Det er potentielt ikke godt for demokratiet, når indhold bliver gemt bag betalingsvægge. Men det er det heller ikke, hvis mediernes forretning ikke hænger sammen. Flere medier sidder derfor i en svær saks.
For nylig skrev jeg om, hvordan lokalmediernes udfordringer med at konvertere gratisbrugere til abonnenter forstærker truslen fra nyhedsørkener. En udvikling, vi også risikerer at se herhjemme.
I sidste uge var jeg ude at holde et oplæg omkring mediernes udvikling mod abonnementer som primær indtægt, den stigende brug af paywalls/betalingsmure samt betydningen for demokratiet.
Oplægget (og min deling af det på Twitter) affødte en større diskussion, der hurtig kan blive binær: Er paywalls gode eller dårlige for demokratiet?
Så sort/hvidt kan man naturligvis ikke stille det op. For jo, ganske vist har det betydning for lokaldemokratierne, når indhold bliver gemt væk – som denne gennemgang af udvalgte norske og danske medier viser:
“We posit that while paywalls may constitute a new revenue stream for local news media under financial pressure, they also challenge the civic function of the local news media since fewer people consult them.”
Men hvis betalingsmuren betyder, at mediet kan overleve eller som minimum få en sundere forretning, så er det jo i sidste ende bedre for demokratiet.
Men vi kommer ikke udenom, at mange medier sidder i en saks: På den ene side er de nødt til at kigge på alternative indtægter, da de store tech-firmaer sidder på en stor del af annoncemarkedet.
I oktober skrev iUM:
“Tech-giganterne, primært Google og Facebook, tegner sig for 61 procent af online-annonceomsætningen. Eller 35 procent af den samlede annonceomsætning.”
…men samtidig betyder det både mindre synlighed og færre annoncekroner, når man begynder at lægge indhold bag en betalingsmur.
Hvis vi skal have tal på mediebranchens brug af abonnementer, er det Patrick Arendal Fahlströms Subscribo-analyse, vi skal skele til:
“87% af dagbladene arbejder med digital betalingsstrategi”
Der findes vi også tal på, hvor mange medier herhjemme, der kigger på betalinger for det digitale indhold:
“182 danske medier benytter digital betalingsstrategi”
Lidt kontekst:
“For at sætte de 182 medier i perspektiv, så udgiver cirka 300 medlemmer af branche-organisationen Danske Medier omkring 900 medier. Dette inkluderer dog både analoge og digitale medier samt radio- og TV-kanaler – stort set hele den danske mediebranche.”
Lav betalingsvillighed
Forskning fra USA viser, at selvom folk er stolte af deres lokalmedier, så er der ikke den store interesse i også at betale for dem, skrev Knight Foundation sidste år:
“Encouragingly, many Americans consider local news organizations to be an important community asset and a source of community pride. But, despite generally positive assessments of local news, our findings suggest that the financial base that supports these organizations is limited. This gap suggests a market failure — many recognize the benefit of the product to the public but are unwilling to pay for it.”
Et andet amerikansk studie har vist, at når lokalindhold forsvinder (i USA skyldes det lukninger, men en antagelse er, at det samme i nogen grad gør sig gældende, når indholdet bliver gemt væk), sker der en nationalisering af politikken og polarisering i samfundet:
Fra Journal of Communication, november 2018:
“We argue that the decline of local newspapers has contributed to the nationalization of American politics: as local newspapers close, Americans rely more heavily on available national news or partisan heuristics to make political decisions.”
Og fra The Conversation, februar 2019:
“We found that the decline of local newspapers and the ‘nationalization’ of political news are polarizing vote choice”
Umiddelbart ser det ud til, ud fra USA, at de landsdækkende medier klarer skiftet bedst. Og måske klarer de sig for godt.
“Why the Success of The New York Times May Be Bad News for Journalism,” skrev Ben Smith i sin første klumme for netop The New York Times. Han er tidligere chefredaktør for BuzzFeed, der kæmper med blandt andet The New York Times.
Men… det har jo altid kostet penge?
Når man taler om, at skiftet mod digitale betalingsmure, bliver man mødt med argumentet om, at medier (også de lokale af slagsen) altid har kostet penge, og at tilstanden derfor grundlæggende er det samme.
Problemet er, at brugerne af medierne ikke tager højde for den form for mediehistorie, når de møder en boks, der beder dem betale. De sammenligner med det, de umiddelbart kan huske — det gratis indhold på internettet. Både indholdet hos de danske medier fra før, betalingsmurenes indtog, og selvfølgelig det gratis indhold, de ellers kan finde ganske nemt på nettet.
Så argumentet om, at journalistikken og indholdet altid har kostet penge sandt – men udgangspunktet er i højere grad forretningslogik og i mindre grad brugerlogik. (Og så kan vi en anden gang åbne diskussionen om, hvorvidt det reelt var indholdet, folk betalte for. Noget tyder på, at det var det ikke.)
Gordisk knude
Kort fortalt står mange medier i et paradoks: De er nødt til at implementere betalingsmure for at supplere indtægterne fra annoncer med mere – og gerne noget mere stabilt.
Når de gør det, risikerer de at udfordre deres egen rolle i samfundet og demokratiet. Det gælder især for lokalmedier, der ligger tidligt i den journalistiske fødekæde og er arnestedet for mange historier, der senere når de store, landsdækkende medier.
Derfor er det også helt rigtigt set af Center for Journalistik ved Syddansk Universitet, at deres næste fellow skal forske i netop nyhedsørkener:
“Mange andre lande har oplevet, at lokale medier forsvinder, og at der opstår nyhedsørkener med ingen dækning af hele lokalområder. Det skaber et demokratisk underskud, som kan være ødelæggende for et samfund. Noget lignende kan være på vej til at ske herhjemme, men vores lokaljournalistik er for vigtigt til bare at lade stå til.”
Det er den nemlig. ◉
Hvem skriver?
Jeg er oprindelig journalist og har arbejdet med digital udvikling i mediebranchen i en række år.
Jeg har bl.a. været leder af Ekstra Bladets redaktionelle udviklingsteam, chef for produktudvikling hos Infomedia – og jeg har arbejdet en masse med brugeroplevelse, teknisk performance samt projekt- og produktledelse.
I dag (fra august 2022) arbejder jeg hos Berlingske Media, hvor jeg som leder af Audience-teamet arbejder med data, journalistik, brugerbehov og meget mere på tværs af vores medier.
Jeg udgiver også Digital Ugerevy – en ugentlig opsamling på de vigtigste historier og tendenser i og omkring den digitale mediebranche.