5 bud på medieåret 2018 – og en joker

🎧

Hvis du hellere vil lytte til denne artikel, kan du bruge afspilleren under artiklen.

Varighed: 21:34


Vil du være på forkant med udviklingen?

Så tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag en ugentlig mail med den digitale ugerevy samt artikler og analyser af digitale medier og tendenser.


 


 

Introduktion

2017 nærmer sig sin afslutning, og derved befinder vi os officielt i den periode, hvor forskellige folk kommer med mere eller mindre kvalificerede bud på året, der kommer.

Mediebranchen er ingen undtagelse – og det vil jeg selvfølgelig heller ikke være 😉

(Inden du læser videre: Vi er nogle stykker, der bruger hashtagget #dkmedier2018 til at dele forudsigelser, gæt, forhåbninger, teorier og så videre om og omkring medier for året, der kommer. Det vil være fedt, hvis du vil være med.)

Som med alle andre brancher og områder, er der alt for mange tendenser og bevægelser i mediebranchen til, at man kan opsummere og forsøge at forudsige dem alle sammen i én artikel. I hvert fald i en artikel, folk samtidig også gider læse.

Jeg har derfor udvalgt fem tendenser og en joker, som jeg tror, kommer til at betyde noget i mediebranchen 2018 – også for den danske. Jeg gør det med afsæt i min digitale ugerevy, hvor jeg hver uge udgiver en opsamling på nye medier og digital udvikling.

Der er derfor tale om tendenser, jeg har observeret både derigennem og ved at snakke med folk i og omkring mediebranchen. Det er naturligvis ingen garanti for, at det kommer til at holde stik 😊

Anyways, ikke mere snak – lad os kaste os ud i det:

 

1. Indtjening

Glem alt om kunstig intelligens, chatbots, Virtual Reality, Augmented Reality, Blockchain, intelligente assistenter og… så… videre. Det her bliver trenden over dem alle: At medierne skal tjene penge på det, de laver.

Det kan virke lidt fesent at kalde det en spådom, for vi er allerede i tendensen, men det kommer til at fylde mere. Nærmest hver eneste beslutning, satsning og fravalg, de danske medier kommer til at foretage bliver med tanke på, om det er noget, der koster mere, end det vil kunne tjene.

Det kommer især til at handle om at tjene penge på sine læsere, seere og brugere.

Indtjening vil være den megatrend (måske tager jeg munden lidt for fuld her…) der vil diktere og skabe/fjerne forudsætningerne for andre tendenser i branchen i året, der kommer.

Måling, måling, måling

Og det betyder også, at der vil blive målt mere. Hvad er eksempelvis værdien af et fantastisk flot “long read”, hvis folk ikke kommer igennem, eller det ikke skaffer abonnementer?

(En ph.d. fra 2016 konkluderede faktisk, at medierne ikke er gode nok til at måle effekten af blandt andet deres lange artikler – i stedet laver man dem på mavefornemmelser, som Journalisten skrev.)

Og hvis en ny satsning ikke har udsigt til at tjene penge – hvorfor skal man så gøre det?

Undersøgende journalistik og salg

Det er i dette klima, den undersøgende journalistik kan have trange kår. Derfor bør graverjournalister og andre, der arbejder med tunge research-projekter også gøre alt, hvad de kan for at positionere sig i retning af at skaffe abonnenter. Det vil sige, de skal lægge vægt på deres rolle samt den værdi, de giver læseren. Og det skal de både gøre overfor læserne og for cheferne internt.

Det større fokus på indtjening ved abonnenter vil også (på sigt) skabe en form for konsolidering af abonnenter og abonnementer i den danske mediebranche. Ganske vist er der formentlig flere medier, der lever af annoncekroner, end der er annoncekroner at leve for (og det tal går kun én vej…) – men det samme gælder for betalende abonnenter.

Folk har i forvejen andre digitale abonnementer i deres liv; Netflix, Viaplay, Spotify, HBO Nordic etc. Derfor vil de formentlig også udvælge få digitale aviser, som de vil betale for.

Her kan der meget vel gå nogle ubehagelige sandheder op for nogle mediechefer og forretningsudviklingsfolk, der på tværs af mediehuse har budgetteret med at leve af de samme læsere, som alle de andre. Det er dog ikke sikkert, det sker i 2018.

Her vil nichemedier få en rolle at spille – mere om dem senere.

– o –

 

2. Diversificering vs. kerneforretningen

I den amerikanske mediebranche tegner der sig allerede nu et billede af det, man kalder diversificering. Altså at virksomhederne spreder sig ud på flere områder – det er det gamle ordsprog med ikke at lægge alle sine æg i den samme kurv.

Blandt andet går BuzzFeed (der står overfor en skuffende indtjening) og Forbes (der er ved at omlægge butikken til digital output og indtjening) med tanker, der peger i denne retning.

Årsagen er, at 2017 har vist mange medier, at man ikke kan overleve kun på annoncer. Det samme billede gør sig gældende herhjemme, hvor vi vil se flere medier satse på nye indtægtsstrømme (betaling for indhold er trods alt bare én mulighed) og formentlig samtidig skære organisationen til – sagt på godt dansk: Fyre folk.

Det helt store sats for indtjening vil formentlig være premium indhold – altså det indhold, man køber sig adgang til. Enten via abonnement (den langt mest populære model) eller køb af enkelte artikler, som det kendes fra akademiske artikler, men som ingen medier vist rigtig gør brug af.

Kom nu, lokalmedier!

I USA er der en del lokalmedier, der også begynder at gøre “events” til en del af forretningen. Det kommer vi helt sikkert også til at se herhjemme – lokalmedierne har trods alt stadig en fantastisk evne til at samle folk fysisk for at debattere emner, der optager lokalmiljøet.

I de seneste år har man gradvist forsøgt at flytte det ind på de sociale medier – men så længe medierne betragter Facebook som en kilde til trafik, får de ikke den nære tilknytning til deres lokalmedie. Det gælder om at slukke computeren og komme ud af redaktionslokalet.

Vender klubberne tilbage?

Medierne har (for nogles vedkommende desperat) brug for en nærmere tilknytning til deres læsere efter at have forsøgt at pumpe klik og sidevisninger ud af dem i årevis.

Et tættere bånd øger sandsynligheden for, at en læser går fra at være “gratist” til at være betalende abonnent. Hvis du intet har tilfælles med et medie og ikke går op i det, de dækker (eller måden, de gør det på), vil du så betale for det? Næppe.

Som Digiday skriver i en artikel, hvor de kigger tilbage på 2017:

[…] indtægter fra forbrugere kræver, at man bygger et brand, folk bekymrer sig om, hvilket er sværere at gøre, når dit indhold kun optræder i andre menneskers feeds.

Forvent derfor, at mange medier vil begynde at tale anderledes til deres brugere. (For nogles vedkommende vil forandringen være, at de rent faktisk taler til deres brugere!) Alt fra de små stykker tekst, der omkringer “Bliv abonnent!”-knappen over e-mails til reklamer og generel kommunikation vil bære præg af en større ydmyghed for nogle mediers vedkommende.

En klassisk måde at bygge relationer mellem udgiver og læsere er de gode, gammeldags fordelsklubber. Her er folk medlem (enten mod betaling eller gratis, fordi relationen i sig selv er penge værd) og får adgang eller rabat til eksempelvis arrangementer.

Hvis jeg arbejdede på et lokal- eller nichemedie ville jeg begynde at kigge på at skabe nogle fællesskaber med mit medie som platform.

Nichemedier

Det er værd lige at bruge lidt tid på nichemedier. Som Altingets chefredaktør Jakob Nielsen spår på Twitter, tror jeg, at nichemedier vil komme til at fylde mere.

Altinget selv har en række nicher, og Politiken har også en klar strategi om at satse på digitale nichemedier – det skriver de også selv.

Nichemedier er gode for både udgiver og brugere/kunder, der alle har gavn af et mere snævert fokus. Det giver udgiveren mulighed for at gå mere i dybden med udvalgte emner og derigennem opnå en form for “organisatorisk flow” uden forstyrrelser, fordi der også lige skal skrives nyheder om alle mulige andre ting.

Det betyder bedre og mere vedkommende indhold, som der er en større sandsynlighed for, at folk synes har tilpas meget værdi til, at de vil betale for det.

Hvis man starter de rigtige nichemedier og har gjort sit forarbejde, kan man også begive sig steder hen, hvor der ikke er så hidsig konkurrence, som der eksempelvis er på markedet for generelle nyheder. Det er ikke sikkert, man rammer et 100% rent “Blue Ocean”, men det kan give mere manøvrerum og mere tid til reel idéudvikling og nytænkning.

Fokus på kernen

En tendens, der vil trække i modsat retning af diversificeringen er fokus på “kerneforretningen”, for nu at bruge en klassisk sætning.

Et eksempel er Nordjyske Medier, der solgte deres “digitale forretningsområder”, som Danske Medier skrev i starten af december.

Det kommer vi helt sikkert til at se flere eksempler på, og det vil blive en farlig balancegang for de medier og udgivere, der vælger den vej. Årsagen til, det er farligt er, (udover at man risikerer at skære forretningen så meget til, at man mister sin manøvrekraft) at mange medier fejlagtigt tror, det er indholdet, man skal leve af.

Det er det ikke; det er i stedet den rolle, indholdet spiller i folks liv, man skal leve af. I det hele taget er det de roller, ens produkter spiller i brugernes og kundernes liv, man lever af. Og det er ikke sikkert, det er artikler eller videoklip folk føler, de får størst værdi ud af.

Bharat Anand, der er professor ved Harvard Business School, skriver om netop dette i sin bog ‘The Content Trap’ fra 2016: Altså problematikken med, at medierne tror, de skal leve af deres indhold og dermed ikke tænker over eksempelvis de forbindelser, ens produkter er med til at skabe. Det er for eksempel derfor, rubrikmarkedet har stor værdi – en værdi, som var med til at give den gode gamle papiravis værdi.

Hvis du er nysgerrig på ‘The Content Trap’, har jeg skrevet om et interview med Bharat Anand og perspektiveret hans tanker i en artikel med overskriften “Vi skal finde ud af, hvad folk vil betale for – ikke den journalistik, folk vil betale for”.

Når man skal fokusere på kernen af sin forretning, er det samtidig også vigtigt, at man fokuserer på “kernen af kernen”. Hvad dette går ud på, forklarer jeg i blogindlægget ‘Mod og fejl skal redde journalistikken’ på Journalisten.dk:

Kernen af kernen af det, vi laver, er journalistikkens rolle og opgave i samfundet. Det er den absolut inderste kerne af det, vi gør. Det er grunden til, vi er her; vores eksistensberettigelse. I de seneste to årtier har vi ment, at den bedste måde at nå folk har været ved at skrive artikler på papir og artikler (og nu videoklip) på internettet. Det er ikke sikkert, det er den bedste løsning fremadrettet.

Derfor skal man være ekstra forsigtig, når man svinger kniven, og være sikker på, at man har gjort sit hjemmearbejde og sine forberedelse godt og grundigt.

– o –

 

3. Brugerperspektivet

Det her er medicin til en sygdom, mediebranchen længe har haft. Bevares, man har talt om brugeroplevelse og helt sikkert haft masser af workshops, fokusgrupper (der i 80% af tilfældende sikkert er blevet brugt forkert), brainstorms og læst masser af rapporter og Medium-artikler om “god UX”.

Men for mange mediers vedkommende har det været halvhjertet, for hvis et reklamefinansieret medie (og mange lever godt af annoncerne) for alvor vil have en bedre brugeroplevelse, så skal der gøres noget ved annoncerne. Og det kræver både et mod, en strategi og en teknisk indsigt, som en del medier ikke besidder.

Den reelle brugeroplevelse

Men i takt med, at indtægter direkte fra abonnenter/kunder bliver et stadigt større fokusområde (og forhåbentlig vil stå for en stadig større del af indtjeningen) vil dem, der arbejder med og går op i den gode brugeroplevelse have det, de ikke har haft før: Et formål og en anledning til at arbejde med den reelle brugeroplevelse.

Først når de mennesker, der bruger ens produkter, er med til at betale for festen, kan man arbejde dedikeret med brugeroplevelsen. Og det er et ægte “feedback loop”, for folk vil alt andet lige være mere tilbøjelige til at betale for adgang til udgivelser, hvor der bliver arbejdet dedikeret med netop brugeroplevelsen.

Et af mine yndlingseksempler her er det amerikanske tech-magasin The Information, som jeg blandt andet nævner i et blogindlæg hos Journalisten. Jessica Lessin (chefredaktør for og stifter af The Information) skriver:

“Jeg mener stadig, det er meget mere trygt at bygge en forretning, der ikke behøver nogen annoncering for at overleve. At gøre det tvinger dig til at fokusere 100 procent på din værdi for dine læsere. Det er den eneste måde at sikre, at det, udgiverne leverer til læserne, i fremtiden er smartere, mere informeret og mere relevant end i fortiden.”

Nye metoder og rammer

Det øgede fokus på en bedre brugeroplevelse og på at have brugerens perspektiv med som en central faktor vil også have betydning for de metoder, man bruger i mediebranchen.

Jeg forventer at flere vil begynde at køre eksempelvis de “designsprints”, som startede hos Google Ventures, og som for det meste er noget, der lever i branchen for digital udvikling (jeg har tidligere skrevet om, hvordan de arbejder med dem hos det danske rådgivningsfirma Peytz).

Det unikke ved designsprints er, at man på bare fem dage kommer fra en problemstilling til en meget konkret prototype, der er testet på brugere. (Den store udfordring ved designsprints er dog, at der skal være planlagt et forløb efter sprintet, gå man også får bygget det, man har en prototype på…)

Noget andet, der forhåbentlig også vil fylde mere er tilgange som “Business Model Canvas”, der er et værktøj til at skabe forretningsmodeller, der også har fokus på brugerens behov og problemer.

Det samme gælder en tilgang som “Jobs To Be Done”. Kort fortalt går det ud på, at man anskuer alt i vores liv som “jobs”, hvor vi “hyrer” ting ind, så vi kan få dem gjort. Det kan for eksempel være, hvis du keder dig i toget: Så kan det være, du hyrer en bog eller Spotify til at underholde dig.

“Jobs To Be Done” er en metode, der tager rent udgangspunkt i brugerens behov, og vil derfor være et godt sted at starte for mange medier – også hvad gælder den grundlæggende strategi. Det kan være rigtig sundt at stille sig selv dette spørgsmål: “Hvorfor kommer folk til os? Hvad er det for problem og behov, vi løser for dem?”

Konsulenter eller “ka’ selv, vil selv”?

Disse metoder er nye for mange i mediebranchen, mens der er teknologivirksomheder og firmaer i den kreative branche, der formentlig allerede kender dem. Derudover vil konsulentfirmaerne formentlig stå i kø for at undervise mediebranchen i designsprints.

Hvis den danske mediebranche gør, som den ofte gør, vil man i alt for høj grad insistere på at gøre dette på sin egen måde. Det kan virke for nogle, mens det for andre er den sikre vej mod en forvasket udgave af noget, der oprindeligt var en rigtig god metode. Det giver dårlige oplevelser og betyder, at man aldrig vil prøve det igen.

Det er vigtigt, at medievirksomhederne tilpasser sig til de nye virkeligheder og metoder – ikke omvendt.

– o –

 

4. Færre, bedre artikler

Denne tendens skal egentlig ses i forlængelse af brugerperspektivet. Der er simpelthen opstået en følelse af mæthed hos brugerne, der skal læse artikel efter artikel efter artikel efter artikel efter artikel for at kunne følge med. Det er ikke nogen god brugeroplevelse – men det giver sidevisninger, som betyder flere annoncekroner.

Men i takt med, at annoncer og sidevisninger for mange medier vil betyde mindre, vil godt og brugbart indhold betyde mere.

Læseren kan følge med

Jeg forudser derfor, at en række medier vil skrue ned for udgivelseskadencen. Jeg skrev selv om denne trend i et essay fra november 2016 – også med The Information som eksempel:

[…] jeg føler, jeg kan følge med. De bombarderer mig ikke med 10-20 artikler, som jeg alligevel ikke har tid til at læse. De satser på få artikler, som jeg nemt kan tage stilling til, om jeg vil læse. Det betyder, at jeg rent faktisk får læst alle de artikler, jeg gerne vil læse. Det giver en følelse af completeness, og dét skal man ikke undervurdere. Det er den samme følelse, vi får, når vi klarer et punkt på todo-listen (især hvis det er det sidste), fjerner den sidste mail i indbakken og når ‘Inbox Zero’ eller bare får klaret den opgave, man har udskudt alt for længe.

Nieman Lab (en af de mest læseværdige udgivelser om mediebranchen og -tendenser) har også færre artikler med som en af deres forudsigelser for 2018: Publishing less to give readers more.

Når man som udgiver i højere grad lever af abonnementsindtægter betyder det heller ikke så meget, om folk besøger ens site 3 eller 298 gange i løbet af ugen. De skal bare være tilfredse med det, de betaler for og føle, at det lever op til det behov, de har.

Mere kontekst

Tendensen vil dog formentlig sprede sig til gratismedier også, der i stedet for at udgive nye artikler om en opdatering i en sag, vil opdatere eksisterende indhold. Det vil samtidig give mere sammenhængende artikler, der gør mere ud af at forklare brugeren, hvordan en given sag hænger sammen.

(Jeg har tidligere skrevet om, hvor vigtigt det er at huske at forklare den konteksten en nyhedsartikel er en del af.)

Kuratering

En indholdstype, der vil vinde frem, er kuratering. Det går i al sin enkelthed ud på, at en journalist eller et medie løbende følger udviklingen indenfor et givent område og deler de bedste, vigtigste og/eller mest interessante historier løbende.

Som Jeff Jarvis’ slogan lyder: “Cover what you do best. Link to the rest”

Kuratering giver mening for brugeren, fordi han/hun i mindre grad behøver følge udviklingen og læser artikler undervejs og i løbet af dagen, ugen, måneden etc.

Nogle vil måske mene, at det er farligt at linke, fordi folk aldrig kommer tilbage igen. Men spørg dig selv: Hvis du falder over en udgivelse, der giver dig overblikket og holder dig opdateret på et emne – vil du så aldrig vende tilbage, eller vil du holde fast og tjekke løbende, så du kan holde dig opdateret? Jeg ved godt, hvad jeg gør.

Kuratering af indhold er også en måde for medierne at dække en historie eller et stofområde på uden at skulle bruge unødig meget tid på at producere indhold. Og det er jo indhold, der allerede er produceret, man blot linker til.

(Kuratering var i øvrigt en af de tendenser, jeg talte om, da jeg var gæst hos Eric Ziengs i hans ‘Help Marketing’-podcast.)

– o –

 

5. Lyd

“Er du klar til at udnytte den store lydbølge?” spurgte jeg i et blogindlæg på Medietrends.dk. Jeg stillede spørgsmålet med udgangspunkt i blandt andet denne Nieman Lab-artikel.

Brugeroplevelsen omkring lyd er helt anderledes end den fra tekst og video. Når du lytter, har du hænderne fri og kan bevæge dig rundt, som du lyster. Du kan lytte, hvad enten du er i toget, på bussen, på cyklen, på gåben eller stå derhjemme og vasker op. Det gør det til det måske mest versatile medie.

Sammenlign det med artikler og videoklip, hvor dine øjne (og til tider også hænder) er optaget, og du er klistret til skærmen. Brugeroplevelsen er meget mindre fri og behagelig end ved lytning.

Assistenterne kommer… på et tidspunkt

Artiklen fra Nieman Lab handler specifikt om de stemmestyrede enheder, der allerede nu fylder en del i det amerikanske marked og kun vil stige i udbredelse. Jeg tror, der vil gå noget tid, inden de bliver tilstrækkeligt interessante for medierne at udgive separat til.

Men derfor er det stadig værd at forberede sig til, at der er tale om enheder, der vil få en potentiel central placering i vores liv. De vil give os nyheder, vejrudsigter, underholdning etc.

Podcasting

En lydtendens, der allerede er her, er podcasting.podcaststats.dk kan du se udvalgte statistikker for udgivelsen og brugen af podcasts herhjemme og i USA. Her kan du se, at der er flere og flere danske podcast i iTunes (den største platform), og at Radio 24syv oplever en generel stigning i downloads af deres podcasts.

I USA går det stødt fremad med udbredelsen af podcasts, og denne trend vil også komme herhjemme. Flere af de store medier har allerede podcasts, men for manges vedkommende er det indhold, produceret ved siden af “kerneproduktet”, altså papir- og netavis.

Jeg tror, det vil komme til at ændre sig. Ment på den måde, at nogle medier (forhåbentlig mange) vil begynde at eksperimentere med at sætte lyd på de artikler, de allerede udgiver.

I november måned skrev jeg, at jeg mener, danske medier bør have en strategi for lyd. Her bruger jeg Politiken som eksempel, hvor jeg kan lytte til en masse podcasts om mere “feature”-præget indhold, mens jeg ikke kan lytte til artiklerne fra dagens avis.

Jeg tror også, vi vil se flere overbliksprodukter på lyd. Tænk radioavisen “on demand” indenfor forskellige områder.

Where’s the money?

Den helt store nød at knække for medierne i forbindelse med podcasting er at leve af det. Umiddelbart er den mest oplagte model at man sælger annonceplads undervejs i podcast-udsendelserne.

Her er det vigtigste, at man ikke bruger eksempelvis hele det første minut på en annonce, så brugeren aldrig kommer i gang.

En anden mulighed er at skabe et lyd-“universers”, som man skal være abonnement for at have adgang til. Det er det, Zetland har gjort, hvor du som Zetland-medlem downloader en app, hvor du kan høre artiklerne. Og det er en succes, Zetland oplevede hurtigt, at 4 ud af 10 artikler bliver lyttet i stedet for læst.

– o –

 

Jokeren: Facebook

Jeg har valgt at kalde Facebook en “joker” i 2018. Årsagen til det er, at mediernes relation til Facebook kan gå i forskellige retninger. Det er altså ikke Facebook som et sociale medie, vi bruger som personer, jeg ser som en joker – det er mediernes relation til den enorme platform, der bliver interessant at følge.

For nyligt viste statistik, at medierne generelt henter mere trafik fra Google end fra Facebook:

 

Grafik: Recode (data fra Parse.ly)

Grafik: Recode (data fra Parse.ly)

 

Det er interessant, fordi trafik (altså “klik”) er den altdominerende årsag til, at medierne gider bruge tid på Facebook. Hvis den begynder at dale, vil deres incitament til at bruge Facebook til at skaffe trafik formentlig også dale.

Det kan betyde, at man flytter ressourcer over på andre steder, hvor der er mere trafik at hente – eksempelvis søgemaskineoptimering.

Facebook og mediernes komplicerede forhold går flere år tilbage, men flirten har ikke rigtig mundet ud i et fast forhold. Facebooks Instant Articles er ikke blevet den succes, Facebook havde håbet på, og medierne bliver ved med nærmest sanseløst at poste links på Facebook, skønt det er det nærmest modsatte af, hvad Facebook-algoritmen belønner.

Med en faldende trafik fra Facebook er der muligvis udsigt til en eller anden form for afklaring: Slår medierne og Facebook op og går fra hinanden eller finder de ud af, at de ikke kan leve uden hinanden alligevel?

Den kan gå begge veje. Hvis man tænker tilbage på de seneste udmeldinger fra Facebook og især bossen Mark Zuckerberg, så er medierne og deres rolle i samfundet vigtige for Facebook. Hvis de sætter handling bag de ord vil de to parter nærme sig hinanden – Digiday forudser blandt andet, at 2018 bliver året, hvor Facebook vil “make nice” med medierne.

Og så er der alligevel ridser i den lak. For nylig har der været en debat om, at franske medier (efter at have fået penge af Facebook) nu skulle være afhængige af platformen. Den snak har fået en Facebook-talsmand til at sige, at hvis medierne ikke vil bruge Facebooks platform eller produkter, kræver det blot ét klik.

Danske Rasmus Kleis Nielsen, der er “director of research” hos Reuters Institute for the Study of Journalism på Oxford University forudser i en Nieman Lab-artikel det, han kalder “Snapchat-scenariet”:

Jeg frygter, at 2018 vil blive året, hvor vi vil se en stor platform beslutte sig for, at nyheder ganske enkelt ikke er besvæaret værd og begive sig til (1) at reducere nyheders rolle og systematisk adskille det fra andet indhold og (2) reducere antallet af nyhedsorganisationer, der har tilladelse til at udgive på platformen og dermed føre striks kontrol med, hvem der har den mulighed.

Han kalder det “Snapchat scenariet”, fordi det nye (endnu kommende) Snapchat-design adskiller “social” fra “media”, som Snapchat-stifter Evan Spiegel skrev i en gæsteartikel hos Axios.

Det betyder helt konkret, at indhold fra dine venner lever i den sene side af Snapchat, mens indhold fra dem, du bare følger (det vil sige medier, firmaer, profiler etc.) lever i den anden side af Snapchat – totalt adskilt fra resten.

Rasmus Kleis Nielsen er bekymret for, at det scenarie vil føre til mere lukkede platforme, hvor folk ikke i samme grad støder på indhold og synspunkter, de ellers ville møde. Om 12 måneder ved vi, om det blev Facebook, der opfyldte hans profeti.

Uanset hvordan, det ender, så er der enorme spændinger og frustrationer imellem medierne og Facebook. Og som det er med spændinger, kan du kun holdes i ave i et stykke tid. Før eller siden vil de bryde igennem og enten skabe splid eller gensidig anerkendelse og samarbejde.

Det er meget svært at sige, hvordan det ender – og derfor er Facebook-medier-forholdet den store mediebranche-joker i 2018.

– o –

 

Kan du lide, hvad du læste?

Tilmeld dig nyhedsbrevet – så går du ikke glip af noget

…og du får den populære digitale ugerevy med 🙂

🎧 Lyt til artiklen:

Du kan enten lytte ved at bruge afspilleren herunder eller ved at følge min podcast. Læs hvordan på larskjensen.dk/lyd.


Se mine seneste artikler →

 

Originalfoto: Elijah Hiett

Skriv din kommentar: