I fredags (den 23. juni) var jeg til præsentation af den danske udgave af Reuters’ ‘Institute Digital News Report’, der kigger på folks brug af nyhedsmedier. For mig var den helt store konklusion derfra, at det trafik-boom, medier har set fra sociale medier og mobiltelefoner er overstået.

Revolutionen er slut

Jeg skrev et blogindlæg til Journalisten med overskriften ‘Revolutionen er slut. Hvad nu?’:

Stagneringen på mobil og sociale medier vil dog med tiden rejse et spørgsmål, som danske mediechefer bliver nødt til at finde svaret på: Hvor skal udviklingen og fremtiden komme fra? I de seneste mange år er udviklingen i mediebranchen (mobil og sociale medier er blot eksempler) kommet fra andre brancher, hvor medierne så har hægtet sig på. Da der var masser af folk, der købte telefoner, der kan gå på nettet, lavede medierne mobilvenlige sider og apps. Da rykindet på sociale medier fandt sted, oprettede medierne Facebook-sider og Twitter-profiler, hvor de postede links til deres artikler. Men… hvad så nu?

Og det er det helt store spørgsmål, hvad nu? I de godt og vel tyve år, danske medier har været på internettet, har vi nærmest kun præsteret at flytte forretningsmodeller fra print til net: Annoncer (som vi efterhånden selv spiller en mindre og mindre rolle i), abonnementer og ‘annonce-tillæg’ (nu kaldet ‘native advertising’). Herudover ligner de journalistiske fortællinger sig selv. Der skal mere til, hvis vi skal sikre vores eksistens og relevans.

Jeg har tidligere skrevet et par blogindlæg for Journalisten, der beskæftiger sig med netop dette emne. Her er derfor nogle af mine bud, hvad vi medievirksomheder bør gøre, når vi skal skabe fremtiden.

Mod og fejl

En af de store samtaleemner ved præsentationen i fredags var behovet for at lære af fejl. Det er der som sådan ikke noget nyt i; det nye består måske mere i, at fire redaktører fra fire store medier allesammen står og er enige om det.

Tilbage i november skrev jeg et længere blogindlæg for journalisten, hvor jeg efterspurgte netop en fejlkultur: ‘Mod og fejl skal redde journalistikken’. Her taler jeg blandt andet om, at vi er nødt til at lære af startup-kulturen og dens tilgang til fejl:

Historien er fuld af opstartsvirksomheder, der ikke klarede skærerne. Så selvom man er frisk på at tage nogle chancer, er det ikke lig med en garanti for succes. Ikke desto mindre må og skal vi lære af opstartsvirksomhedernes evne til at eksperimentere og prøve sig frem. Ikke hovedløst (selv opstartsvirksomheder har jo også et overordnet mål, de vil opfylde), men uden mange af de krav til trafik, klik og andre målbare herligheder, vi alt for ofte stiller op den dag i dag. Og ja, vi kommer til at begå fejl. Mange fejl. Men vi erkender, at en fejl er en fejl. Og vi lærer af hver eneste fejl.

Og man behøver ikke være startup for at turde eksperimentere og begå fejl:

Dan Kennedy, lektor ved School of Journalism at Northeastern University, har i en længere periode fulgt avisen [The Washington Post] for at undersøge hvilke ændringer, det har medført, at Bezos [Jeff Bezos, grundlæggeren af Amazon og en af verdens rigeste] tog over. Det skriver han blandt andet om i Nieman Lab-artiklen ‘5 things publishers can learn from how Jeff Bezos is running The Washington Post’. Her taler Shailesh Prakash, der er ‘Chief Information Officer’, på dansk IT-direktør, for The Washington Post om, hvad Bezos har betydet. Pengene er gode, siger han, men det er ikke det vigtigste: “So what has he really done? I personally think that the biggest thing Jeff has done is to set the right tone for our culture — which is one of experimentation, which is one of encouragement, which is one of ‘find the positive surprises and double down.’ We believe we have an owner who respects the past but at the same time wants us to be innovative.”

Men som overskriften på mit blogindlæg også siger, så begår man ikke fejl, hvis man ikke er mod. Og jeg synes, der mangler mod i den danske mediebranche, hvor flere og flere udgivere er ved at skrue sig ned i et sparehul – hvilket var det der fik mig til tasterne tilbage i november måned. Jeg argumenterer blandt andet også for, at vi skal skifte fokus væk fra kvartalsrapporterne (da de forhindrer langsigtet tænkning) og bevæge os ind i (med et lånt udtryk) ‘kernen af kernen’:

Harvard Business Review-artiklen om virksomheder i frit fald nævner, at man skal fokusere på ‘kernen af kernen’. Her er det nemt at sige: “Kernen? Jamen, det er da journalistiske artikler, videoklip etc. Så det er det, vi skal fokusere på.” Men det er kun kernen, ikke kernen af kernen (og jeg undskylder, at det bliver lidt meta her, men pointen er værd at bruge lidt tid på). Kernen af kernen af det, vi laver, er journalistikkens rolle og opgave i samfundet. Det er den absolut inderste kerne af det, vi gør. Det er grunden til, vi er her; vores eksistensberettigelse. I de seneste to årtier har vi ment, at den bedste måde at nå folk har været ved at skrive artikler på papir og artikler (og nu videoklip) på internettet. Det er ikke sikkert, det er den bedste løsning fremadrettet. Derfor er vi nødt til at prøve os frem og tage nogle chancer, indtil vi finder den rette (eller, nok mere passende, “de rette”) måder at gøre det på. Vi finder næppe én guldåre, der kan erstatte den indtægt, avisen var engang.

Split journalistrollen op

Men det er ikke kun på de store linjer og i strategien, medierne skal sætte ind. Der er også ting at gøre på fabriksgulvet, hvor det indhold, der driver forretningen, bliver skabt. I blogindlægget ‘Split journalistrollen op’ opfordrer jeg til, at man kigger på den lange proceskæde, som den enkelte journalist efterhånden skal varetage:

• Hvem laver researchen? Journalisten.
• Hvem laver interviews (hvis der altså er nogen)? Journalisten.
• Hvem skriver artiklen? Journalisten.
• Hvem opfordres formentlig til at tage et billede til artiklen også? Journalisten.
• Hvem sætter teksten op? Journalisten.
• Hvem sørger for, at artiklen har de rette billeder de rette steder? Journalisten.
• Hvem publicerer artiklen? Journalisten (ofte).
• Hvem skal følge historien og opdatere artiklen eller skrive nye, når der sker noget? Journalisten.

Jeg mener, at man på redaktionerne bør lade sig inspirere af arbejdet med digital udvikling – som er det, jeg arbejder med:

Når jeg rejser mig op fra min plads og kigger rundt i lokalet, ser jeg udviklere/programmører (delt i ’frontend’ og ’backend’), designere, en webmaster (der håndterer sitets egentlige opbygning), projektledere og en person, der skal hjælpe os med at blive bedre til at teste de produkter, vi laver. Det er en fagdeling, som journalister kun kan drømme om. Nuvel, der er helt sikkert dem, der vil mene, at udvikleren og designeren smelter sammen til en person, men hvis det sker, tror jeg det tager mange år. Forskellen på synet på de to roller og synet på mange af de roller, en journalist efterhånden skal favne, er, at man allerede har to veldefinerede roller – en designer og en udvikler. Vi ved, at en designer laver dit, en udvikler laver dat. Mange af de opgaver, der er blevet lagt på journalisterne, er opstået undervejs, såsom håndtering af sociale medier og de mange muligheder, der er for at udsmykke sin artikel med forskelligt tingel-tangel som tidslinjer, interaktive kort og videoklip fra andre hjemmesider. Det pudsige er, at der faktisk er roller inden for digital udvikling, som der er brug for i journalistikken, men som ikke eksisterer. Det gælder for eksempel kvalitetssikring (der blandt andet handler om at teste sine produkter) og arbejdet med brugeroplevelse – som mange blot kender som ’UX’ (en pudsig forkortelse af ’user experience’).

I blogindlægget kommer jeg med nogle konkrete bud på, hvordan man fremadrettet kan splitte journalistrollen op og skabe både jobbeskrivelser, arbejdsgange og ikke mindst produkter, der giver mere mening for alle. Blandt andet giver det også en logisk plads til robotterne i vores arbejde, så vi bruger teknologien – og ikke omvendt.

Det er på tide at gøre noget. I de seneste ti års tid har landvindinger i teknologibranchen været gode ved os medier og giver os masser af trafik og tilstedeværelse på især smartphones og sociale medier. Men det er slut. Meget tyder på, at de næste store tech-innovationer bliver på områder, hvor journalistik ikke færdes naturligt. Det er på sigt et meget større problem, end den “Fake News”-dikussion, vi har i øjeblikket, fordi vi i værste fald kan risikere at blive overflødige.

Det betyder, at vi selv skal skabe vores fremtid. Og det gør vi bedst igennem eksperimenter og fejl – både hvad angår forretningsmodeller, digital udvikling og den gode, gamle journalistik.

Links / Læs mere:

Journalisten: ‘Revolutionen er slut. Hvad nu?’ (23. juni 2017)

Journalisten: ‘Mod og fejl skal redde journalistikken’ (2. november 2016)

Journalisten: ‘Split journalistrollen op’ (24. marts 2017)

Foto: Ghost Presenter / Pexels