I vores branche og fag er der et ordsprog, der siger, at “journalistik kan føre til store ting, hvis man forlader den i tide”. Selvom det jo ikke helt passer (vi journalister er ikke altid kendt for at være de mest positive mennesker), så er der dog en sandhed i, at journalistik kan føre til mange ting.
Desværre er det begrænset, hvad vi taler om af muligheder. Ofte bliver det malet op som bordet med de to sider:
- På den ene side sidder journalisten med sine kritiske spørgsmål,
- og på den anden sidder kommunikationschefen eller pressemedarbejderen og forsøger at få journalisten til at fortælle den historie, vedkommende forsøger at sælge.
Men hvad nu hvis jeg fortæller dig, at der er et alternativ? At du kan få masser af tid til at interviewe interessante mennesker og bruge din ekspertise som journalist til at indhente oplysninger og viden, uden at du skal hjem til en sur redaktør, der vil have dig til at skære halvdelen af din artikel eller dit indslag væk?
Og at du som journalist kan arbejde med andet end bare at sidde og skrive andres artikler af i jagten på flere klik, uden du har tid til at stoppe op og rent faktisk tale med nogle af de mennesker, det drejer sig om.
Er du nysgerrig? Så hør her:
I mit arbejde med produktudvikling hos Infomedia er jeg fra tid til anden ude at tale med de mennesker, der bruger vores produkter. Ikke kun for at høre, hvad de vil have – men mindst lige så meget for at høre om deres hverdag. Det er faktisk noget, jeg har en klar ambition om at gøre endnu mere.
Det lyder måske som noget, der er langt væk fra det, jeg er uddannet til på Journalisthøjskolen. Men mine samtaler med kunder og brugere giver mig faktisk et oplagt sted, hvor jeg kan praktisere en af de journalistiske kernediscipliner; interviewet.
Langt fra og tæt på
Jeg plejer at sige, at jeg aldrig har været længere væk fra journalistikken, end jeg er nu – men at jeg samtidig heller aldrig har været tættere på.
Når jeg sidder over for en eller flere personer, der bruger vores produkter, har jeg det som en fisk i vandet. Jeg er parat til at afvige fra spørgerammen, hvis jeg fornemmer en interessant historie eller vinkel, og jeg er ikke bange for at bore, hvis jeg får halve svar, eller personen overfor mig har svært ved at sætte ord på det, han eller hun vil sige. Jeg bider mig fast, indtil jeg har et svar, jeg kan bruge til noget.
Som journalist er jeg trænet i, at jeg efter interviewet skal tale med en redaktør om, hvad jeg så har fået med hjem. Derfor ved vi journalister godt, at det ikke går at komme hjem med matte interviews og halve sætninger.
Jeg ved som regel, hvad min redaktør vil spørge om (også selvom jeg ikke har en), så jeg sørger for at stille de spørgsmål, når jeg sidder sammen med personen. Og så spørger jeg “hvorfor” rigtig mange gange. Fordi jeg så kommer forbi, hvad personen gerne vil have og indtil hvorfor vedkommende vil have det.
Når jeg kommer tilbage fra interviewet, skal jeg ikke (som en journalist ville gøre) omsætte interviewet og citaterne til for eksempel en artikel, men jeg skal noget, der er lige så sjovt; jeg skal omsætte det til viden, vi kan bruge til at skabe bedre, mere vedkommende og værdiskabende produkter.
Vi bruger Value Proposition Canvas meget. Det er en slags lillebror (eller -søster) til den mere kendte Business Model Canvas. Her er der fokus på de opgaver (kaldet “jobs”), brugeren skal have udført i sit arbejdsliv og de “pains” og “gains” personen møder – og hvordan man så vil adressere de størrelser i sit produkt.
En ekstra bonus er, at Value Proposition Canvas-modellen også (sammen med Jobs To Be Done-rammeværket som vi også bruger i vores interviews) giver mig skelettet til min spørgeramme. Forstået på den måde, at jeg overordnet ved, hvilken viden og indsigt jeg i hvert fald skal have med hjem fra interviewet.’
Interviewet bliver en fortælling
Processen med at få interviewet lagt på kanvasset betyder, at interviewet bliver dekonstrueret og nærmest atomiseret til en myriade af post-its. De post-its skaber (samme med de andre post-its fra de andre interviews) fortællingen om vores brugere og om vores produkter. Hvad er det vigtigste for vores brugere, og hvordan kan vi hjælpe dem?
Jeg tænkte ikke over det, da jeg gik i gang, men det er jo ren journalistik. Jeg er ude at lære noget ved at tale med nogen, som jeg omsætter til en fortælling til mine kolleger, som så igen gerne skal give os bedre produkter og gladere kunder.
Som jeg skrev tidligere: Jeg har aldrig været længere fra journalistikken, men jeg har heller aldrig været tættere på den.
Så glem bordet med de to sider og journalisten og kommunikationsmedarbejderen, der sidder på hver sin side og forsøger at løbe om hjørner med og gennemskue hinanden. Gå ud af rummet, luk døren efter dig og overvej, om der er en tredje vej for dig.
Det kunne for eksempel være, at produktudvikling og ‘Product Management’ måske er mere dig. Et sted, hvor der er mere rum til fordybelse samt brug og omsætning af det, du lærer i dine interviews.
Hvis jeg skulle ud at ansætte en til at lave produkt- og kundeinterviews, ville jeg ikke tøve med at inkludere journalister blandt dem, jeg søger. Nej, du får ikke en masse artikler ud med dit navn på.
Til gengæld får du god tid til at tale med dem, du skal skabe værdi for – og du lærer noget vigtigt, der giver dig en unik position i din organisation: Som en af dem, der kender kunderne bedst. ◼
–
(Denne artikel er bl.a. skrevet på baggrund af en række kaffesnakke med Mads Kristensen. Lad derfor dette være en opfordring til, at du husker at tage (kaffe)snakke med interessante og inspirerende mennesker ?)
–
Læs mere
Hvis du er nysgerrig på Jobs To Be Done, kan du læse disse artikler, jeg har skrevet:
- Customer Jobs er ikke kundebehov (18. april 2018)
- Hvad skal medierne tage penge for? (Journalisten, 5. marts 2018)
Jeg kan også anbefale dig at læse denne artikel fra MIT Sloan Management Review:
← Forsiden | Nyhedsbrev | Artikler →
Foto: Pixabay / Pexels