Bemærk: Den 2. maj 2017 afholdt DONA (Danish Online News Association, en forening for online journalister og kommunikatører) arrangementet ‘De digitale mediers værste fejl’. Dette er min artikel nummer to fra det arrangement, den første kan du læse her:

Vi skal finde ud af, hvad folk vil betale for – ikke den journalistik, folk vil betale for (du finder også alle links i denne artikel samlet til slut)

*

Et andet meget interessant samtaleemne ved arrangementet var snakken om samarbejdet mellem journalister og “teknikere”. Med ordet ‘teknikere’ mener jeg udviklere/programmører, designere, projektledere – kort fortalt alle, der beskæftiger sig med det tekniske arbejde.

Debatten blev åbnet af Mathias Lund Schjøtz fra Brain Gain Group, der spurgte ind til, om udviklere overhovedet vil arbejde sammen med journalister.

Hvad er det, Danske Bank kan?

Søren Pedersen (en af dem, der talte ved arrangementet) sagde, at han ikke altid kan forstå, at udviklere hellere vil arbejde steder som Danske Bank end i mediebranchen, hvor der er langt sjovere ting at lave. Snakken kom herefter til at handle om, om det nu også er så fedt at være udvikler i mediebranchen.

For (som Søren og jeg også talte om bagefter) hvis du som udvikler bliver del af Danske Bank eller deres MobilePay, så er du (sat lidt på spidsen) en del af noget større. Noget, du kender. Du ved, hvad du skal lave, og du kender slutproduktet, som du føler et medansvar for. Hvis du bliver udvikler i et mediehus, bliver du formentlig sat til at vedligeholde et CMS eller websitet ovenpå – eller til at omsætte en designers Photoshop-filer til virkelighed. Og det er bare ikke rigtig fedt.

Der er nogle undtagelser, og det er de redaktionelle udviklingsteams, som blandt andet findes hos TV 2, DR og Ekstra Bladet (hvor jeg var med til at starte det).

Tidligt samarbejde

Snakken tog dog en… interessant drejning, da den tidligere TV 2-chef Michael Dyrby stemplede ind med et synspunkt, der adskilte sig fra resten af snakken. En af de pointer, Dyrby fik bevæget sig ud i var, at teknikere jo ikke kan overholde deadlines. Og derfor skal tekniske opgaver lægges ud i byen, for så ved man da, at det bliver færdigt til tiden.

Her greb Anders Bergmann Nielsen (fra TV 2’s redaktionelle udviklingsteam – og som var med til at starte Ekstra Bladets team sammen med mig) bolden og sagde, at hvis man går den vej, så reducerer man sin udviklingsafdeling til en leverandørrolle. I stedet, sagde han (og her har Anders fat i en virkelig god pointe) skal vi involvere alle tidligt i projektet.

At Dyrby kan mene noget andet er et godt eksempel på de problemstillinger, snakken handlede om.

Dette var dog ikke det værste. Det værste er, at vi ikke er kommet videre. At vi stadig, i 2017, taler om behovet om at arbejde sammen på tværs af det faglige skel. I en tid, hvor der mere end nogensinde før er brug for at rykke tættere sammen og arbejde sammen, er der stadig langt fra udvikler til journalist – og fra journalist til udvikler.

Oversættere søges

Der er altså stadig brug for folk, der forstår de kolleger, der arbejder med noget andet – og forstår bare lidt af det, de arbejder med. Og der er brug for folk, der kan fungere imellem folk med forskellige baggrund – kald dem tolke, oversættere, bindeled, forbindelsesofficerer eller noget femte. They are needed.

Da vi startede vores redaktionelle udviklingsteam tilbage i februar 2012 var vi meget opmærksomme på dette. I maj 2012 skrev jeg et blogindlæg om de første fire måneder med vores team:

Hvad laver det redaktionelle udviklingsteam på ekstrabladet.dk egentlig?

(Læs mere om det redaktionelle udviklingsteam)

Her skrev jeg blandt andet:

Og så er det vigtigt at have (selvom jeg hader selv-ros) at have en som mig. Ikke fordi jeg er, som jeg er som person, men fordi jeg har journalistik baggrund (uddannelse fra DJH) og udviklingserfaring (jeg har arbejdet i Ekstra Bladet Udvikling siden januar 2008), så jeg kender til begge verdener og kan arbejde sammen med såvel journalister som udviklere. Det bilder jeg mig da i hvert fald ind.

Tidligere har jeg kaldt min stilling for ‘missing link’ mellem journalister og udviklere, og en sådan rolle er vigtigt at have fokus på, når man vil lave redaktionel udvikling. Man skal dog samtidig være opmærksom på, at man ikke bliver en flaskehals. Man skal facilitere og bestemme, uden at hæmme 🙂

Fordelen ved at have disse ‘tolke’ er nærmest for mange til, at jeg kan nævne dem alle her. De vigtigste er selvfølgelig, at der konstant bliver kommunikeret en gensidig forståelse. Men det handler også om, at denne ‘tolk’ skal være god til at flette de forskellige måder at arbejde på sammen.

Sådan gjorde vi

I vores tilfælde handlede det om at komme med på redaktionsmøderne, for eksempel det faste morgenmøde hver dag kl. 8.30. Vi lærte nemlig hurtigt, at vi ikke kunne sætte noget i gang og så “tørre den af” på en journalist. Vi skulle være sammen om det fra starten. Og her er vi tilbage ved Anders’ svar til Dyrby.

Det bedste eksempel fra den tid er nok vores arbejde med vores første store, interaktive fortælling, ‘Kapringen’ (om kapringen af det skib, der førte til gidseltagningen af Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez). Her var hele vores team (der på det tidspunkt var vokset til fire mennesker) involveret, og derfor skrev vi sammen en artikel om det arbejde.

Her går pointen med tidlig involvering igen. Vi blev nemlig involveret meget tidligt under et møde med Poul Madsen – og herfra var det med at komme i gang:

Tidligt i forløbet tog vi en snak med journalisten, Kristian Kornø, for at høre om, hvad projektet gik ud på, og vi aftalte, at de tre, der skrev på det, ville sende en synopsis, når den var klar. En af de vigtigste ting, vi har lært i vores arbejde (vi har eksisteret siden februar 2012) er, at det er ekstremt vigtigt at have et tæt samarbejde med den/de journalister, der arbejder med indholdet. Det betød, at vi fik tilsendt hele kapitel 1 og den samlede synopsis, da den lå klar.

Det tidlige samarbejde og den løbende kommunikation gjorde det nemt at rette til og ændre fokus, efterhånden som “virkeligheden” forandrede sig omkring os:

Efterhånden som arbejdet skred fremad, fik vi nys om, at der var en mulig løsladelse under opsejling. Det betød, at vi måtte rette ind efter kendsgerningerne, og den odiøse plan om at lave en interaktiv fortælling over hele gidseldramaet blev droppet. I stedet valgte vi at satse på det, der var beskrevet i det kapitel, vi havde fået tilsendt, og som ville gøre sig bedst som interaktiv fortælling: Kapringen.

Det her, Michael Dyrby, er en af de mange grunde til, at journalister og teknikere skal arbejde sammen fra start af. Tæt.

Samarbejdet er gensidigt

Men det går også den anden vej. Når en udviklingsafdeling for eksempel sætter gang i et redesign, så skal redaktionen, salgsafdelingen og de andre dele af mediehuset naturligvis også med fra starten. Herved sikrer man et delt ejerskab (og kendskab) til det nye udseende – og man får potentiel livsvigtig information om, hvordan andre afdelinger arbejder med CMS og site. Det kan spare mange frustrationer (og i sidste ende penge) fra processen.

Ingen afdeling eller faggruppe har godt af at ende som cyklisterne i indre København, der tror, at de må være lige der, hvor de har lyst til; at de godt må mose på og zigzagge imellem de andre trafikanter; at reglerne ikke rigtig gælder for dem.

En del af mit arbejde er, at jeg hver fredag udgiver en opsamling over nogle af de spændende ting, jeg er faldet over i ugens løb indenfor medier, teknologi og forretningsudvikling [nu hedder den Digital Ugerevy]. Her støder jeg på en masse artikler om, hvor vigtigt det er, at udviklere og designere arbejder sammen. Det skal de, fordi det fungerer og giver de bedste resultater og den bedste proces. Men det stopper jo ikke her; alle i forretningen skal arbejde sammen. Og jo før, jo bedre.

Min erfaring er, at man ikke får dette samarbejde op at stå, hvis man ikke har fokus på at have folk i disse grænseområder. I Ekstra Bladets eksempel sidder alt det redaktionelle (inklusiv den redaktionelle udvikling) på én etage, mens udvikling, analyse og salg sidder på en anden. Så er der langt imellem afdelingerne (selv en bred trappe kan fungerer som en mental Mississippi), og der bliver brug for forbindelsesleddene.

Det betyder ikke, at disse ‘tolke’ nødvendigvis skal kunne kode, designere eller producere Cavling-vindende journalistik, men de skal vide noget om, hvordan journalister og udviklere, designere etc. arbejder. Kan man skabe gensidig forståelse for og kendskab til arbejdsprocesserne (hvorfor det for eksempel ikke lige tager 5 minutter at kode en interaktiv fortælling), så er man nået langt.

Revenge of the Nerds ?

I “gamle dage” var det lettere, for her sad udviklingsafdelingerne tæt sammen med journalisterne – i hvert fald de journalister, der skrev til net. Det gav helt sikkert mange problemer, men det skabte også noget dynamik mellem journalistik og teknik, der kan være svært at finde tilbage til. Derfor åbnede jeg også med ordene “Nørderne vender tilbage til redaktionen”, da jeg skulle præsentere vores redaktionelle udviklingsteam internt.

Der er sket ufatteligt meget indenfor bare de seneste år, og der er ikke plads til at sætte afdelingerne sammen som dengang. Men der er brug for et tættere samarbejde på tværs af vores fag. Debatten ved DONA-arrangementet i tirsdags understregede det – selvom jeg havde troet, vi var kommet længere.

Hvis vi i mediehusene kan komme tættere på hinanden på tværs af de faglige skel og samtidig komme tættere på vores brugere (som jeg skrev i forrige artikel her på Medieblogger), så begynder vi virkelig at have et framework for fremtiden. ◉

Kilder / Læs mere :

♦ DONA-event: De digitale mediers værste fejl (DONA)

♦ Hvad laver det redaktionelle udviklingsteam på ekstrabladet.dk egentlig? (Medieblogger, 25. maj 2012)

♦ Kapringen: Sådan lavede vi den interaktive fortælling (Medieblogger, 28. maj 2013)

♦ Vores blog i Ekstra Bladet Udvikling

Foto:

Fotoet til denne artikel er fra plakaten til Sofia Coppolas film ‘Lost in Translation’ (2003) med Bill Murray og Scarlett Johansson i hovedrollerne. Læs mere om filmen på IMDb.