Facebooks Fake News-fejltagelse

Vil du være på forkant med udviklingen?

Så tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag en ugentlig mail med den digitale ugerevy samt artikler og analyser af digitale medier og tendenser.

Er du midt i noget? Gem artiklen i Pocket og læs den senere:

– 0 –

For nylig offentliggjorde Facebook i en pressemeddelelse, at man vil indstille markeringen af “omdiskuteret” eller “disputed” indhold – det, der i den offentlige debat ofte blot kaldes “Fake News”.

Facebooks grunde er flere, men en af de centrale årsager er, at markeringer af “Fake News” faktisk kan gøre det værre. Forstået på den måde, at hvis nogle får at vide, at en historie, der bekræfter deres synspunkter, er løgn – så er de i nogle tilfælde faktisk mere tilbøjelige til at tro på historien. Selvom den ikke passer.

Derfor skal man være meget forsigtig med at markere nogle historier som løgn. I stedet vil Facebook nu vise relaterede historier, så læseren kan få et bredere perspektiv på en historie eller begivenhed. Det er nok en bedre vej at gå, og Facebook har lært nogle fornuftige ting.

Men hvad der er knapt så fornuftigt er, at Facebook kunne have researchet og læst sig til de erfaringer, inden de lancerede deres “Fake News”-markeringer, der har været omgæret af problematik.

Fem år gammel forskning

Den 20. december udgav Jeff Smith (der er ‘Product Designer’ på Facebooks News Feed), Grace Jackson (‘User Experience Researcher’) og Seetha Raj (‘Content Specialist’) artiklen ‘Designing Against Misinformation’. Her skriver de bandt andet:

Disputed flags could sometimes backfire: We learned that dispelling misinformation is challenging. Just because something is marked as “false” or “disputed” doesn’t necessarily mean we will be able to change someone’s opinion about its accuracy. In fact, some research suggests that strong language or visualizations (like a bright red flag) can backfire and further entrench someone’s beliefs.

Den videnskabelige artikel, de linker til i det tekstafsnit, er fra september 2012 – altså mere end fem år gammel.

I sin seneste bog, ‘#republic’, skriver Cass Sunstein også om, hvordan markeringer af “Fake News” kan gøre det værre (blandt andet med udgangspunkt i undersøgelser). Jeg har tidligere skrevet om nogle af pointerne fra bogen – det bør du læse, hvis du synes, problemstillingen er interessant.

Min pointe her er, at dette er kendt viden – og også var det, inden Facebook satte sig for at afprøve deres markeringer af falske nyheder.

1922 har ringet…

Samtidig er det vigtigt at huske, at “Fake News” (altså løgne i medierne og/eller usandheder, der giver sig ud for at være nyheder) er ældre end Donald Trumps tid som præsident.

Tilbage i 1922 udgav Walter Lippmann ‘Public Opinion’, hvor han bruger eksempler og begreber, vi i dag ville kalde “Fake News” og “ekkokamre” (altså de steder, hvor man omgiver sig med folk, man er enige med).

Lippmanns pointe er, at vi som modtagere af nyheder og informationer ikke kan forstå verden i al dens kompleksitet. Derfor opstiller vi “pseudo-miljøer”, som vi anskuer informationerne igennem for at bilde os selv ind, at vi nu forstår sammenhængene og konteksten. Det er det, Lippmann kalder for “stereotyper”, og det drejer sig netop om, at vi hver især lægger et filter på, inden vi fordøjer den information, der kommer til os.

Yderligere problematisk bliver det af, at vores reaktioner på informationerne (som altså kan være ude af proportioner eller direkte baseret på forkerte antagelser) ikke sker i disse “pseudo-miljøer”, men i den virkelige verden, hvor reaktionerne kan påvirke andre.

Jeg siger ikke, at alle hos Facebook partout skal læse Walter Lippmann, men hvis man accepterer hans teori om stereotyper, vil man uundgåeligt komme til at beskæftige sig med, hvordan oplysninger når brugeren og bliver vendt og drejet. Det er fra dette perspektiv (og ikke som platformen og afsenderen Facebook), man skal udtænke sine tiltag – og det vil give en bedre vinkel at anskue for eksempel “Fake News”-markeringer fra.

Hvis du synes det lyder spændende, bør du læse en artikel, jeg har skrevet om ‘Public Opinion’.

For langsomt og uigennemsigtigt

Noget andet er Facebooks effektivitet, der bestemt heller ikke var optimal.

For selvom en markering af noget som værende løgn (eller “disputed”) kan få antallet af impressions/visninger på Facebook til at falde med op mod 80 procent (som du kunne læse hos BuzzFeed i oktober måned), tog det mere end tre dage at få mærkaterne på – og de fleste visninger sker typisk i løbet af netop de første dage. Så dengang var det også værd at stille spørgsmålstegn ved effekten af markeringerne.

Op til det tyske forbundsdagsvalg i september måned indgik Facebook et samarbejde med ‘Correctiv’, der arbejder med undersøgende journalistik. Resultaterne af det samarbejde kan (ifølge Politico) beskrives som blandede.

For eksempel vidste faktatjekkerne ikke, hvordan Facebook lavede den liste af indhold, der skulle tjekkes – og derudover oplevedes værktøjet som mangefuldt.

Lær, før du bygger

Så, hvis vi skal sætte tingene lidt på spidsen, har Facebook introduceret et værktøj, som der var blandede erfaringer med, og som markerer falske nyheder på en måde, som Facebook nu er gået væk fra – blandt andet af årsager som de kunne have researchet sig frem til inden.

Forstå mig ret: Det er fint at begå fejl og lære af dem, så man hele tiden arbejder bedre og skaber bedre produkter. Men det er ikke forbudt at tænke sig om.

Det minder mig om, da jeg i november var til en præsentation af en ny dansk bog om digitale strategier (her er min artikel derfra). Her fortalte bogens forfatter (Mads Kristensen) blandt andet om den efterhånden klassiske ‘Build, Measure, Learn’-cyklus, som kendes fra især ‘Lean Startup’-metodikken.

På det seneste er man dog begyndt at starte et andet sted, så det nu hedder ‘Learn, Build, Measure’. Årsagen er ganske enkelt, at der er for mange, der ikke tænker sig om og sender enten halvfærdige eller uigennemtænkte produkter i markedet, som det er meget svært at lære noget af.

Set i det lys følger Facebooks nu forhenværende “Fake News”-markeringer en lidt kedelig tendens indenfor den digitale udvikling, hvor man skynder sig at lave et eller andet, hvor man måske burde have startet med en ordentlig research-fase i stedet.

– 0 –