er derfor nogle af mine bud, hvad vi medievirksomheder bør gøre, når vi skal skabe fremtiden.

Mod og fejl

En af de store samtaleemner ved præsentationen i fredags var behovet for at lære af fejl. Det er der som sådan ikke noget nyt i; det nye består måske mere i, at fire redaktører fra fire store medier allesammen står og er enige om det.

Tilbage i november skrev jeg et længere blogindlæg for journalisten, hvor jeg efterspurgte netop en fejlkultur: ‘Mod og fejl skal redde journalistikken’. Her taler jeg blandt andet om, at vi er nødt til at lære af startup-kulturen og dens tilgang til fejl:

Historien er fuld af opstartsvirksomheder, der ikke klarede skærerne. Så selvom man er frisk på at tage nogle chancer, er det ikke lig med en garanti for succes. Ikke desto mindre må og skal vi lære af opstartsvirksomhedernes evne til at eksperimentere og prøve sig frem. Ikke hovedløst (selv opstartsvirksomheder har jo også et overordnet mål, de vil opfylde), men uden mange af de krav til trafik, klik og andre målbare herligheder, vi alt for ofte stiller op den dag i dag. Og ja, vi kommer til at begå fejl. Mange fejl. Men vi erkender, at en fejl er en fejl. Og vi lærer af hver eneste fejl.

Og man behøver ikke være startup for at turde eksperimentere og begå fejl:

Dan Kennedy, lektor ved School of Journalism at Northeastern University, har i en længere periode fulgt avisen [The Washington Post] for at undersøge hvilke ændringer, det har medført, at Bezos [Jeff Bezos, grundlæggeren af Amazon og en af verdens rigeste] tog over. Det skriver han blandt andet om i Nieman Lab-artiklen ‘5 things publishers can learn from how Jeff Bezos is running The Washington Post’. Her taler Shailesh Prakash, der er ‘Chief Information Officer’, på dansk IT-direktør, for The Washington Post om, hvad Bezos har betydet. Pengene er gode, siger han, men det er ikke det vigtigste: “So what has he really done? I personally think that the biggest thing Jeff has done is to set the right tone for our culture — which is one of experimentation, which is one of encouragement, which is one of ‘find the positive surprises and double down.’ We believe we have an owner who respects the past but at the same time wants us to be innovative.”

Men som overskriften på mit blogindlæg også siger, så begår man ikke fejl, hvis man ikke er mod. Og jeg synes, der mangler mod i den danske mediebranche, hvor flere og flere udgivere er ved at skrue sig ned i et sparehul – hvilket var det der fik mig til tasterne tilbage i november måned. Jeg argumenterer blandt andet også for, at vi skal skifte fokus væk fra kvartalsrapporterne (da de forhindrer langsigtet tænkning) og bevæge os ind i (med et lånt udtryk) ‘kernen af kernen’:

Harvard Business Review-artiklen om virksomheder i frit fald nævner, at man skal fokusere på ‘kernen af kernen’. Her er det nemt at sige: “Kernen? Jamen, det er da journalistiske artikler, videoklip etc. Så det er det, vi skal fokusere på.” Men det er kun kernen, ikke kernen af kernen (og jeg undskylder, at det bliver lidt meta her, men pointen er værd at bruge lidt tid på). Kernen af kernen af det, vi laver, er journalistikkens rolle og opgave i samfundet. Det er den absolut inderste kerne af det, vi gør. Det er grunden til, vi er her; vores eksistensberettigelse. I de seneste to årtier har vi ment, at den bedste måde at nå folk har været ved at skrive artikler på papir og artikler (og nu videoklip) på internettet. Det er ikke sikkert, det er den bedste løsning fremadrettet. Derfor er vi nødt til at prøve os frem og tage nogle chancer, indtil vi finder den rette (eller, nok mere passende, “de rette”) måder at gøre det på. Vi finder næppe én guldåre, der kan erstatte den indtægt, avisen var engang.

Split journalistrollen op

Men det er ikke kun på de store linjer og i strategien, medierne skal sætte ind. Der er også ting at gøre på fabriksgulvet, hvor det indhold, der driver forretningen, bliver skabt. I blogindlægget ‘Split journalistrollen op’ opfordrer jeg til, at man kigger på den lange proceskæde, som den enkelte journalist efterhånden skal varetage:

• Hvem laver researchen? Journalisten.
• Hvem laver interviews (hvis der altså er nogen)? Journalisten.
• Hvem skriver artiklen? Journalisten.
• Hvem opfordres formentlig til at tage et billede til artiklen også? Journalisten.
• Hvem sætter teksten op? Journalisten.
• Hvem sørger for, at artiklen har de rette billeder de rette steder? Journalisten.
• Hvem publicerer artiklen? Journalisten (ofte).
• Hvem skal følge historien og opdatere artiklen eller skrive nye, når der sker noget? Journalisten.

Jeg mener, at man på redaktionerne bør lade sig inspirere af arbejdet med digital udvikling – som er det, jeg arbejder med:

Når jeg rejser mig op fra min plads og kigger rundt i lokalet, ser jeg udviklere/programmører (delt i ’frontend’ og ’backend’), designere, en webmaster (der håndterer sitets egentlige opbygning), projektledere og en person, der skal hjælpe os med at blive bedre til at teste de produkter, vi laver. Det er en fagdeling, som journalister kun kan drømme om. Nuvel, der er helt sikkert dem, der vil mene, at udvikleren og designeren smelter sammen til en person, men hvis det sker, tror jeg det tager mange år. Forskellen på synet på de to roller og synet på mange af de roller, en journalist efterhånden skal favne, er, at man allerede har to veldefinerede roller – en designer og en udvikler. Vi ved, at en designer laver dit, en udvikler laver dat. Mange af de opgaver, der er blevet lagt på journalisterne, er opstået undervejs, såsom håndtering af sociale medier og de mange muligheder, der er for at udsmykke sin artikel med forskelligt tingel-tangel som tidslinjer, interaktive kort og videoklip fra andre hjemmesider. Det pudsige er, at der faktisk er roller inden for digital udvikling, som der er brug for i journalistikken, men som ikke eksisterer. Det gælder for eksempel kvalitetssikring (der blandt andet handler om at teste sine produkter) og arbejdet med brugeroplevelse – som mange blot kender som ’UX’ (en pudsig forkortelse af ’user experience’).

I blogindlægget kommer jeg med nogle konkrete bud på, hvordan man fremadrettet kan splitte journalistrollen op og skabe både jobbeskrivelser, arbejdsgange og ikke mindst produkter, der giver mere mening for alle. Blandt andet giver det også en logisk plads til robotterne i vores arbejde, så vi bruger teknologien – og ikke omvendt.

Det er på tide at gøre noget. I de seneste ti års tid har landvindinger i teknologibranchen været gode ved os medier og giver os masser af trafik og tilstedeværelse på især smartphones og sociale medier. Men det er slut. Meget tyder på, at de næste store tech-innovationer bliver på områder, hvor journalistik ikke færdes naturligt. Det er på sigt et meget større problem, end den “Fake News”-dikussion, vi har i øjeblikket, fordi vi i værste fald kan risikere at blive overflødige.

Det betyder, at vi selv skal skabe vores fremtid. Og det gør vi bedst igennem eksperimenter og fejl – både hvad angår forretningsmodeller, digital udvikling og den gode, gamle journalistik.

Links / Læs mere:

Journalisten: ‘Revolutionen er slut. Hvad nu?’ (23. juni 2017)

Journalisten: ‘Mod og fejl skal redde journalistikken’ (2. november 2016)

Journalisten: ‘Split journalistrollen op’ (24. marts 2017)

Foto: Ghost Presenter / Pexels

Læs artiklen →