‘Hands On’ er en serie af artikler, hvor jeg deler forskellige tips til dig, når du sidder foran skærmen. Se de andre ‘Hands On’-artikler.
Forkortede links var i meget høj grad noget, der opstod sammen med Twitter. I starten var tegngrænsen på de 140 tegn nemlig ret hård, så det betød, at lange URL’er/links kostede på antallet af tegn, man havde til at skrive.
En af de første, jeg brugte var TinyURL.com, som nærmest ligner sig selv fra dengang. Med den kan du få en længere URL som fx https://larskjensen.dk/opsamlinger/uge-45-2017/ ned til http://tinyurl.com/yasgxkq3.
Siden kom andre tjenester som bit.ly, og Google lancerede deres URL-forkorter, goo.gl. De to tjenester, som denne artikel skal handle om. Både goo.gl og bit.ly tilbyder nemlig noget, som vi journalisttyper er vilde med: Statistik. Man kan nemt se, hvor mange der har klikket på netop dét link samt lidt om dem, såsom browser, styresystem etc.
Og antallet af klik er jo et direkte udtryk for interesse, og om linket var værd at dele, ikke sandt..? ?
*
Anyways, hvis man kun forkorter URL’er for at vinde plads, er der dog ikke den store grund til det længere. Tilbage i 2010 lancerede Twitter deres egen URL-forkorter-tjeneste, t.co. Det kan du læse mere om hos bl.a. Fast Company.
Hvis du er foran en computer nu, så prøv at holde musen over et link inde på Twitter.com, og du vil kunne se på statuslinjen nederst, at skønt linket er “skrevet ud” i selve tweet’et, så peger det på en t.co-URL.
Der er dog stadig dem, der bruger URL-forkortere som bit.ly og altså goo.gl – formentlig på grund af statistikken. Men hvis man bruger dem, skal man være opmærksom på, at man ikke har den statistik for sig selv.
Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet nederst, når du er færdig med at læse artiklen. Så får du flere tips og spændende indhold direkte i din indbakke.
I et tweet gjorde Lars Damgaard Nielsen opmærksom på, at det er ret nemt at se, hvor mange klik, andre får på deres bit.ly- og goo.gl-links:
Husk du altid kan se dine konkurrenters trafik, hvis de bruger en short-url på et opslag. Bare tilføj + efter url'en. Virker bl.a. på bit.ly og goo.gl. Se f.eks, her: https://t.co/WIGIKp0Cwr (fra dette opslag: https://t.co/1PvuRNZ4GW) #smdk
— Lars Damgaard Nielsen (@tafkal) November 9, 2017
Lad os teste det
Lad os da lige hurtigt tjekke, om manden har ret (spoiler alert: det har han). Vi kan for eksempel lave en Twitter-søgning på “url:goo.gl” for at få en masse tweets, der linker til goo.gl-URL’er. Det er dog lige lovlig meget spredehagl, så lad os nøjes med at søge på url:goo.gl for folk, jeg følger på Twitter, og som skriver på dansk.
(Hvis du er foran en computer, kan du styre det ved hjælp af filtrene ude til venstre. Er du i Twitter-app’en på din telefon, skal du trykke på det lille blå ikon med to vandrette streger og små cirkler i højre side af søgefeltet, når du har søgt – her kan jeg dog ikke vælge sprog, som på twitter.com.)
Den søgning fører os blandt andet til dette tweet fra en Politiken-journalist:
Breaking: Aalbæk fratages al indflydelse, småtte-ansvar og må ikke udtale sig om #zentropa https://t.co/lICbHeXvFL @politiken @MsStockmann
— Lea Wind-Friis (@leawindfriis) November 14, 2017
Lad os nu gøre, som Lars Damgaard Nielsen tippede os om og sætte et plus på: https://goo.gl/DevDg3+
Og værsgo’, dér har du statistikken:
*
Lad os lave en lignende søgning på bit.ly-links. Den fører os til dette tweet fra spillestedet Vega:
Den amerikanske rapper @Tyga giver sin første koncert på dansk grund i Store VEGA den 23. februar. https://t.co/6Jw9QI7AKh #vegacph pic.twitter.com/90RwRO2sW0
— VEGA (@VEGAcph) November 15, 2017
Sæt + på den forkortede URL og værsgo’:
Bit.ly er noget mere nærig med statistikken, så hvis man skal udvælge et ynlings-“offer” må det være goo.gl, der rask væk forærer os formentlig alt, det ved om den forkortede URL.
*
Dette er jo selvfølgelig ikke det samme som, at man skal holde op med at bruge disse tjenester. Men… hvis man har et mere fortroligt forhold til sine data, så skal man nok enten lade være – eller finde en tjeneste, der ikke eksponerer data på samme måde, som goo.gl og bit.ly gør i dette eksempel.
Man kan også bare kopiere sine URL’er ind i Twitter og lade den forkorte dem. Men det koster selvfølgelig på statistikken.
___
Del denne artikel på Twitter:
___
Foto: Dmitry Ratushny / Unsplash
Kan du lide, hvad du læste?
Så tilmeld dig nyhedsbrevet – så får du en mail hver weekend, blandt andet med den populære ugeopsamling på medier, teknologi og digital udvikling: