En ny ophavsret, der skal få penge fra Facebook og Google til medierne er på vej – og til debat. Her er fem ting, du bør rettet blikket mod.

Jeg udgiver også nyhedsbrevet Digital Ugerevy

Inden længe skal vi have en ny lov om ophavsret. Det er et resultat af EUs nye direktiv om ophavsret (der blev vedtaget for to år siden), der skal være implementeret i dansk lovgivning inden 7. juni i år.

Lovforslaget – og direktivet – har mest af alt fået opmærksomhed, fordi det skal tvinge tech-giganter som Facebook og Google for at betale for brug af mediers indhold.

Det er dermed en anden tilgang end den, Australien har valgt, hvor man bruger konkurrenceloven som afsæt – det kan du læse mere om i en anden artikel, jeg har skrevet: Derfor er mediernes krav til Facebook problematiske.

Vi kommer også til at se europæiske initiativer inspireret af den australske tilgang (formentlig også med dansk tilslutning), men for nu er vi gået ophavsretsvejen.

Det danske lovforslag, som har været i høring (du kan læse forslaget) vil blive præsenteret af kulturminister Joy Mogensen i morgen fredag (26. februar) for Folketingets medieordførere.

Lovforslaget bliver endeligt præsenteret om en måneds tid, og kulturministeren er i øvrigt kaldt i samråd om forslaget.

Der er forskellige ting i og omkring lovforslaget og forsøget på at regulere tech-giganter igennem ophavsret og Facebook-uddrag, der er blevet debatteret.

Derfor får du her mine bud på fem ting, du bør kigge efter:

1) Hvor går grænsen?

Dette er et vigtigt spørgsmål, fordi det er afgørende for, om eksempelvis de uddrag, der bliver vist på Facebook, når du deler et link til en artikel, kan være omfattet af ophavsret.

I EU-direktivet er denne former for uddrag (også kaldet “snippets”) som udgangspunkt undtaget. Men – det er forudsat, at de er “very short”. Og det er så formuleringen, der skal slås om nu, fordi den er så vagt formuleret.

Og hvad er så “meget kort”? Ja, det er vitterligt meget kort. Spørger du brancheorganisationen Danske Medier skal vi ned under 11 ord. Som de skrev i en artikel fra maj 2020 i forbindelse med den nye EU-lovgivning:

“Danske Medier har i dialogen med kulturministeriet fremhævet, at EU-domstolen i Infopaq-sagen fra 2012 nåede frem til, at gengivelsen af et tekstuddrag bestående af blot 11 ord kan være en krænkelse af ophavsretten. Danske Medier mener derfor, at ”meget korte uddrag” må betyde uddrag, som er kortere end 11 ord.”

Hvor langt kommer vi ned? Ja, det bliver spændende at se. Jeg hører tallet ‘5’, og det er jo kortere end 11, kan man sige.

Udfordringen ved denne form for begrænsning er, at den er ufattelig nem at komme omkring for Facebook. De kan let skrue ned for længden af uddrag, og så taber medierne alligevel trafik. Lige nu ser det ud til, at loven kun omfatter forholdet mellem medier og tech-platforme, så derfor bør det kun være uddrag fra medier, der skal ned under de 11 ord.

Andre delinger går fri. Det samme gælder uddrag på andre platforme, såsom Google.

2) Hvem får betaling?

Hvis der kommer penge fra platformene til de danske medier, skal de penge jo så fordeles. Dels imellem medierne (mere om det i næste punkt) og mellem medierne og de journalister, der er ansat.

Årsagen til det er, at ophavsretten til eksempelvis artikler er delt mellem de journalister, der skriver dem, og så de medier, de arbejder for. Det er en standardting i en ansættelseskontrakt, at journalisten overdrager en del af sin ophavsret – det er en betingelse for, at samarbejdet fungere, og mediet kan tjene penge.

Det betyder jo så, at pengene fra platformene (der er indkrævet med ophavsretten i hånden) skal fordeles mellem medier og journalister. At journalisterne får en bid af kagen er selvsagt en af kernesagerne for Dansk Journalistforbund, der jo netop organiserer langt størstedelen af de danske journalister.

Her kan der opstå en konflikt mellem Journalistforbundet og brancheorganisationen Danske Medier som en arbejdsgiverorganisation. Hold derfor godt øje med, om vi bliver klogere på den fordeling.

Både Journalistforbundet og Danske Medier påtaler kompensation af journalister (også kaldet “ophavsmænd” eller “autorernes”) i deres høringssvar til det oprindelige lovforslag (Danske Medier foreslår et andet ordvalg), men det er ikke til at sige på det grundlag, om der kan ligge en konflikt og vente der.

Læs de omtalte høringssvar:

• Dansk Journalistforbund
• Danske Medier

3) Hvordan organiseres den kollektive aftale?

Som noget ganske unikt i den danske implementering har Joy Mogensen valgt at inkludere muligheden for en kollektiv aftale.

“Vi har valgt at gå længere, end EU kræver, ved at give de danske medievirksomheder mulighed for at kunne forhandle samlet med techgiganter. Så skal de ikke stå en og en og kæmpe mod de meget store og magtfulde virksomheder, som techgiganter er blevet,” sagde hun ifølge denne Journalisten-artikel.

Både Danske Medier og Dansk Journalistforbund bakker op om muligheden for en kollektiv aftale. Det skal gøre det lettere for de enkelte medier, især de små, at få en aftale med en så stor størrelse som Facebook.

Det bliver formentlig svært at få en kollektiv aftale med Facebook, kan favne bredt i branchen, selvom Berligskes direktør Anders Krab-Johansen (der også sidder i Danske Mediers bestyrelse) skriver at både “store, små, gamle og nye bliver inviteret med”.

En anden interessant ting er, hvordan den kollektive forhandling bliver organiseret. Der skal etableres det, der kaldes en CMO (Collective Management Organisation), men det er interessant, om den kommer til at eksisterede i regi af noget eksisterende.

I lovforslaget nævnes en “rettighedsorganisation”:

“Det foreslåsyderligere, at der i§ 52 d indføres en specifik aftalelicens for informationssamfundstjenesters brug af pressepublikationer, således at rettighederne kan klareres kollektivt hos en rettighedsorganisation, der omfatter en væsentlig del af ophavsmændene til de værker, der anvendes i pressepublikationer.

Forslaget går ud over direktivet, men det er Kulturministeriets vurdering, at aftalelicenssystemet er velegnet til at sikre en simpelog ubureaukratisk mulighed for at indgå aftale for informationssamfundstjenester om brug af pressepublikationer efter den foreslåede § 52 c, idet der vil være tale om et højt antal værker, som kanvære meget administrativt tungt og i praksis ikke muligt for informationssamfundstjenesterne at klarere med hver enkelt presseudgiver.”

Derudover foreslås det, at den enkelte udgiver kan nedlægge veto og dermed ikke være omfattet af aftalelicensen.

Så her er der også noget at holde øje med, når vi kender mere til det lovforslag, kulturministeren præsenterer i morgen fredag.

4) Hvilken opgave får ophavsretslicensnævnet?

I den Journalisten-artikel, jeg tidligere har linket til, forklarer Joy Mogensen, at hvis parterne i en forhandling ikke kan blive enige, skal det afgøres af Ophavsretslicensnævnet. Her er en højesteretsdommer formand.

Konstruktionen omkring brugen af nævnet er interessant. Hvis vi kigger på Australien (som ganske vist arbejder ud fra konkurrencelovgivning og ikke ophavsret) er der en lighed, at der også her er en instans, der skal tage sig af de sager, hvor man ikke kan blive enige.

Det var en af de ting, Facebook protesterede mod og fik ændret efter deres blokering af australske medier. Ændringen betyder, at Facebook og et givent medie nu har to måneder til at forhandle en aftale på plads, før forhandlingen bliver tvunget til en afgørelse igennem voldgift.

(Ændringen betyder angiveligt også, at Facebook i høj grad selv kan vælge, hvem de vil lave aftaler med, men det er en anden ting, vi ikke kigger mere på i denne sammenhæng.)

Derfor er det interessant, om der i den danske lov bliver indsat en lignende tidsramme. I det hele taget bliver hele konstruktionen omkring ophavsretslicensnævnet interessant.

5) Bliver der indgået aftaler omkring Facebook News og Google News Showcase?

I løbet af det seneste stykke tid, er det blevet tydeligt, at lovene og lovforslagene ikke kun handler om at få de store platforme til at følge paragrafferne.

Det handler også (og måske endda i større grad) om at skabe en forhandlingsposition og få dem til bordet.

Det har vi blandt andet set i Australien, der har indgået aftaler mellem nogle medier og Facebook samt Google – og i Frankrig, hvor der er indgået aftaler mellem nogle medier og Google.

Nøgleordene er “nogle medier”. Det er nemlig især de store medier, der har formået at få aftaler igennem med platformene. Om der også kommer aftaler til mindre medier, skal vi nok vente lidt, før vi er klogere på.

I Frankrig, der også har en noget mere opsplittet mediebranche end den danske, har det sågar ført til splid, hvor nogle medier ikke forstår, hvorfor de ikke er med i de aftaler, der er lavet med Google.

Den tilgang får Google nu kritik for.

Fælles for aftalerne er, at de enten involverer Facebook News (et faneblad med nyhedsindhold, der ellers kun var lanceret i USA og UK) samt Googles nye Google News Showcase, der blandt andet skal indeholde indhold fra medier, der ellers er bag paywall.

Det er formentlig ikke tjenester, som mange mennesker nogensinde kommer til at bruge, men de er oplagt at bygge aftaler omkring for Facebook og Google. Dermed får de både lukket aftaler og munde.

Det er logisk for tech-platformene, for – som Facebooks kommunikationschef i Norden, Peter Münster forklarer:

“News Tab betaler vi netop fordi vi etablerer en adgang til alt indhold hos de mediehuse, der er med. Det giver os nemlig mulighed for at gå ind og foretage en udvælgelse, som sikrer at brugerne får et bredt, repræsentativt indtryk af mediebilledet på en separat flade i app’en. Det vil vi naturligvis gerne betale for”

Det er med andre ord en meget renere relation og transaktion. Og det giver tech-firmaerne en oplagt platform til at markedsføre deres nye tiltag.

Så derfor: Hold øje med, om der er nogle medier, der indgår aftaler med Facebook og Google, og om deres News-faneblad og News Showcase indgår – og hvordan.

Bemærk (en stille bøn):

Jeg arbejder som rådgiver og konsulent, men jeg bruger tid på at sætte mig ind i – og dele ud omkring – emner som dette, fordi jeg synes, det er vigtigt for branchen. Og fordi ganske få af de medier, der burde dække mediebranchen og den her sag, reelt gør det.

Jeg håber derfor, at du vil overveje at gøre brug af mig som konsulent, projektleder, sparringspartner, workshop-leder etc., så jeg bedre kan retfærdiggøre at bruge tid på vigtige emner som dette – og at give indholdet væk gratis. Forhåbentlig til gavn for hele branchen.

Læs mere:

• Min egen hjemmeside
• Willmore, hvor jeg arbejder som rådgiver og digital chef

Tak fordi du læser med,
Lars